De er som små nyudklækkede fugleunger.
Billedet plantede sig i hovedet på den danske missionær Maria Jacobsen, da hun i begyndelsen af 1920'erne var vendt tilbage fra Danmark til Libanon for at fortsætte sin mission med at redde børn fra det armenske folkedrabs grusomheder.
I Libanon havde Maria Jacobsen stået på en gade med en kurv med slik blandt flere hundrede forældreløse armenske børn. De flokkedes om hende med udstrakte arme, mens de råbte ”mor, mor!”. Det var her, at Maria Jacobsen fik visionen, at hun ville skabe et hjem til disse forpjuskede børn; en fuglerede til de pippende fugleunger.
Drømmen blev til virkelighed et par år senere. Maria Jacobsen kunne i 1928 som udsendt af Kvindelige Missionsarbejdere åbne børnehjemmet Fuglereden i den lille libanesiske havneby Byblos nord for hovedstaden, Beirut, som et stort antal armenske flygtninge var strømmet til.
100 år er gået, siden Det Osmanniske Rige indledte de omfattende massedeportationer af armeniere. Og gennem årene er Fuglereden blevet en redning og et hjem for tusindvis af armenske børn og en kendt institution i det armenske samfund.
”Vi går i nogle meget store fodspor,” lyder det fra den 37-årige Samuel Boyadjian, der for seks år siden flyttede fra Canada til Libanon for at blive leder af Fuglereden.
Mere end 20 børnehjem blev oprettet i Libanon i forlængelse af folkedrabet for at tage sig af de mange armenske børn, som forældre måtte efterlade sig på dødsmarcher til den syriske ørken. Med tiden er alle børnehjem lukket igen med undtagelse af Fuglereden.
I dag bor 35 børn, 10 ansatte og tre nonner i de gamle bygninger, som Maria Jacobsen i sin tid overtog, og hvor hun nu ligger begravet lige inden for indgangsporten under en massiv marmorsten med indskriften ”Mama for tusinder af armenske børn”.
”I stedet for at lukke hjemmet har målet hele tiden været at få den kristne ånd fra Maria Jacobsen til at leve videre. Hun ønskede at hjælpe armenske børn og være med til at bevare det armenske folk og den armenske kultur. Ved at lade en institution som denne leve videre fortsætter vi den armenske kultur, som man forsøgte at udrydde,” siger Samuel Boyadjian.
Til trods for at de store stenbygninger tæt ved kysten er de samme som dengang, og selvom billeder af Maria Jacobsen hænger på gangene, og navne som ”Danskerhallen” står skrevet på skilte over dørene, er det et andet børnehjem i dag. Først og fremmest fordi der ikke længere er problemer med forældreløse, armenske børn, som der var i tiden omkring folkedrabet i 1915.
Børnehjemmet tager sig i dag af børn i alle aldre fra familier med sociale problemer. Det er typisk problemer, der bunder i fattigdom. Nogle børn er blevet tvangsfjernet fra deres familier af myndighederne, mens andre frivilligt bliver overdraget til hjemmet, hvor det er gratis for familierne at have et barn boende.
Hverdagen på hjemmet er et forsøg på at skabe et så almindeligt liv som muligt for børnene, forklarer Samuel Boyadjian. De yngste børn, der er ned til tre år, bliver undervist på børnehjemmet, mens de ældste, der er op til 16 år, tager bussen til Beirut hver dag og går i en almindelig skole.
Resten af dagen byder på bordtennis, oprydning, lektier og alt det andet, som børn i almindelige familier bruger tiden på. I weekenderne er der typisk udflugter. Og en gang om måneden bliver der holdt en samlet fødselsdag for de børn og ansatte, der har fyldt år den seneste måned.
”Vi er som en normal familie, bare væsentlig større,” siger Samuel Boyadjian.
Fuglereden er ikke kun for armeniere, men da hverdagen foregår på armensk, er der ikke mange libanesiske, arabisktalende børn, der finder vej til hjemmet.
På samme måde er muslimske børn også velkomne, selvom hjemmet er kristent. I praksis vil det dog nemt give problemer, forklarer Samuel Boyadjian, da hverdagen både byder på morgenbøn, aftensang, bordbønner inden måltiderne og kirkegang om søndagen. Hvis muslimske forældre overlader deres barn til Fuglereden, vil hjemmet nemt havne i en situation, hvor det bliver beskyldt for at forsøge at omvende barnet til kristendommen.
