Arkiv afslører tidligt holocaust-kendskab

De allierede under Anden Verdenskrig kendte allerede i 1942 til massedrab på jøder. Det viser FN-dokumenter, der har været holdt hemmelige i snart 70 år

I denne uge åbner et nyt arkiv med over 70 år gamle dokumenter fra Anden Verdenskrig, der giver et hidtil uset indblik i beviserne for holocaust.
I denne uge åbner et nyt arkiv med over 70 år gamle dokumenter fra Anden Verdenskrig, der giver et hidtil uset indblik i beviserne for holocaust. . Foto: Jemma Crew/PA Wire/AP/Polfoto.

Historiebøgerne skal tilføjes flere sider, og nogle af kapitlerne kommer til at blive skrevet om. Det er nemlig ikke hvilke som helst dokumenter, der i denne uge bliver tilgængelige for offentligheden efter omkring 70 år bag lås og slå.

De allierede kendte til holocaust allerede i 1942

Papirerne stammer fra Anden Verdenskrig og giver ifølge de foreløbige oplysninger et hidtil uset indblik i beviserne for holocaust - massemordet på jøder - og bestræbelserne på at drage nazister til ansvar for deres gerninger.

Et af de mest opsigtsvækkende fund i dokumenterne er ifølge den britiske avis The Independent, at de allierede allerede i slutningen af 1942 havde kendskab til, at mindst to millioner jøder var blevet dræbt. De vidste også, at yderligere fem millioner var i fare for at lide samme skæbne.

"Det er markant tidligere end den gængse opfattelse," siger Dan Plesch. Han er professor ved Centre for International Studies and Diplomacy ved Soas University i London og har haft mulighed for at granske dokumenterne de seneste ti år.

"Stormagterne kommenterede det (massedrabet på jøder, red.) to et halvt år tidligere, end det generelt har været antaget," siger Dan Plesch til The Independent.

"Et vognlæs af søm i kisten"

Han udgav tirsdag en bog på baggrund af dokumenterne, som stammer fra arkiverne fra FN's kommission for krigsforbrydelser (UNWCC), der blev stiftet i 1943 og nedlagt i slutningen af samme årti.

I denne uge bliver samtlige papirer offentliggjort af The Wiener Library, der beskæftiger sig med Holocaust, i London.

"Intet af dette har før set dagens lys," siger Dan Plesch ifølge britiske The Guardian. Han kalder de nye opdagelser for et helt "vognlæs" af søm i kisten for holocaustbenægtere.

Samme begejstring over de tusindvis af hidtil hemmeligholdte dokumenter er der hos Howard Falksohn. Han er arkivar på The Wiener Library.

"Det kan meget vel være, at folk vil kunne omskrive meget væsentlige kapitler af historien ved hjælp af disse nye beviser," siger han til The Guardian.

Dokumenterne er fra kz-lejre

The Independent anfører, at oplysningerne om det tidlige kendskab til Nazitysklands masseudryddelse af jøder står i stærk kontrast til, at blandt andet Storbritannien først senere for alvor brugte kræfter på at forsøge at redde jøder fra de tyske antisemitter.

Flere af de dokumenter, der nu bliver lagt frem, er i sin tid blevet smuglet ud fra koncentrationslejre i blandt andet Polen og Østrig.

Men der har ikke været adgang til UNWCC's arkiver, siden kommissionen blev lukket i slutningen af 1940'erne. Dengang blev Vesttyskland en vigtig del af kampen mod kommunismen og dokumentation for tyske grusomheder under Anden Verdenskrig blev i høj grad forsøgt nedtonet.