Konsekvenserne af syv-otte år med dyb økonomisk krise har gjort Spanien til en oplagt kandidat til at få et populistisk parti på højrefløjen, således som stort set resten af Europa oplever i øjeblikket fra Ungarn og Polen i øst over Østrig og Grækenland til Holland og Frankrig i vest. Men trods stigende ulighed mellem rige og fattige, rekordhøj arbejdsløshed og et indvandringstal, der langtfra er dalene, er Spanien gået fri.
Men hvorfor har Spanien ikke noget parti til højre for det moderate, konservative regeringsparti Partido Popular, når alle de andre store lande i Europa har det?
Det spørgsmål satte Carmen González Enríquez, der er professor i statskundskab, sig for at undersøge. Hun har i mange år studeret indvandringsforhold – både i Spanien og internationalt. Og netop indvandrerne er den gruppe, der andre steder får skylden for krise og kriminalitet. Så hvorfor ikke også i Spanien, hvor 14 procent af befolkningen er udlændinge? I en ny rapport, som Spaniens vel nok mest ansete tænketank Real Instituto Elcano har udgivet, giver Carmen González Enríquez svaret.
Og det er arven fra diktaturet under Francisco Franco, ”som har vaccineret spanierne mod højrenationalistiske idéer, fordi diktaturet var en dårlig erfaring,” mener professoren, der er tilknyttet tænketanken som senioranalytiker.
Spanien har ellers alle ingredienser til, at et parti på den yderste højrefløj kunne få succes: høj arbejdsløshed, masser af indvandrere og stor ulighed. Kan Franco-diktaturet, der døde med tyrannen for mere end 40 år siden, virkelig spille en afgørende rolle?
”Franco-tiden er stadig præsent i det spanske samfund, fordi over halvdelen af befolkningen levede under diktaturet. Den overdrevne brug, Franco-styret gjorde af nationale symboler som flag, hymne og patriotisme, har skabt en modvilje blandt nutidens spaniere mod nationale symboler. For eksempel er der mange, der stadig forbinder det spanske rød-gule flag med Franco-tiden. Den historiske hukommelse har betydet, at der ikke er basis for at skabe et parti, der slår på den spanske identitet og nationalfølelse,” forklarer Carmen González Enríquez og fortsætter:
”Opdelingen af landet i 17 selvstyrende regioner og især cataloniernes og baskernes selvstændighedstrang har forstærket antipatien over for den spanske identitet. Folk er mere regionalpatrioter end nationalpatrioter. Det er meget sjældent at se et spansk flag i de to oprørske regioner. Kun da det spanske fodboldlandshold vandt EM-slutrunderne i 2008 og 2012 og også blev verdensmestre i 2010, var det første gang i demokratisk tid, vi så noget, der lignede national spansk stolthed.”
Andre lande i Europa har jo også haft diktaturer og fascisme?
”Forskellen er, at arven fra disse regimer i Tyskland, Italien og Grækenland stort set er væk, fordi de ligger for langt tilbage i tiden. Man skal huske på, at her – og i Portugal – var der et totalitært regime i fire årtier indtil midten af 1970’erne.”
Men hvorfor oplever Europa denne optur af populisme og højrenationalisme netop nu?
”Folk er utrygge over for fremtiden. De er bange for terrorisme og er begyndt at se negativt på globaliseringen. Kina stormer frem, mens Europa kører i slæbegear med lav økonomisk vækst. Europa har været vant til at regere verden sammen med USA, men nu ser vi, at Kina, der førhen kun leverede billig arbejdskraft, er blevet en skarp konkurrent blandt andet på det teknologiske område.”
”Det har skabt en generel pessimisme over for fremtiden og en følelse af, at næste generation kommer til at leve dårligere end os. Og det er ikke sket før i nyere tid.”
Er vores værdier og demokratiske tankegang ligefrem ved at komme i fare?
”Det, mener jeg, er at skyde over målet. Der er blot tale om et tilbageskridt på nogle områder som indvandringspolitik.”
”Jeg er sikker på, at Marine Le Pen i tilfælde af, at hun i foråret bliver valgt til præsident i Frankrig, vil være meget mere moderat i praksis, end når hun som Front Nationals leder tordner mod indvandrere, EU og globaliseringen. Og hvis hun virkelig gør alvor af sin trussel om at føre Frankrig ud af EU, vil hun ikke blive valgt næste gang. Erfaringen med disse højrenationale populister virker som en vaccine mod, at de gentager sig.”
I tidligere kommunistiske østlande som Polen og Ungarn er højrenationalismen også stærk?
