I morgen er det to uger siden, at omkring 30 bevæbnede mænd besatte en politistation i den armenske hovedstad, Jerevan, og tog flere politimænd som gidsler. En af betjentene blev skudt og dræbt under angrebet, mens fire andre betjente blev frigivet efter nogle dage. I denne uge er flere ambulancefolk desuden blevet tilbageholdt, efter at de kom til politistationen for at behandle sårede oprørere.
Alligevel bliver oprørerne, der kalder sig Vovehalsene fra Sassoun efter et berømt nationalt folkeeventyr, hyldet af den brede befolkning. Hver aften siden besættelsen af politistationen er tusinder af armeniere gået på gaden i Jerevan for at vise deres støtte.
I befolkningens øjne er de ikke gidseltagere. De er helte. Det er holdningen i gaderne og ved køkkenbordene – og langt ind i kontorerne på virksomheder og læreanstalter. Helte, fordi de kræver præsident Serzh Sargsyans afgang og løsladelse af den fængslede oppositionsleder Zhirair Sefiljan.
”Ingen vil kalde disse mennesker terrorister. Alle vil retfærdiggøre deres handlinger. Der er kun ét problem, armenierne er optaget af, og det er regeringen. Den har fået landet til at kollapse,” fortæller Vahram Tokmajian, der underviser i historie, samfundsfag og filosofi på et gymnasium i udkanten af Jerevan.
Armenien har til september været selvstændigt i 25 år efter opløsningen af Sovjetunionen, men der er milevidt mellem de armeniere, der mener, at der er noget at fejre. Korruptionen er epidemisk, og siden løsrivelsen er det kun en lille overklasse, der har nydt godt af landets økonomiske vækst. Nogle skønner, at 10-15 oligark- familier besidder 95 procent af Armeniens værdier. Flertallet lever i stor armod. Ifølge de officielle statistikker lever en tredjedel af befolkningen under fattigdomsgrænsen, men det er en markant underdrivelse, mener Vahram Tokmajian.
”Tallet er snarere 70 procent. Men uanset hvad er det tilstrækkeligt at forestille sig, at hvert tredje barn må gå sultent i seng,” siger han.
Den udbredte fattigdom sammen med en arbejdsløshed på næsten 20 procent har i årevis fået unge armeniere til at forlade landet for at finde et job og en fremtid et andet sted. Officielt har omkring 600.000 indbyggere forladt landet permanent siden selvstændigheden. Dertil kommer et endnu større antal af armeniere, især yngre mænd, der i årevis arbejder som migrantarbejdere især i Rusland, hvor de taler sproget, for at forsørge deres familier.
Valentina Gevorgjan forsker i demokratisering og konflikt ved Det Amerikanske Universitet i Armenien. Hendes vurdering er også, at det er en massiv frustration over den fejlslagne udvikling siden selvstændigheden, der er i stand til at sikre den lille gruppe oprørere på politistationen opbakning.
”Det er en masseprotest. Folk står side om side med oprørerne, fordi de er dødtrætte af den stigende fattigdom, den evindelige korruption, de uvidende og arrogante medlemmer af regeringen og parlamentet. Det hele har hobet sig op. Folk har fuldstændig mistet tilliden til det politiske system og forlanger omfattende forandringer,” skriver hun i en e-mail til Kristeligt Dagblad.
Under det hele løber samtidig en følelsesladet national understrøm, påpeger Esben Emborg, dansk honorær konsul i nabolandet Georgien, hvorfra han hyppigt rejser frem og tilbage til Armenien. Vovehalsene fra Sassoun er helte fra krigen om enklaven Nagorno-Karabakh og modsætter sig enhver forhandling med Aserbadsjan om at aflevere erobrede områder.
”Armenierne er et ekstremt nationalistisk folk, som beskytter deres kultur med næb og klør, og alle kan hurtigt blive enige om, at det vil være frygteligt at give afkald på land. Oveni kommer så den generelle kæmpestore utilfredshed med regeringen. Det hele flyder sammen,” siger han.