Prøv avisen

Arafat i sigtekornet: Israel var klar til at ofre civile for at få ram på PLO-lederen

Den israelske forsvarsminister og senere premierminister Ariel Sharon fik i 1982 invaderet det sydlige Libanon for at jævne de palæstinensiske flygtningelejre med jorden og afslutte Yasser Arafats væbnede kontrol med området. Ifølge Ronen Bergmans nye bog var Sharon så besat af at få ram på Arafat, at han var villig til at ofre civiles liv for at få likvideret PLO-lederen. – Foto: Israels forsvars-ministerium/AP/Ritzau Scanpix

Israels efterretningstjenester, specialstyrker og flyvevåben forsøgte i årevis at likvidere den palæstinensiske leder Yasser Arafat. Som forsvarsminister var Ariel Sharon villig til at ofre civile liv, men officerer med moralske kvaler standsede flere gange operationerne i sidste øjeblik, afslører ny bog

Israel er aldrig veget tilbage for at dræbe sine modstandere. Det var – og er stadig – en væsentlig del af den israelske doktrin, at dræber man en fjendeleder, er det ikke kun en symbolsk, men også en strategisk handling, en nødvendig del af kampen mod en bitter modstander. Intet andet vestligt land har siden Anden Verdenskrig dræbt så mange af sine fjender ved likvideringer og målrettede drab som Israel.

Artiklen fortsætter under grafikken

Der er stadig israelske eksgeneraler, der ærgrer sig over, at det aldrig lykkedes at dræbe den legendariske grundlægger af den palæstinensiske befrielseskamp, de første palæstinensiske guerillastyrker, af Fatah-bevægelsen og af PLO, Yasser Arafat. Men flere forsøg blev standset i sidste øjeblik, fordi netop en officer vurderede, at også uskyldige mennesker ville blive dræbt, eller at operationen ville bringe Israel i diplomatisk uføre.

Det kan man blandt andet læse i en ny bog, ”Rise And Kill First”, der er udkommet på engelsk i denne uge, og hvis fulde titel på dansk kunne være ”Rejs dig og dræb først. Den hemmelige historie bag Israels målrettede drab”.

Forfatteren er den israelske journalist Ronen Bergman. Han har tidligere – på hebræisk – skrevet fire bøger, der afslører hemmeligheder om fordums israelske efterretningsoperationer. Bergman evner at få tidligere officerer og generaler til at fortælle. I ”Rise And Kill First” citerer han en unavngiven tidligere efterretningsofficer – en aldrende mand med stålblik, der giver detaljer fra flere likvideringsoperationer – som siger: ”I mere end 30 år har jeg ventet på, at nogen skulle komme og spørge mig.”

Ronen Bergman skriver i en stil lånt fra spionromanernes verden. Ugen før bogen kom på gaden, offentliggjorde den amerikanske avis The New York Times kapitlet om de mange forsøg på at dræbe Yasser Arafat. Det begynder frit oversat til dansk således:

”Transportflyet dukkede op som et lysglimt på F-15 flyets radar. Et DHC-5 Buffalo fly 370 mil (600 kilometer) ude over Middelhavet. Kampflyene indhentede hurtigt målet. De kunne nu læse halenummeret og se de brune og blå markeringer. De var overbeviste om, at de havde det rette fly.

Anføreren kaldte over radioen: ”Må vi angribe?”.

Det var eftermiddag den 23. oktober 1982. Dybt under Tel Aviv, i det israelske flyvevåbens hovedkvarters centralkommando- og kontrolbunker, der gik under kodenavnet Canary, kanariefuglen, rungede pilotens spørgsmål ud over højtalerne. Alles øjne var vendt mod den øverste ansvarlige. Alle forventede en ordre om at åbne ild, men chefen for det israelske flyvevåben, generalmajor David Ivry, der normalt var en meget beslutsom mand, tøvede.

Han vidste, at hans kamppiloter havde alle de oplysninger, de skulle have: en positiv visuel bekræftelse, fri bane til at skyde i åben himmel over et tomt hav. Det var forsvarsminister Ariel Sharon, der havde givet den formelle tilladelse til at skyde flyet og dets passagerer ned. Ivrys og hans piloters job var at skyde de givne mål ned – ikke at vælge dem.

Men Ivry tvivlede og lod tvivlen råde.

”Negative,” sagde han til piloten. ”Jeg gentager: Negative, I kan ikke åbne ild.”

Episoden er ikke kun dramatisk fortalt. Der er tale om et reelt drama. Israelske agenter havde set Arafat gå om bord på transportflyet i Athens lufthavn i Grækenland. Flyet var på vej til Egypten. Arafat havde forklædt sig ved at gro et stort skæg, observerede man. Men der var ingen tvivl om, at det var ham. Chefen for flyvevåbnet, David Ivry, var alligevel mistroisk, skriver Ronen Bergman på basis af samtaler med den daværende flyvevåbenchef. Det passede ingen steder, at Arafat skulle være på vej til Kairo, for hvad skulle han dér?

