I den sidste uge af februar eksploderede armensk politik i en cocktail af russiske missiler og anklager om militærkup. Det var indledningen til en speget politisk kamp om magten i Armenien oven på nederlaget i sidste års konflikt om Nagorno-Karabakh. Et opgør, der nu er endt med, at den armenske premierminister, Nikol Pashinyan, har bebudet sin afgang med udgangen af april.
Pashinyan stod i spidsen for 2018-revolutionen, der var et opgør med den etablerede politiske klasse i Armenien, men nu er han også symbolet på nederlaget til ærkefjenden Aserbajdsjan, og den folkelige opbakning til Pashinyan er styrtdykket. Da Aserbajdsjan den 27. september 2020 angreb den kristne, armenske eksklave Nagorno-Karabakh, erklærede Pashinyan med det samme militær undtagelsestilstand og italesatte angrebet som et forsøg på at udslette Armenien– med henvisning til det største nationale traume, det armenske folkedrab i 1915-1918, hvor 1,5 millioner armeniere mistede livet.
Pashinyan havde befolkningen på sin side, frivillige blev mobiliseret i stort tal til tjeneste ved fronten og frivilligt forsvar af eksklaven såvel som af Armenien selv. Havde Pashinyan forsvaret Nagorno-Karabakh, ville han være en urørlig folkehelt i dag. Men Aserbajdsjan sejrede og erobrede nyt territorium, og 6000 armeniere mistede livet i den seks uger lange konflikt, der endte med en Moskva-domineret våbenhvile og en plads ved bordet til Tyrkiet også. Dermed var Pashinyans nederlag totalt, og et nyt nationalt traume født. Hans fejl var en urealistisk vurdering af det militære styrkeforhold, hvor Aserbajdsjan var langt overlegen i styrke og teknologi. Armenien kunne aldrig have sejret i det opgør.
Det førte i februar til en krise i krisen, der omhandlede den manglende brug af russisk erhvervede missiler. Premierministeren blev beskyldt for ikke at have gjort nok brug af russiske Iskander-missiler under krigen. Pashinyan udtalte, at mange af dem slet ikke virkede. Da det var en klar kritik af Armeniens allervigtigste allierede, Rusland, opfordrede forsvarchefen Pashinyan til at gå af, hvilket fik premierministeren til at beskylde forsvarschefen for at opfordre til militærkup, og det havde den effekt, at 20.000 demonstranter for første gang gik på gaden for Pashinyan.
Det forløb kan blive afgørende for armensk politik, for det demonstrerede, at der er tre elementer, der optager befolkningen: Det ene er nederlaget til Aserbajdsjan. Det andet er Ruslands øgede indflydelse i Armenien efter våbenhvilen, og det tredje er den forsatte opbakning til 2018-revolutionen.
Rusland er den komplicerede nøgle i dette spil. Armenierne ved godt, at landet ikke selv kan garantere sin sikkerhed, men er afhængig af Moskva. På den anden side ønsker man ikke øget indflydelse til Moskva, men våbenhvilen indebar, at der nu er 2000 fredsbevarende, russiske styrker i eksklaven.
Selvom Pashinyansidenhen trak sine ord tilbage om de russiske missilers uduelighed, så skabte det et udgangspunkt for et nationalt kompromis i sidste uge, hvor han og oppositionen blev enige om nyvalg til parlamentet den 20. juni – og en ophævelse af den militære undtagelsestilstand. Premierministeren kan ikke afsættes, så længe den opretholdes.
Armenierne står nu overfor en historisk valgkamp, der skal vise, om sårene over de tabte territorier i eksklaven og øget russisk indflydelse i landets politik kan heles. Det farligste vil være, hvis en urealistisk nationalisme og krav om revanchisme tændes. Sagen er, at Armenien er landet i en ny geopolitisk realitet. Aserbajdsjan er den stærke part. Det øger Armeniens afhængighed af Rusland, der på sin side primært er optaget af, at man nu har den afgørende geopolitiske rolle i regionen mellem Armenien, Aserbajdsjan og Tyrkiet.
Armenien skal finde sig til rette i endnu et nationalt traume – ellers sættes rammerne af den russiske storebror, der er lige så optaget af at pleje sine relationer til Armeniens muslimske rivaler.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.