Først svarer den kvindelige armenske filminstruktør Seda Grigoryan, der bor i hovedstaden Jerevan, med tavshed på spørgsmålet om, hvorfor hun mener, det er så vanskeligt for Armenien at få sin del af historien om Nagorno-Karabakh anerkendt af det internationale samfund. Så svarer hun ganske kort:
”Det er et af de mest smertefulde spørgsmål, der findes. Og jeg er ikke sikker på, at jeg har et svar.”
I 1923 lovede Josef Stalin først, at tildele landområdet til Armenien. En naturlig beslutning, da 94 procent af Nagorno-Karabakhs befolkning dengang var etniske armeniere. Men med et dekret omgjorde han beslutningen og gav i stedet Nagorno-Karabakh til aserbajdsjanerne ud fra del og hersk-princippet. Siden opløsningen af Sovjetunionen er det stadig Stalins dekret, der er den folkeretslige ledestjerne i den armensk-aserbajdsjanske konflikt i eksklaven Nagorno-Karabakh. Det betyder, at ingen lande anerkender Armeniens ret til Nagorno-Karabakh til trods for, at området er strøet til med århundreder gamle klostre, kirker, kirkegårde og armensk kulturarv.
Efter afslutningen på 44 dages krig i november 2020 mistede Armenien store dele af Nagorno-Karabakh til nabolandet Aserbajdsjan. Mens nederlaget i sig selv er et nationalt traume for armenierne, er det den manglende internationale opbakning og udsigten til, at konflikten vil vare ved, der giver anledning til bekymring i Armenien.
Seda Grigoryan og mange andre armeniere husker de vestlige regeringers gentagne opfordringer til en våbenhvile sidste år samt udtalelserne om, at man var bekymret over krigen.
”Det er decideret fjollet at betvivle Nagorno-Karabakhs armenske tilhørsforhold. De kulturelle monumenter findes overalt. Alligevel bliver Vesten ved med at tale om to jævnbyrdige parter. Det er som i den kriminelle verden. Hvis voldsmanden forbliver ustraffet, vil han blot fortsætte,” siger hun med hentydning til Aserbajdsjan og Tyrkiet.
Siden krigens afslutning har begge lande talt om, at det er nødvendigt at oprette en korridor, der forbinder de aserbajdsjansk-kontrollerede dele af Nagorno-Karabakh med de vestlige dele af Aserbajdsjan. En korridor, der vil skære gennem suverænt armensk territorium.
Det er den slags udtalelser, der får Seda Grigoryan og andre armeniere til at føle, at krigen overhovedet ikke er overstået.
Ifølge mediet The Armenian Weekly har Aserbajdsjan allerede en plan for at opnå sine fremtidige mål.
”Den ene del er at lade aserbajdsjanere flytte til de erobrede områder i Nagorno-Karabakh hurtigst muligt og afholde en folkeafstemning om områdets fremtid, når der er aserbajdsjansk flertal. Den anden del er at skabe en korridor i Suniyuk-provinsen, hvilket vil give Aserbajdsjan de facto-kontrol over og fri bevægelse på armensk territorium,” skriver Benyamin Poghosyan i The Armenian Weekly.
Han er grundlægger af den armenske tænketank Center for Politiske, Økonomiske og Strategiske Studier og hører til den del af den armenske befolkning, der er overbevist om, at konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan vil fortsætte så længe, sidstnævnte ikke kritiseres for sine handlinger.
At konflikten langt fra er overstået blev slået fast tirsdag af Den Internationale Domstol i Haag.
I september 2021 indgav Armenien en klage over Aserbajdsjan til domstolen, hvori man beskyldte nabolandet for bevidst at opildne til had og racisme mod Armenien. Efterfølgende indgav Aserbajdsjan en klage til domstolen, hvor man beskyldte Armenien for at udføre etnisk udrensning mod Nagorno-Karabakhs aserbajdsjanske befolkning.
Tirsdag eftermiddag transmitterede Armeniens nationalradio Den Internationale Domstols afgørelse i sagerne, hvor der især blev lagt vægt på, hvordan parterne som minimum skal agere for at mindske konflikten.
”Aserbajdsjan skal beskytte alle de tilfangetagne armenske soldater mod vold og andre overgreb. Aserbajdsjan skal gøre alt for at forhindre at opildne til had og racisme mod armeniere i uddannelsessystemet. Og Aserbajdsjan skal forhindre alle former for vandalisme mod armenske monumenter og kulturarv,” lød det fra Den Internationale Domstol.
For Armenien er udtalelserne fra Haag en form for anerkendelse af, at klagerne er blevet hørt og taget til efterretning. Men der er ikke tale om en løsning på selve konflikten. Snarere sætter Den Internationale Domstol rammerne for, hvordan konflikten bør håndteres herfra.