Armeniernes ”lille kristne ø” kæmper for overlevelse i det muslimske hav

Armenien prøver at bevare sin kristne kulturarv i de områder, der nu tilhører Aserbajdsjan. Vi bliver afvist uden grund, fortæller biskop Vrtanes Abrahamyan

En armensk præst står ved Dadivank-klosteret fra det 9. århundrede i Nagorno-Karabakh. Siden afslutningen på den seneste konflikt mellem Aserbajdsjan og Armenien om eksklaven i november 2020 er klosteret kommet under aserbajdsjansk kontrol, men også under beskyttelse af russiske fredsbevarende styrker. Armenien beskylder Aserbajdsjan for at ødelægge kristen kulturarv og for at bryde aftaler om at give armenske pilgrimme adgang til klostre som Dadivank.
En armensk præst står ved Dadivank-klosteret fra det 9. århundrede i Nagorno-Karabakh. Siden afslutningen på den seneste konflikt mellem Aserbajdsjan og Armenien om eksklaven i november 2020 er klosteret kommet under aserbajdsjansk kontrol, men også under beskyttelse af russiske fredsbevarende styrker. Armenien beskylder Aserbajdsjan for at ødelægge kristen kulturarv og for at bryde aftaler om at give armenske pilgrimme adgang til klostre som Dadivank. . Foto: Emrah Gurel/AP/Ritzau Scanpix.

Skjult mellem bløde skovklædte bakker i den nordlige del af Nagorno-Karabakh ligger et armensk kloster, der siden krigens afslutning i november 2020 er blevet symbol på det stadig betændte forhold mellem Armenien og Aserbajdsjan. Som en del af våbenhvileaftalen mellem parterne blev klosteret Dadivank fra det 9. århundrede og stedets seks armenske munke indlemmet i de nye aserbajdsjansk kontrollerede områder i eksklaven. Grundet Dadivanks historiske og religiøse betydning for Armenien fastslår en mundtlig aftale, der står refereret på Kremls hjemmeside, mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, at ”Aserbajdsjan skal garantere normal kirkeaktivitet” i de nyerobrede områder.

Men siden krigens afslutning er virkeligheden en ganske anden.

For mens de armenske munke på Dadivank-klosteret har fået lov til at blive – og befinder sig under russiske fredsstyrkers beskyttelse – har Aserbajdsjan systematisk og med et hav af forskellige begrundelser forhindret kristne pilgrimme i at nå frem til klosteret i hele 2021. I foråret brugte man ifølge nyhedssiden Forum 18 News Service coronavirussen som undskyldning for at afvise pilgrimme. Senere var årsagen et jordskred. For Armenien forbliver resultatet det samme.

Kirkelivet i og omkring de mange armenske klostre, der nu hører under Aserbajdsjan, bliver langsomt kvalt. Caucasus Heritage Watch overvåger overgreb mod kirker, klostre og kirkegårde med hjælp af satellitbilleder i Kaukasus, og en rapport fra organisationen peger på, at dele af den kristne armenske kulturarv allerede er blevet delvist ødelagt. Blandt dem bygninger, der daterer sig helt tilbage til de første århundreder efter, at Armenien i år 301 officielt blev verdens første kristne nation.

Vi kan ikke forlade de områder, Aserbajdsjan har taget. Gud har givet os de områder.

Vrtanes Abrahamyan

Armensk-apostolsk biskop

”Siden sidste års væbnede konflikt er over et dusin armenske kirker, kirkegårde, korssten og andre kulturelle ejendomme enten blevet ødelagt, beskadiget eller truet af Aserbajdsjan. Størstedelen af tilfældene har fundet sted efter våbenhvilen,” fastslår Caucasus Heritage Watch i rapporten fra juni 2021.

Biskop prøver at bevare håbet

På et kontor over for den prægtige Hellige Moders Kirke i Nagorno-Karabakhs armenske hovedby, Stepanakert, møder Kristeligt Dagblad biskop Vrtanes Abrahamyan til en samtale om Armenien, Aserbajdsjan og kampen om de hellige steder. I januar 2021 blev han udnævnt til primat for Nagorno-Karabakhs bispedømme, og det er hans ansvar at værne om armeniernes kirkelige arv i Nagorno-Karabakh, inklusive i de områder, der nu er under aserbajdsjansk kontrol.

”Vi er nødt til at bevare håbet,” siger Vrtanes Abrahamyan, der smiler og taler i et mildt toneleje.

Han sidder bag et bredt skrivebord med et billede af Jesus bag sig. I den anden ende af kontoret ligger et stort og meget detaljeret landkort over Nagorno-Karabakh på gulvet.

”Vi kan ikke forlade de områder, Aserbajdsjan har taget. Gud har givet os de områder. Det er en meget mørk tid lige nu, og derfor er vi først og fremmest nødt til at bede og bevare håbet,” siger han.

Under krigen i 2020 blev Den Hellige Moders Kirke brugt som beskyttelsesrum for Stepanakerts civile befolkning, der gemte sig i kirkens kælder mod Aserbajdsjans bombardementer. Den situation bruger Vrtanes Abrahamyan til at beskrive, hvordan han selv ser Armeniens situation i dag.

