Prøv avisen

Armeniere for evigt

”Folkedrabet er vores fælles omdrejningspunkt,” siger Katia Boudoyan, der leder Det Nationale Armenske Mindecenter i Décines nær Lyon. Foto: Birthe B. Pedersen

Den armenske kultur og identitet lever i den armenske befolkningsgruppe i Frankrig, der har omkring 600.000 indbyggere, der betragter sig selv som armeniere

En lilla mindeblomst er blevet valgt som det enkle symbol på 100-året for det armenske folkedrab, og blomsten pryder alle de små glas med fyrfadslys, som armenierne i byen Décines nær Lyon vil bære, når de i dag samles ved byens monument over folkedrabet i 1915.

Taline og Arevig på 14 og 15 år har selv malet blomsterne på deres glas. For dem er det ikke en abstrakt fortid, de mindes i dag. Det er deres egen historie.

”Det var vores oldeforældre, det gik ud over. Men det kunne have været os. Hvis vi var blevet født 100 år tidligere, var det os, der var blevet dræbt og torteret eller tvunget til at flygte,” er de to piger enige om.

Frankrig har 600.000 armenske indbyggere. 400.000 er født i Frankrig, og de yngste har aldrig kendt de oldeforældre, som flygtede fra massakrerne i Det Osmanniske Rige. Men den armenske identitet lever fortsat, ikke mindst i byer som Décines, der har en betydelig armensk befolkning. 15 procent af de 28.000 indbyggere betragter sig selv som armeniere.

”Vi sørger for at give den armenske kulturarv videre til de nye generationer. Vi tilhører en 3000 år gammel civilisation, og den skal de yngre generationer også være stolte over at tilhøre. De skal kende vores sprog og vores alfabet. De skal kende vores historie, vores sange og danse,” siger Izabel Korabedian.

Hun er en af de ildsjæle, der holder den armenske identitet i live i Décines, blandt andet med undervisning i det armenske sprog. Det er også hende, der står for søndagsskolen i den armensk-apostolske tradition. Den Armensk Apostolske Kirke er et andet vigtigt samlingspunkt.

”Selv de, der ikke længere er troende, kommer til årets store højtider som påske og jul. Vi forsøger at fastholde de unge i kirken og videregive den religiøse kulturarv. Vi tror på, at vi kun kan være franske borgere, hvis vi ved, hvor vi kommer fra,” siger Izabel Korabedian, som selv har både det armenske flag, det toarmede armenske kors og billeder af Ararat-bjerget på væggene i sin bolig.

De første armeniere kom med båd til den sydfranske havneby Marseille efter Første Verdenskrig og fulgte derefter Rhne-floden nordpå, til de fik arbejde, for eksempel på tekstilfabrikkerne i Décines.

Siden er andre indvandringsbølger fulgt efter, blandt andet fra Libanon, som nogle af de overlevende armeniere flygtede til i 1915, men hvorfra de brød op på grund af borgerkrigen i 1970'erne.

Det er Izabels historie. Hun kom til Frankrig som 12-årig i 1976 med sine forældre og sin bror. Hendes bedstemor var et af de forældreløse børn, som voksende op på danske Maria Jacobsens børnehjem Fuglereden i Byblos i Libanon.

”Men som udgangspunkt er vi er alle osmanniske armeniere,” fastslår hun.

Det mener også Katia Boudoyan, leder af Det Nationale Armenske Mindecenter i Décines, der samler dokumentation for folkedrabet.

”Folkedrabet er vores fælles omdrejningspunkt. I blandede par, hvor kun den ene er armenier, kan det være svært at bevare for eksempel det armenske sprog i dagligdagen. Men vi kunne ikke drømme om at gå glip af den årlige højtidelighed ved mindesmærkerne her i Décines og i Lyon,” siger hun.

”Tyrkiets benægtelse af folkedrabet har medvirket til, at armenierne har fastholdt mindet om det og har stået sammen om en fælles identitet. Men vi har også andet at stå sammen om. Vi er den første kristne nation, vi har en livskraftig kultur og en nationalstat, Armenien. Den armenske kultur vil leve videre i diasporaen, også selvom Tyrkiet en dag anerkender folkedrabet,” mener Katia Boudoyan.