Fra Kreml var der i går lykønskninger til det armenske folk med parlamentsvalget i søndags, og det forstår man godt, for den siddende premierministers sejr og polariseringen i befolkningen betyder, at Rusland og præsident Vladimir Putin kan støtte sig til både valgets vinder og taber.
Premierminister Nikol Pashinyan havde udskrevet parlamentsvalget for at dæmme op for den bølge af protester, der rejste sig i gaderne i Jerevan imod ham og våbenhvilen efter den aserbajdsjanske angrebskrig mod den armenske eksklave Nagorno-Karabakh i efteråret 2020, da Aserbajdsjan tilbageerobrede kontrollen med centrale dele af eksklaven. Rusland blev konfliktens mægler og garanten for våbenhvilen, hvilket medførte udstationering af russiske fredsbevarende styrker og placerede Rusland helt centralt mellem de to stridende tidligere sovjetrepublikker.
Da stemmerne fra søndagens valg var talt op, stod Pashinyans parti i går med 53,92 procents opbakning og en endnu større del af parlamentets sæder. For spærregrænsen på 7 procent medfører et betydeligt stemmespild, hvilket blandt andet ramte tidligere præsident Serzh Sargsyans parti, der ikke opnåede repræsentation. En anden tidligere præsident, Robert Kocharyan, kandiderede også til premierministerposten og opnåede 21,04 procent af stemmerne, så hans parti nu bliver næststørst i det nyvalgte parlament.
Trods Pashinyans store sejr og en stemmeprocent på 50 er Armenien polariseret som sjældent før efter en voldsom valgkamp, hvor begge fløje mobiliserede deres tilhængere til demonstrationer i gaderne, og hvor det mildest talt ikke var kammertonen, der prægede de politiske udvekslinger – det gælder også Pashinyan og hans parti. Da han første gang blev valgt til premierminister i maj 2018, var der tale om en fløjlsrevolution, hvor demonstranter ønskede et opgør med den politiske klasse og en korrupt politisk kultur. Folket bragte Pashinyan ind i parlamentet og endte præsident Sargsyans tid ved magten.
I dag er befolkningen delt i to, og rigtig mange af dem, der er imod Pashinyan, er slet ikke repræsenteret i parlamentet på grund af valgsystemet.
I efteråret 2020 mobiliserede Pashinyan befolkningen til kamp for Armeniens overlevelse efter Aserbajdsjans angreb på Nagorno-Karabakh, og befolkningen fulgte Pashinyans opfordringer. Men en udpint armensk hær kunne intet stille op mod et moderniseret aserbajdsjansk militær, der var støttet af tyrkisk udstyr og luftstøtte. Nederlaget til de to arvefjender Aserbajdsjan og Tyrkiet var ydmygende og har siden splittet befolkningen.
Det stod helt centralt i valgkampen, hvor Kocharyan blandt andet talte om, at vestlig indblanding var årsag til det traumatiserende nederlag. Det er naturligvis det rene opspind, med mindre Tyrkiet kan ses som en vestlig aktør. Skulle en kritik af Vesten bringes op, så måtte det være, at Vesten undlod at træde i karakter i konflikten og overlod banen til russerne.
Men Kocharyans narrativ lyder præcist som Kremls narrativer om vestlig indblanding i Ukraine, Belarus, Rusland selv med mere, og dermed melder Kocharyan sig som en mand, Kreml kan regne med, ligesom man for længst har lært at sætte pris på Pashinyan, der altid møder Kreml med passende underdanighed.
Kremls indflydelse i Armenien har ingen skade taget af valget, men det armenske demokrati er vingeskudt. I 2018 blev Pashinyan hele Armeniens premierminister, i går blev han premierminister for halvdelen af den armenske befolkning. Med sit solide flertal behøver han ikke række ud til andre politiske kræfter i parlamentet, men vælger han den kurs, så sætter han demokratiet i Armenien på spil og kan ende med, som franskmanden Maximilien Robespierre en dag måtte sande, at revolutioner har det med at fortære sine egne. Skal Pashinyan vise statsmandskab, må han anerkende det nationale traume og behovet for at forsone sig med nederlaget.
Samtidig burde både USA og EU overveje, om det ikke var helt naturligt, at Armenien kan regne med andre til at forsvare sig end Rusland og Putin, når nu landet er lukket ind som en kristen enklave omgivet af regionale muslimske magter og autokratier som Tyrkiet, Iran og Aserbajdsjan.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.