Fra tidligt om formiddagen til langt ud på aftenen bevægede en strøm af mennesker sig op ad højen for at lægge hver en rose, et bundt pinseliljer eller en gren med nyudsprungne syrener ved mindesmærket.
Armeniere i titusindvis, ikke kun fra Armenien, men fra hele verden, var kommet til hovedstaden Jerevan for at mindes Folkemordet – den tyrkiske massakre og fordrivelse af over en million armeniere under og efter Første Verdenskrig.
De gør det hvert år, men i år var der særlig mange. I år var 90-året for den 24. april 1915. For armenierne er det dagen, da tyrkerne indledte den systematiske udryddelseskampagne mod det armenske folk. Den officielle plakat for dette års mindehøjtidelighed forestiller 90 intense, furede ansigter. 90 mennesker, der som små børn overlevede katastrofen. Ved det næste runde jubilæum er der næppe mange af dem tilbage, trods Kaukasus-områdets ry for at fostre verdens længstlevende mennesker.
Ingen begivenhed i Armeniens historie, heller ikke Armeniens samlede overgang til kristendommen i 301 og dermed erhvervelse af den status som verdens første kristne nation, som er en kilde til national stolthed, spiller en tilsvarende rolle for armeniernes bevidsthed og selvopfattelse.
Fjernelsen af armenierne fra Vestarmenien var så godt som total, men mange und-slap døden og fandt vej til udlandet, specielt til USA og Frankrig. Det er dem – den armenske diaspora – der er den vigtigste årsag til, at Armenien har en selvtillid og politiske manøvremuligheder langt ud over, hvad man skulle forvente for et lille, fattigt og indeklemt land, hvis relationer til naboerne varierer fra det tålelige til midlertidig suspenderet krigstilstand.
For Armenien er støtten fra den armenske diaspora uvurderlig. Bortset fra Israel er der næppe et land, der har noget tilsvarende. Men til forskel fra Israel er det kun få medlemmer af den armenske diaspora, der kommer til landet for at blive.
– De bliver måske en fem-seks måneder. Så rejser de hjem til Californien igen, som en amerikaner i Jerevan udtrykker det.
Men de bringer penge med. Armenien er midt i et økonomisk boom, der manifesterer sig i en skov af byggekraner i hovedstaden Jerevan.
Trods boomet er arbejdsløsheden i Armenien imidlertid høj. Efter Sovjetunionens sammenbrud mistede størstedelen af den armenske industri sin eksistensberettigelse. Vejen fra Jerevan til den georgiske grænse går gennem områder præget af industrielt forfald. Der har været en betydelig udvandring. Fattigdom er udbredt og specielt synlig uden for Jerevan.
Pengene fra armeniere i USA, Frankrig og andre steder sættes ikke i særlig omfang i industri eller eksportorienterede serviceerhverv. En stor del går til nationale, kulturelle og religiøse bygninger og mindesmærker, som prioriteres højt. Der er nyopførte eller nyrestaurerede kirker overalt.
Det skaber naturligvis beskæftigelse i byggebranchen, ligesom de mange turister af armensk herkomst giver arbejde i hoteller og andre serviceerhverv – Jerevan må være den by i verden, hvor den største procentdel af den mandlige befolkning er beskæftiget som taxichauffører. Men det sætter ikke gang i særlig megen produktion. De fleste industriprodukter og forarbejdede landbrugsvarer er importeret.
Også politisk er diasporaens indflydelse stor. Den har været afgørende for, at kravet om, at Tyrkiet anerkender, at folkemordet fandt sted, er blevet fastholdt og i dag stilles af EU som en betingelse for tyrkisk medlemskab.
Ifølge den tyrkiske version af begivenhederne havde armeniere forinden selv gjort sig skyldige i overgreb på den muslimske befolkning, da Vestarmenien, som i dag udgør det østlige Tyrkiet, var besat af russiske tropper. På grund af deres illoyalitet blev armenierne tvangsforflyttet fra områderne op mod Rusland, og i den proces fandt overgreb sted, men de var ikke koordinerede og planlagte.
Men for armenierne findes kun én sandhed: Folkemordet havde været planlagt i årevis af højtstående tyrkiske myndighedspersoner. De kristne armeniere skulle udryddes eller fordrives fra Det Osmanniske Rige, og den politik blev overtaget og videreført af de nye magthavere i Tyrkiet, da Det Osmanniske Rige gik i opløsning. Hvis armenierne ikke blev dræbt på stedet, blev de drevet ud i den syriske ørken, hvor de fleste omkom af sult og tørst.
Det er også den version, der i det store hele accepteres i den vestlige verden, herunder EU, og det er utvivlsomt i det lys, man skal se den nylige bevægelse i holdningen i Tyrkiet, hvor den tyrkiske nationalforsamling for har nylig foreslået, at en kommission af historikere fra begge sider skal nedsættes for at for at forske i spørgsmålet. Den totale benægtelse, der i mange år var tyrkisk politik, er i hvert fald ikke holdbar længere.
Det betyder ikke, at det er risikofrit at give indrømmelser til det armenske synspunkt i Tyrkiet, hvor forfatteren Orhan Pamuk for nylig modtog dødstrusler, da han stort set anerkendte den armenske version over for en udenlandsk avis.
At acceptere den armenske version af begivenhederne officielt og fuldt ud er der imidlertid næppe nogen tyrkisk regering, der vil gøre. Det ville være ikke blot ydmygende efter mange års benægtelse, men også politisk risikabelt for Tyrkiet, fordi der både i Armenien og ikke mindst i diasporaen ikke blot er krav om anerkendelse af folkemordet som en kendsgerning, men også om territoriale indrømmelser i det gamle Vestarmenien – i dag det østlige Tyrkiet.
Armeniens præsident Kocharian har for nylig sagt, at Armenien ikke har territoriale krav på Tyrkiet. Men der ikke tvivl om, at en anerkendelse af folkemordet som en kendsgerning vil blive fulgt op af sådanne krav fra dele af det politiske liv i Armenien og diasporaen. Og sådanne krav vil ingen tyrkisk regering så meget som overveje.
Men ved mindesmærket i Jerevan var det ikke kompromiser og paritetiske kommissioner, det drejede sig om i søndags. Det var det nationale sammenhold, sorgen, respekten for de døde og taknemlighed over, at nationen trods alt overlevede.
Og de blev ved med at komme, dagen igennem med deres blomster, som de lagde ved mindesmærket, mens tonerne af sørgmodig armensk musik vekslende med den gamle amerikanske salme "Amazing Grace" lød fra højttalerne langs ruten op ad højen.
Peter Sander er freelancejournalist