Armensk biskop i Damaskus gør skaderne op efter syv års krig: ”Vi er også Syrien”

Det syriske regime har i denne uge fejret, at islamistiske oprørere nu er fordrevet fra Damaskus. De kristne minoriteter bakker op, men frygter for fremtiden. Kristeligt Dagblad har mødt byens armenske biskop, Armash Nalbandian, som trods islamisternes uhyrligheder stadig tror på et fredeligt samliv mellem Syriens kristne og muslimer

Den armensk-ortodokse kirke i Damaskus ligger i den historiske bydel og er placeret for enden af Den Lige Gade, som nævnes i Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente. –
Den armensk-ortodokse kirke i Damaskus ligger i den historiske bydel og er placeret for enden af Den Lige Gade, som nævnes i Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente. – . Foto: Adam Holm.

Biskop Armash Nalbandian ler højt ved bemærkningen om, at han har en påfaldende lighed med den amerikanske skuespiller Al Pacino.

”Ligner jeg måske Scarface?”, replicerer biskoppen med henvisning til en af Al Pacinos mest kendte film og afslører, at han har beskæftiget sig med andet end den armenske kirkes guddommelige liturgi i det 5. århundrede, emnet for hans 10 år gamle teologiske afhandling.

Nalbandians latter forstummer dog snart. Der er ikke meget at grine ad. Det er trængselstider for de kristne minoriteter i det krigsramte Syrien. Indtil to dage før palmesøndag var hans smukke kirke, der ligger ved Damaskus’ gamle byport, Bab Sharqi, fanget midt i kamphandlingerne.

”Jeg troede ikke, at krigen ville ramme os så hårdt, men det gjorde den desværre,” fortæller biskoppen.

Få hundrede meter fra kirken lå en af hærens artilleristillinger og beskød de islamistiske oprørsgrupper Jaysh al-Islam (Islams Hær) og Faylaq al-Rahman (Rahman-legionen), der havde forskanset sig i bydelen Jobar.

Oprørerne svarede igen med mortergranater, som slog ned på må og få. Nalbandians kirke og den tilhørende skole har taget adskillige fuldtræffere i løbet af de syv år, krigen har pågået. Biskoppen mener, at det drejer sig om seks gange, men han bliver høfligt korrigeret af sin sekretær, en yngre kvinde, som siger at det ”er otte gange foruden de nedslag, som fandt sted lige uden for vores grund”.

Kirkens tag har synlige mærker efter beskydningen. En lærer og tre elever blev dræbt af en mortérgranat i 2015. Det samme blev opsynsmanden, og uden for kirken hænger plakater for flere unge mænd af armensk afstamning, som har mistet livet som soldater i den syriske regeringshær.

Fra vinduet på toilettet ved siden af biskoppens kontor kan man i en overkommelig afstand få øje på et landskab oversået med granathylstre og forvredent metal. Krigen var en uhyggelig realitet indtil for omkring en måned siden. Efter det meget omtalte giftgasangreb i Douma i det østlige Damaskus i begyndelsen af april gik det pludselig hurtigt.

Oprørerne valgte at nedlægge våbnene mod til gengæld at blive eskorteret i regeringschartrede busser til den nordlige Idlib-provins, hvorfra de kan genoptage deres kamp. Dermed er den direkte trussel mod Nalbandian og de andre kristne samfund i det historiske centrum af Damaskus fjernet.

Den 45-årige biskop siger, at et åg er blevet løftet af hans skuldre. Hans kirke står stadig, og granatregnen er ophørt, men den gennemtrængende lyd af jagerfly og eksplosioner fra de sydlige kvarterer Yarmouk og al-Hajar al-Aswad er en ubehagelig påmindelse om, at freden endnu ikke har sænket sig fuldstændigt over hovedstaden.

Armash Nalbandian siger, at han er lykkelig for, at det igen er muligt at færdes frit på gaderne, og at børn ikke længere skal holdes inden døre i denne del af byen. Snart vil også de sidste islamister være nedkæmpet og så vil ”krigens grusomme lyde forstumme”, som han udtrykker det.

Armash Nalbandian taler ofte de kristne syreres sag i vestlige medier og er blevet i Syrien under hele krigen, for ”det er her i Damaskus, at jeg har min mission”, som han siger. –
Armash Nalbandian taler ofte de kristne syreres sag i vestlige medier og er blevet i Syrien under hele krigen, for ”det er her i Damaskus, at jeg har min mission”, som han siger. – Foto: Mikhail Voskresenskij/Sputnik/AFP/Ritzau Scanpix

Biskoppens kontor, som ligger i forlængelse af kirkebygningen, er en syndig rodehule. Det er faktisk hans eget udtryk. Skrivebordet er dækket af bøger, dokumenter og aviser. På gulvet er der ligeledes stakke af papirer. Væggen bag ham er prydet af det syriske og det armenske flag. Han har også adskillige fotografier af sig selv sammen med politiske ledere og gejstlige overhoveder fra ind- og udland.

Selvom Armash Nalbandian står i spidsen for et af de mindste kristne samfund, som før krigen blev vurderet til at tælle knap 120.000 ud af Syriens dengang omkring to millioner kristne, er han en kendt skikkelse i den syriske offentlighed.