"Hvor er den kristne verden, når kirker gøres til moskéer og kristne angribes for at være vantro,” spørger Vrtanes Abrahamyan, armensk biskop i Nagorno-Karabakh.
"Hvor er den kristne verden, når kirker gøres til moskéer og kristne angribes for at være vantro,” spørger Vrtanes Abrahamyan, armensk biskop i Nagorno-Karabakh. Foto: Ashot Mkrchyan

”Vi er en lille kristen ø i et muslimsk hav,” siger han med hentydning til Aserbajdsjan og Tyrkiet, der begge tog del i krigen sidste år.

Mens Aserbajdsjan førte an, fragtede Tyrkiet syriske lejesoldater til fronten. Det ved alle armeniere, for sådan var det under osmannerrigets folkedrab, hvor omkring 1,5 millioner armeniere mistede livet under Første Verdenskrig. Og sådan er det, når Aserbajdsjan fører krig mod Armenien.

”Kirkens rolle er ikke at give falske forhåbninger til befolkningen. Det er vores rolle at tale klart og tydeligt, så alle forstår situationen, og sørge for, at kirken styrker vores fællesskab og sammenhold. Det skaber harmoni mellem kirke og folk,” siger biskopppen.

Som den almene befolkning ved enhver armensk præst, hvad det vil sige at blive fordrevet eller miste sit hus eller et familiemedlem. Kirken er ikke en fjern størrelse, og ifølge Vrtanes Abrahamyan er det årsagen til armeniernes mangeårige meget tætte forhold til kirken.

Armensk pligt til selvforsvar

Netop fordi Armenien har stået – og stadig står – som kristen nation over for muslimske angribere, er det uundgåeligt, at den nationale konflikt også bliver forstået som en religiøs konflikt mellem kristendom og islam.

”Vi har ikke selv valgt vores naboer,” siger Vrtanes Abrahamyan og forklarer, at han opfatter det som en pligt for armenierne at forsvare sig selv.

Han mindes en samtale med en fransk delegation umiddelbart efter krigen, hvor han nærmest råbte ad de fremmødte gæster og forlangte et svar på, hvorfor de kristne lande i Europa ikke havde hjulpet Armenien mod muslimerne fra Aserbajdsjan.

”Jeg kunne ikke kontrollere mig selv, og det var en fejl at forlange et svar. Men det var min sandhed i en svær stund. Men jeg spørger stadig, hvor er den kristne verden, når kirker gøres til moskéer, og kristne angribes for at være vantro?”

Den armenske biskops opfattelse er, at mens den muslimske verden står sammen om en række mål, så er den kristne verden splittet. I sidste ende betyder det, at Frankrig eller Danmark ikke vil hjælpe Armenien aktivt for at forsvare armensk kulturarv.

”Europa er blevet et kontinent, hvor man taler om frihed uden at vide, hvad det reelt set betyder. Man taler ikke længere med hjertet. Jeg håber, at Europa vil vågne op på et tidspunkt og genfinde solidariteten med eksempelvis Armeniens kristne,” siger han.

Ingen generel kritik af muslimer

Vrtanes Abrahamyan afholder sig fra at rette et direkte angreb mod islam. Han har ikke noget udestående med Iran, der ligesom Aserbajdsjan er shiamuslimsk, og han er eksempelvis stolt over, at Armenien var med til at restaurere moskéer i Nagorno-Karabakh efter den første krig i 1990’erne. I stedet for at generalisere mod islam mener han, at Armeniens store udfordring er, at landets nabo er af en særlig aggressiv karakter.

Han henter inspiration fra en af Bibelens fortællinger for at beskrive sit syn på Aserbajdsjans ledelse:

”Når du hele tiden er den aggressive som Aserbajdsjan og hele tiden søger konflikt, er det som en psykologisk tilstand, en slags sygdom. Det er som i forholdet mellem Kain og Abel, hvor Kain myrder sin bror og efterfølgende får sit kainsmærke.”

Vrtanes Abrahamyans kritik er ikke rettet mod troende muslimer generelt, men mod de muslimske politikere, der bruger islam som middel til deres aggressive handlinger, som han siger.

Han nævner, at der det seneste år er blevet afholdt 17 dialogmøder, hvor han selv har siddet sammen med Aserbajdsjans førende muslimske prædikant Allahshukur Pashazadeh. Parterne forstår hinanden og er nået til enighed på en række punkter.

”Men problemet er, at når vi eksempelvis ønsker at holde gudstjeneste i Dadivank-klosteret, så bliver vi afvist uden grund.”

Vrtanes Abrahamyan antyder her, at mens den tværreligiøse dialog måske fremmer en vis forståelse, så har Aserbajdsjans politiske ledelse ofte en helt anden og langt mere kompromisløs dagsorden, der til enhver tid trumfer de tværreligiøse møder.

”De siger, at det ikke længere er vores,” fortæller Vrtanes Abrahamyan og bekræfter, at skænderiet om armensk adgang til kirker og klostre under aserbajdsjansk kontrol stadig er et uløst problem.