”Det skyldes, at disse lande oplevede kommunismen som et regime, der var påført dem udefra. Og derfor reagerer befolkningerne i dag med at stemme på højrenationale partier.”
Ældre spaniere dør, og Franco-tiden vil komme længere og længere væk. Vil det kunne bane vejen for et højrenationalistisk parti?
”Der er en risiko, men ikke på kort eller mellemlangt sigt. Hukommelsen lever ikke kun i personerne, der har oplevet tiden, men også hos deres børn. De er påvirket af, hvad deres forældre har fortalt, og af de værdier, de har lært i skolen. Så jeg tror, at den antinationale arv, flovheden over nationale symboler, vil overleve i lang tid efter, at de sidste spaniere, der kan huske Franco-styret, er væk.”
Populismen har ikke manifesteret sig til højre, men derimod til venstre, nu da protestpartiet Podemos er vokset til det næststørste parti i meningsmålingerne. Hvordan kan det være?
”Det er rigtigt, at Podemos er populistisk i den forstand, at partiets leder, Pablo Iglesias, harcelerer mod de etablerede partier og systemet. Men Podemos har ellers intet til fælles med de højrenationale partier ude i Europa. Det er hverken fremmedfjendsk eller modstander af EU og globaliseringen, i hvert fald er det ikke protektionistisk.”
”At indignationen over krise og ulighed har manifesteret sig til venstre i Spanien hænger nok sammen med, at størstedelen af vælgerne befinder sig omkring midten eller til venstre for den. Resten – og det er altså så mange, at det konservative Partido Popular har kunnet regere i over fem år – befinder sig lidt til højre for midten. Men der er stort set ingen støtte til yderfløjene.”
”Højrenationalistiske forsøg på at udnytte krisen er blevet en fiasko. Et nyt parti, Vox, har stillet op til de seneste valg. Men det har ikke fået nogen mandater i parlamentet og er nu nærmest gået i opløsning. Ifølge det statistiske institut, CIS, opnår alle grupper og partier på den yderste højrefløj, deriblandt det Franco-nostalgiske parti Falangen, tilsammen under én procent af stemmerne.”
Er spanierne mere solidariske over for indvandrere end andre europæere?
”Både ja og nej. Generelt skyder spanierne ikke skylden for krise og arbejdsløshed på indvandrerne. Og immigration er ikke blandt spaniernes største bekymringer. Men samtidig viser undersøgelser, at der er utilfredshed med det store antal udlændinge (som nævnt cirka 14 procent af befolkningen, red.), og at det kunne motivere til dannelsen af et parti, hvis budskab var at reducere antallet af indvandrere. Men det sker ikke.”
Kan det skyldes, at spanierne helt op til begyndelsen af 1970’erne selv måtte emigrere for at skabe sig et bedre liv, og at mange unge i dag må tage til udlandet for at finde jobs?
”Det argument hørte man især i starten af 00’erne, da der kom millioner af migranter til Spanien. Men en undersøgelse, jeg lavede for nogle år siden, viste faktisk, at netop familier, hvor et eller flere medlemmer måtte emigrere i 1950’erne og 1960’erne, er de mest intolerante over for de nytilkomne. De er utilfredse med, at migranterne her får en bedre behandling, end de selv modtog i blandt andet Tyskland og Frankrig i sin tid.”
Kan spaniernes tro spille en rolle?
”Den katolske kirke har ganske givet præget spaniernes holdning. Kirkens budskab var fra starten at hjælpe og legalisere migranterne. Og kirken var meget åben over for især de latinamerikanske migranter, som var trosfæller, og som den sikkert betragtede som potentielle nye medlemmer. Så der er ingen tvivl om, at spaniernes katolske rødder har spillet ind, selvom mange vender kirken ryggen og kun kommer til gudstjeneste ved højtider ligesom andre europæere.”
Du nævner i rapporten, at spaniernes EU-begejstring er en faktor?
”Spanierne følte under diktaturet, at deres land var isoleret og tilbagestående både politisk, økonomisk, socialt og kulturelt i forhold til resten af Europa. Så det at komme ind i den europæ- iske varme igen betød meget for den spanske selvfølelse og stolthed. Begejstringen for Europa er stadig meget stor, og i dag er det få, der skyder skylden for krisen på EU.”
Der er tilsyneladende iberisk forbrødring på dette område, for Portugal er også en undtagelse i Europa?
”Ja, situationen og historien er parallel i Portugal, som også havde fire årtier med diktatur under Salazar. Begge lande kom i EF samtidig i 1986 og har haft dybe økonomiske kriser, stor arbejdsløshed og mange indvandrere, men altså ingen reaktion i form af et højrenationalt parti,” siger Carmen González Enríquez.