Arabiske lande svigter befolkningernes sikkerhed

Krig, fattigdom, ustabil økonomi og utilstrækkelige regeringer har ført til underudvikling i de arabiske lande, fastslår en ny FN-rapport

Sudanesiske kvinder. -
Sudanesiske kvinder. -. Foto: stock.xchng.

Hver femte indbygger i de arabiske lande lever for under 11 kroner om dagen. Dermed befinder de sig under FN's fattigdomsgrænse. Og de arabiske landes regeringer formår ikke at sikre demokrati og menneskelig sikkerhed, som er en grundlæggende forudsætning for at ændre billedet.

Det fremgår af rapporten Challenges to Human Security in the Arab Countries, som er udarbejdet af uafhængige arabiske forskere for FN's udviklingsprogram, UNDP, og er den femte rapport om udviklingen i de arabiske lande.

Ifølge rapporten har de arabiske statsledere svigtet deres befolkninger på en række områder: Landene mangler demokratiske institutioner til at fordele magten, de nationale love strider med menneskerettighederne, og ytringsfriheden har ingen beskyttelse. Disse svigt har resulteret i fattigdom, sult, dårlige sundhedssystemer, militære konflikter, kvindehandel og børnesoldateri.

– Sikkerhed for mennesker handler ikke bare om konflikter og krig, men også om miljøødelæggelser, diskrimination, arbejdsløshed, sult og fattigdom. Kun når vi oplever disse faktorer i sammenhæng, får vi skabt menneskelig udvikling i de arabiske lande, siger AmatAl Alim Alsoswa, UNDP's regionaldirektør for de arabiske lande.

Men så længe de arabiske regeringer negligerer menneskerettighederne, er der lang vej til menneskelig sikkerhed, mener Madawi Al-Rasheed, medforfatter til rapporten og professor i religionsantropologi ved King's College i London.

– Et samfund reguleres af love, som varetager menneskerettigheder, og det er den største garanti for menneskelig sikkerhed, siger han.

Rapporten, der udkom i går, vedrører mere end 330 millioner mennesker i Algeriet, Bahrain, Comorerne, Djibouti, Egypten, Irak, Kuwait, Libanon, Libyen, Mauretanien, Marokko, Oman, Det Palæstinensiske Selvstyre, Qatar, Saudi-Arabien, Somalia, Sudan, Syrien, Tunesien, Yemen og De Forenede Arabiske Emirater.

gehlert@kristeligt-dagblad.dk