Han har ofte optrådt på statsligt tv sammen med muslimske lærde. På spørgsmålet om, hvorvidt disse møder er blevet vanskeligere som følge af krigen, fører han en hånd gennem sit gråsprængte skæg og holder en pause, inden han svarer:

”Nej, vi er stadig på god fod. Selvfølgelig har vi ikke noget udestående med hinanden. Det drejer sig blot om nogle ekstremister, som skaber ondt blod mellem de forskellige trosretninger.”

Da han fornemmer, at det måske ikke er en fyldestgørende udlægning, trækker han på smilebåndet og siger:

”O.k. så, hvis du foretrækker Scarface-svaret: Sandheden er, at de kristne samfund mange steder i Mellemøsten er under et meget stærkt pres i disse år. Det ved I godt i Europa,” siger han og indskyder, at han i kraft af sin teologiske uddannelse i Tyskland og Frankrig har gode kontakter blandt europæiske trosfæller.

”Det er virkelig svære tider for korsets folk, efter at den salafistiske vækkelse tog fart. Kristne bliver chikaneret mange steder eller udsat for overfald og morderiske angreb. Vi har fortsat venner blandt muslimerne, men det bliver også farligere for de moderate muslimer at mødes med os, fordi de bliver presset af ekstremisterne i deres egen fold.”

”Jeg er ikke militærekspert. Jeg ved ikke nøjagtigt, hvad det kræver at fjerne en sådan trussel. Det kan meget vel være, at hæren snart vil sejre i det sydlige Damaskus, men det betyder ikke islamismens endeligt,” vurderer biskoppen.

For Armash Nalbandian er bange for de kræfter, som i de senere år blevet sluppet løs. Hele den ”vanvidsideologi, som Islamisk Stat står for, og som har meget lidt med traditionel islam at gøre” forsvinder ikke, mener han, blot fordi bevægelsen bliver trængt tilbage og mister sine territorier.

Han sammenligner islamisterne med en hydra, søuhyret fra den græske mytologi, som havde ni hoveder. Hvis den giftspyende hydra mistede ét hoved, voksede to nye frem. Det kan ikke nytte alene at tænke i militære løsninger, lyder det fra biskoppen. Uden en ”mental forandring” i en del af islam, bliver det svært, siger han.

Mange armeniere i Syrien er blevet fordrevet eller tvunget på flugt. De nøjagtige tal kendes ikke, men Nalban- dians egen vurdering lyder på, at det armenske samfund er blevet halveret eller endda bragt endnu lavere ned.

Og han forstår udmærket, at folk har valgt at flygte, men selv vil biskoppen ikke forlade Syrien.

”Syrien er mit fødeland, det er her, jeg er opvokset og har fået min identitet som mand og menneske. Hvorfor skal jeg rejse? Jeg er også armenier, men det er i Aleppo, jeg har tilbragt de første år af mit liv, og det er her i Damaskus, at jeg har min mission,” siger han.

Biskop Nalbandian vender tilbage til sin måske lige lovlig politisk korrekte pointe om de indbyrdes relationer mellem Syriens kristne og muslimer.

”Tro mig, når jeg siger, at vi har mange velunderrettede vidnesbyrd fra kristne, ikke bare armeniere, der beretter om, hvordan de blev hjulpet af deres muslimske naboer, venner og kolleger til at skjule sig eller forlade områder, som ekstremisterne havde overtaget. Og der er også historier den anden vej. Det er en værdifuld lære. Vi kan godt leve sammen,” siger han.

Men let bliver det ikke, medgiver biskoppen. Før krigen, siger han, var det usædvanligt at spørge til folks religion, medmindre de selv skiltede med den. Efter syv års blodigheder er sekterismen vokset tydeligere frem. Det gør de gode viljers arbejde mere besværligt, og når økonomien er i knæ, de sociale udfordringer massive, og krigen fortsat raser i dele af landet, er betingelserne for at kigge fremad ikke gunstige.

Armash Nalbandian tøver lidt igen og kigger grundende frem for sig, inden han svarer:

”Alle kristne mærker situationens alvor. Det må vi ikke glemme. Mange af dem, som har forladt landet, kommer ikke tilbage. De har startet et nyt liv et andet sted og ved, at genopbygningen af Syrien vil kræve store ofre, så de bliver nok, hvor de er. Vi fra den kristne minoritet mister fodfæste, men i det mindste er flugten herfra begyndt at aftage. Det er et lille lys i mørket.”

Efter godt en halv times samtale banker sekretæren på døren og gør biskoppen opmærksom på, at han har en ny aftale. På vej ud siger han:

”Måske er det nemmere at være Al Pacino og have mange penge. Men jeg vil ikke bytte med ham. Der er en mening med vores prøvelser. Hvis vi holder os stærke i troen, kommer vi styrket ud. Syrien har brug for de kristne samfund. Vi er også Syrien.”

En god uge efter at interviewet er lavet, udsender den syriske hær en erklæring om, at Islamisk Stat i Damaskus er nedkæmpet. Dermed er hovedstaden for første gang i syv år fri for kamphandlinger.