Prøv avisen

Her er argumenterne for og imod et britisk farvel til EU

Herunder de bedste argumenter for og imod en britisk udmeldelse af EU. Foto: Kevin Coombs/REUTERS

Tilhængere og modstandere af en Brexit, altså en britisk udmeldelse af EU, 
fremsætter her deres bedste argumenter i forhold til 11 politiske områder

Indvandring

FOR: Vi kan ikke styre indvandringen, før vi forlader EU, fordi den frie bevægelighed automatisk giver EU-borgere ret til at bo her.
IMOD: Det vil ikke løse migrantkrisen at forlade EU, men bringe den ind på vores dørtrin, fordi grænsekontrollen vil flytte fra Calais til Dover.

Udvidelse af EU

FOR: EU planlægger at åbne for Albanien, Makedonien, Montenegro, Serbien og Tyrkiet, hvilket vil give yderligere 88 millioner mennesker adgang til Storbritannien.
IMOD: Det har lange udsigter, før Tyrkiet kan blive medlem af EU. Og kun hvis vi er i EU, har vi indflydelse på, hvornår det sker.

Prisen

FOR: Vi sender hver uge 350 millioner pund sterling til Bruxelles. 
IMOD: EU gavner vores økonomi med 91 milliarder pund sterling årligt. Hver dag investerer andre EU-lande 66 millioner pund sterling i den britiske økonomi. 

Kriminalitet

FOR: Den europæiske arrestordre betyder, at britiske borgere skal sendes til udlandet for selv mindre forbrydelser, hvis udenlandske domstole kræver det. Det vil stoppe, hvis vi forlader EU.
IMOD: Vi kan kræve voldtægtsforbrydere, drabsmænd og andre dybt kriminelle udleveret, hvis de flygter til andre EU-lande. Den mulighed forsvinder, hvis vi forlader EU.

Handel

FOR: EU betyder, at vi ikke kan fokusere på de nye markeder, og vi har ingen handelsaftale med Kina og Indien. Er vi uden for EU, kan vi fokusere mere på international samhandel.
IMOD: 44 procent af Storbritanniens eksport går til andre EU-lande. Det vil være skadeligt, hvis vi skaber handelsbarrierer ved at melde os ud.

Lovgivning

FOR: Alt for mange af Storbritanniens love bliver til på diktat fra Bruxelles og EU-Domstolen. Britisk retsvæsen skal have sin suverænitet tilbage.
IMOD: Nej-siden overdriver, hvor mange love, der kommer fra EU. Og det er bedre at påvirke EU-love indefra.

Beskæftigelse

FOR: Det er vildt overdrevet, hvor mange jobs der er afhængige af EU-medlemskab. Ved at skabe incitamenter til at investere og sænke selskabsskatten kan vi blomstre som Norge.
IMOD: Omkring tre millioner arbejdspladser vil være i risikozonen, hvis vi forlader EU, fordi virksomheder vil være mindre tilbøjelige til at investere her.

Indflydelse

FOR: Storbritannien behøver ikke EU for at have international gennemslagskraft. Og ved at puste nyt liv i Commonwealth kan vi stå lige så stærkt, som vi gør med EU.
IMOD: Storbritannien vil flyde ud i Atlanterhavet, hvis vi forlader EU. I en globaliseret verden beskytter Storbritannien bedst sine interesser ved at forblive i EU.

Den finansielle sektor

FOR: Talen om kapitalflugt er rent vrøvl. London vil forblive det førende finanscenter uden for EU, fordi finansvirksomheder stadig vil have deres hovedsæder her på grund af de lave skattesatser.
IMOD: Banker vil flygte fra Storbritannien, og det vil føre til et sammenbrud i City of London. I dag giver handelsfordelene ved at være i EU bankerne et større overskud.

Suverænitet

FOR: Det britiske parlament er ikke længere suverænt. EU insisterer på en stadig mere integreret økonomisk union efter euro-krisen, og det er bedst at komme ud, før det sker.
IMOD: I en globaliseret verden må alle lande arbejde sammen, hvis de ønsker økonomisk vækst. Isolation vil undergrave os, og David Cameron har sikret os undtagelser fra et tættere samarbejde.

Forsvar

FOR: Storbritannien kan snart blive bedt om at bidrage til en EU-hær. Det vil undergrave Storbritanniens uafhængige forsvar og bør bekæmpes.
IMOD: Europæiske lande står sammen mod trusler fra Islamisk Stat og Rusland. Det vil blive undermineret, hvis vi vender ryggen til EU.
 
Kilder: Daily Telegraph, Vote Leave, Vote Remain