Det skulle vise sig, at Ivrys mavefornemmelse var rigtig. Arafat var om bord på transportflyet. Blot ikke Yasser Arafat, men hans bror lægen Fathi Arafat, der var formand for den palæstinensiske Røde Halvmåne-organisation. Med sig i flyet havde han 30 hårdt kvæstede palæstinensiske børn, såret under den falangistiske massakre i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Beirut, Libanon. De blev fløjet til behandling i Kairo.

Sommeren 1982 var i det hele taget dramatisk. Den 6. juni krydsede israelske styrker grænsen til Libanon. Forsvarsminister Ariel Sharon havde forklaret regeringen, at han havde brug for at operere op til 40 kilometer inde i det sydlige Libanon for at ødelægge den palæstinensiske militære infrastruktur, den palæstinensiske stat i staten. Sharon ville jævne de palæstinensiske flygtningelejre med jorden og afslutte Yasser Arafats væbnede kontrol med det sydlige Libanon. I flygtningelejrene trænede palæstinensiske guerillastyrker, og herfra udgik internationale flykaprere og raket- og guerillaangreb mod Israel. Men Sharon standsede ikke fremrykningen, før de israelske styrker stod i det østlige, hovedsageligt kristne, Beirut og reelt belejrede den vestlige, muslimske og palæstinensiske, del af byen.

Belejringen, afbrydelse af vand- og el-forsyningen, og israelske artilleri- og missilangreb fra havet og fra luften skulle få Yasser Arafat og hans styrker til at give op. Men efter syv uger krævede USA en våbenstilstand, og at Arafat og hans væbnede mænd skulle evakueres fra Libanon.

Ikke mindre end syv israelske skarpskytter havde Yasser Arafat i sigtekornet den dag i august 1982, da manden med det karakteristiske sort-hvide keffiyeh-tørklæde marcherede med sine styrker om bord på skibe, der skulle sejle dem til Tunis. De israelske skytter stod under 180 meter fra ham, men de fik ikke tilladelse til at skyde. Israels premierminister, Menachem Begin, havde lovet den amerikanske præsident, Ronald Reagan, at Arafat ville forlade Beirut i live.

Som det fremgår af bogen i et direkte citat fra brigadegeneral Amos Gilboa, der i 1982 var chef for den militære efterretningstjenestes forskningsafdeling, opgav forsvarsminister Ariel Sharon dog ikke sit forehavende. Heller ikke efter at flere hundrede tusinder israelere i september 1982 havde demonstreret imod ham for at have ladt de kristne falangister rykke ind i Sabra og Shatila, hvor de dræbte hundredvis af forsvarsløse palæstinensere, børn, kvinder og gamle. Sharon og hans forsvarschef, Rafael ”Rafi” Eitan, havde det fuldstændig ens:

”De var syge efter, simpelthen helt syge efter at slå Arafat ihjel,” siger Amos Gilboa.

Det gjorde sig gældende i oktober, da Ariel Sharon gav flyvevåbnet grønt lys til at skyde det civile transportfly ned for at dræbe Yasser Arafat, uanset hvem der i øvrigt måtte blive slået ihjel i den anledning. Og også da det i juli måned blev diskuteret at ofre tre israelske journalister, hvis chancen bød sig at dræbe Arafat, mens de interviewede ham i Vestbeirut.

Den militære efterretningstjeneste aflyttede alle Beiruts telefoncentraler for at holde øje med, hvor Yasser Arafat befandt sig, og forsøge at bombe ham, skriver Ronen Bergman. Hans kilde er Uzi Dayan, der stod i spidsen for Operation Saltfisk, som siden skiftede navn til Operation Guldfisk, og hvis mission det var at likvidere Arafat.

Dayan forklarer, at det var kompliceret at indsamle information og give den videre til flyvevåbnet, der så skulle nå at komme på vingerne. De kom ustandseligt for sent. Dayan er i dag overbevist om, at Yasser Arafat var klar over, at israelerne var i hælene på ham. Oftere og oftere faldt der bomber på steder, PLO-lederen netop havde forladt. Samtidig blev Dayan og hans folk stadig mere desperate over, at han slap fra dem.

”Saltfisk-teamet besluttede at drage fordel af situationen og lade de tre uvidende journalister føre dem til Arafat. De skændtes indbyrdes i teamet: Ville det være korrekt at sætte tre israeleres liv i fare, sandsynligvis dræbe dem? Det blev besluttet, at det var i orden. Men Arafat havde en mistanke om, at Mossad ville følge journalisterne. Så hans sikkerhedsfolk tog deres forholdsregler. Saltfisk-teamet mistede sporet af de tre i det sydlige Beiruts gyder,” skriver Ronen Bergman.