Selvom det er 55 år siden, at Maria Jacobsen døde, er historien om hende stadig nærværende på Fuglereden.
Hvert år i maj på mors dag holder børnehjemmet en stor fest til ære for den danske missionær. At festen holdes netop den dag, skyldes, at alle, der har boet på børnehjemmet gennem tiden, er opvokset med at kalde hende for ”Mama”.
”Vi lægger stor vægt på at fortælle historien om Maria Jacobsen videre til børnene. Det er ikke bare af historiske grunde, men også fordi hun repræsenterer de værdier, vi gerne vil opdrage børnene med. Hun er en person, der midt i en kynisk verden giver håb til menneskeheden,” siger Samuel Boyadjian.
På sit kontor har han væggene fulde af sort-hvide billeder af Maria Jacobsen omgivet af store flokke armenske børn samt et stort, indrammet portræt af hende med en kongelig dansk belønningsmedalje under, som hun modtog i 1950.
Samuel Boyadjian forklarer, at Maria Jacobsen bliver set som en Moder Teresa blandt armeniere, og han tøver ikke med at kalde hende for en helgen:
”Hun har reddet i tusindvis af armenske børn og valgte at ofre hele sit liv til den mission. Det har krævet et kæmpe mod for en ung dansk pige for 100 år siden at flytte alene til Mellemøsten og bosætte sig midt i et folkedrab. Hvilken slags kvinde gør det? Det er som en slags tidlig feminist,” siger han.
På grund af Maria Jacobsen har børnehjemmet gennem tiden haft tæt tilknytning til Danmark. Hun sørgede selv for at holde kontakt til kirkelige foreninger og sikrede, at mange danske venner af hjemmet gav økonomisk støtte til hendes arbejde. Men efter at hun døde i 1960, er forbindelsen til Danmark langsomt svundet ind:
”I takt med at den generation af danskere forsvinder, som kendte hende og havde mødt hende, forsvinder kontakten til Danmark også. Den unge generation kender ikke navnet Maria Jacobsen,” fortæller Samuel Boyadjian.
En anden grund til, at børnehjemmet mistede kontakten til det danske kirkeliv, er, at den armenske kirke overtog hjemmet efter Maria Jacobsen. Dermed blev hjemmet ortodoks kristent, mens det var protestantisk under Maria Jacobsen.
Fuglereden har stadig enkelte danske støtter som for eksempel Folkekirkens Nødhjælp. Samuel Boyadjian siger, at det længe har været børnehjemmets mål at forsøge at få genetableret tidligere tiders kontakt til det danske kirkeliv. Han ser det som en naturlig måde at holde hjemmets historie i live på.
Ved indgangen til børnehjemmet vidner stilladser og et større byggeroderi om et andet projekt, der også skal holde historien i live. En af Maria Jacobsens gamle bygninger er ved at blive restaureret og bygget om til et museum om det armenske folkedrab. Det omfattende museumsprojekt, som private donorer har skudt penge i, vidner om, hvor vigtig en brik børnehjemmet er i den armenske fortælling om folkedrabet.
At en stor del af børnehjemmet nu skal bruges som museum, fortæller også, at hjemmet i dag blot er en skygge af, hvad det var på Maria Jacobsens tid. I løbet af årene er antallet af børn på hjemmet faldet støt. Og de 35 børn i dag syner ikke af meget rundt om bordene i den store spisesal.
”Det er først og fremmest en positiv udvikling. Det er tegn på, at der ikke er så store problemer blandt armeniere længere,” siger Samuel Boyadjian.
Det faldende børnetal giver dog også en udfordring med, hvad man skal stille op med de bygninger, der rummede mange hundrede børn på Maria Jacobsens tid.
En af bygningerne bliver nu inddraget til museum. Børnehjemmets tidligere sovesal, der i dag er indrettet til kirke og samlingssal, bliver også snart taget ud af brug, da den er for stor til den lille samling børn. I stedet skal der bygges en ny og mindre kirke. Hvad man på længere sigt stiller op med Maria Jacobsens gamle stenbygninger er stadig uklart, siger Samuel Boyadjian.