Dén oplysning får det til at løbe koldt ned ad ryggen på Anat Saragusti, som Kristeligt Dagblad møder i Tel Aviv. I sommeren 1982 var hun 28 år gammel og pressefotograf for det provokerende politiske ugemagasin Haolam Hazeh. Hun havde allerede flere gange taget de få timers kørsel i bil fra Tel Aviv til Beirut for at fotografere den israelske invasion. Den 3. juli var redaktør og grundlægger af Haolam Hazeh Uri Avnery og en kvindelig journalist med hende i Beirut, og så fik Anat Saragusti en idé:

”Det var mig, der foreslog Uri Avnery, at vi skulle tage til Vestbeirut og beskrive historien derfra. Han havde kontakt til PLO-folk blandt andet i Paris. Så han ringede rundt og fik aftalt, at vi ville blive mødt ved en kontrolpost. Vi tog en taxa. Så vidt jeg husker, var der fire kontrolposter på vejen fra øst til vest: en israelsk, en syrisk, falangisternes og så palæstinensernes.”

”Jeg tænkte et kort øjeblik på, om vi måske var blevet lokket i en fælde, men tænkte dengang ikke på muligheden for, at nogle israelske efterretningsfolk måske fulgte os. Det var nok meget naivt, men jeg var overbevist om, at man som journalist var observatør og dermed beskyttet af alle parter. Men selvfølgelig havde efterretningstjenesten aflyttet alle Uris samtaler. Han ringede fra det eneste hotel i Østbeirut, hvor alle journalister boede,” fortæller Anat Saragusti.

”Vi blev mødt ved den palæstinensiske post og vist rundt i vest. Vi så bombekratere og ødelæggelser. Derefter tog de os til en lejlighed med forskellige mennesker. Pludselig kom Yasser Arafat ind. Jeg havde ikke forestillet mig, at vi skulle møde ham. Uri vidste det.”

Uri Avnery interviewede PLO-lederen, og Anat Saragusti fotograferede. Også da ejeren af den lejlighed, hvor mødet fandt sted, kom ind med sine to små døtre. De kravlede rundt på Arafat som på en bedstefar, han var smilende og kærlig over for dem. Anat Saragusti fotograferede også det. Efter mødet tog journalisterne omgående tilbage til Østbeirut, checkede ud af hotellet og kørte sydpå – tilbage til Israel. Endnu inden de nåede grænsen, havde Yasser Arafats talsfolk offentliggjort, at han netop havde mødtes med tre israelske journalister. Alle vidste, hvem de var.

Da Haolam Hazeh udkom få dage efter, blev der ramaskrig i Israel: Hvordan kunne man menneskeliggøre et monster, en barnemorder og terrorist ved at vise ham med småbørn på skødet, lød anklagen blandt andet. Uri Avnery blev afhørt om mødet, mere skete der ikke.

Ifølge Ronen Bergman begyndte Israel allerede forsøgene på at dræbe Yasser Arafat tilbage i 1960’erne.

”Man havde en israelsk agent, der giftede sig med en palæstinensisk kvinde, og som omkring 1964 bevægede sig helt ind i Arafats inderkredse. Han aflyttede en lejlighed, Fatah-bevægelsen benyttede i Darmstadt i Tyskland, og vidste, hvornår Arafat opholdt sig der. Mossads europaansvarlige, Rafi Eitan, bad om lov til at dræbe alle i lejligheden. Jerusalem gav ham ikke lov. Han sagde senere til mig, at ’det var synd, vi ikke gjorde det. Det ville have sparet os megen smerte, hvis vi var blevet af med Arafat, inden han voksede sig stor’. En anden Mossad-leder, Meir Dagan, forklarede mig, at Arafat var at betragte som palæstinensernes landsfader, og, at ’hvis vi havde dræbt ham dengang, ville det have affødt kaos om arvefølgen. Og det ville have sparet os mange fremtidige kampe,’ sagde Dagan, kort før han døde i 2016,” refererede Ronen Bergman sine samtaler i et interview i israelsk radio i sidste uge.

Lederen af Saltfisk-teamet eksgeneral Uzi Dayan, understregede over for samme radiostation i forbindelse med bogudgivelsen, at Israel flere gange standsede aktioner, der kunne have dræbt Arafat. Fordi Israel har ærlige og redelige officerer, der ikke ville acceptere drab af uskyldige civile, sagde han men tilføjede så:

”Det er ærgerligt, at han ikke blev dræbt. I den næste krig, der kommer, er Hannas Nasrallah (den libanesiske Hizbollah-bevægelses leder, red.) et mål, og nu ved vi, hvor vigtigt det er at dræbe ham.”

Yasser Arafat fotograferet af det israelske nyhedsmagasin Haolam Hazehs fotograf Anat Saragusti i juli 1982 i en lejlighed et sted i Vestbeirut, efter at hun sammen med magasinets redaktør Uri Avnery havde krydset linjerne fra det israelsk-besatte Østbeirut. Det var første gang, nogen israelsk journalist og fotograf mødte den palæstinsiske leder, som Mossad samme dag overvejede at likvidere. Barnet er ejeren af dæklejlighedens datter, og da billedet blev offentliggjort, blev Avnery og Saragusti hjemme i Israel beskyldt for at menneskeliggøre en blodtørstig terrorist. – Arkiv Foto: Anat Saragusti