En fempunktsplan med blandt andet krav om våbenhvile og udsending af en forhandler til at mægle i konflikten, som har kostet over 700 demonstranter livet i Myanmar siden kuppet den 1. februar.
Det var, hvad der kom ud af weekendens møde mellem de 10 lande i Asean, Sammenslutningen af sydøstasiatiske lande, hvor kupgeneralen Min Aung Lhaing til mange myanmareres fortrydelse repræsenterede deres land.
På det efterfølgende pressemøde mente regeringscheferne fra nabolandene, at det var en fin plan, de var nået frem til.
”Det var mere, end vi havde ventet. Og godt, at han ikke afviste det, der blev lagt frem af mig og mine kolleger,” lød det fra Malaysias premierminister, Muhyiddin Yassin, om generalen.
Derimod var repræsentanter fra Myanmars skyggeregering absolut ikke imponerede over udkommet af mødet i Indonesiens hovedstad, Jakarta. Den nydannede nationale samlingsregering NUG, National Unity Government, består af regeringsmedlemmer fra den fængslede Aung San Suu Kyis parti, NLD, og desuden repræsentanter for landets etniske minoritetsgrupper. De havde forgæves forsøgt at komme med til mødet.
”Asean må være klar over, at juntaen er vant til at lyve over for sin egen befolkning og det internationale samfund. Vi byder engagementet velkommen, men det er nødt til at være meningsfuldt, så det får en reel indflydelse på situationen – ellers er det spild af tid. Kravet fra Asean om at gøre en ende på volden er nødt til at blive fulgt op af en konkret handlingsplan,” udtalte U Moe Zaw Oo, viceudenrigsminister i NUG til det myanmarske nyhedsmagasin Irrawaddy.
I Myanmar er det på det seneste blevet længere mellem de voldelige sammenstød mellem demonstranter og militæret. Men der foregår stadig en intens klapjagt på offentligt ansatte, der nægter at arbejde for juntaen, og ligeledes på aktivister, der har stået for organiseringen af de mange strejker og protestaktioner. Det har Kasper Steensgaard, der er burmesisk gift og bor i en provinsby tæt på Mandalay, oplevet på tætteste hold.
”Jeg er ret trist til mode, for forleden nat lavede soldater razzia og anholdt nogle af mine venner. De stormede simpelt hen ind i huset klokken et om natten – uden dommerkendelse eller noget. Den ene af dem er læge, og som mange andre nægter han at arbejde for militærstyret og havde forsøgt at skjule sig,” fortæller han.
”Min nabos hus blev også gennemsøgt, fordi nogen havde fortalt, at han husede aktivister. Det er totalt langt ude, men juntaen har lavet en tilføjelse til straffeloven, paragraf 505, der handler om at opildne til oprør, og det giver dem ret til at lave den slags razziaer,” forklarer Kasper Steensgaard på en krypteret forbindelse fra Myanmar, hvor danskeren i 10 år har haft et rejsebureau.
Han fortæller også, at mange af hans lokale venner på grund af denne forfølgelse ikke længere tør blive i storbyerne, men flygter ud i landet. En lærer fra en nærliggende skole ville tilbage til sin hjemegn i Kachinstaten tæt ved grænsen til Kina og tilslutte sig oprørshæren KIA, Kachin Indepence Army.
”Jeg har hørt, at KIA rekrutterer folk som aldrig før, og at de har sat rekruttiden ned fra ni til tre måneder, så de hurtigere kan få folk indrulleret i oprørshæren, der tæller omkring 10.000. Men ellers vil jeg sige, at det stadig er den ’civile ulydighedsbevægelse’, der virker, og gør juntaen mere og mere desperat. For selvom flere butikker og banker nu er åbnet, fungerer store dele af samfundet stadig ikke, og det begynder efterhånden at gøre rigtig ondt på befolkningen,” forklarer Kasper Steensgaard.
Det kan den danske ambassadør i Myanmar, John Nielsen, nikke genkendende til. Produktion af både fødevarer og andre fornødenheder er mange steder gået delvis i stå, og det betyder mangel på basale madvarer og dermed også prisstigninger. Og som han siger, er det en katastrofe for et land, hvor mange millioner nu på rekordtid risikerer at blive sendt tilbage til absolut fattigdom efter 10 år med sociale og økonomiske fremskridt.
”Mange fabrikker i byerne er lukket, og nogle brændt ned, og det betyder, at flere hundrede tusinde har mistet deres arbejde og ikke aner, hvor de skal få penge fra til dagligvarer. I Yangon har vi de sidste par uger kunnet se rigtig mange forlade byen, fordi de søger tilbage til deres familier ude på landet, hvor de har en bedre chance for at klare sig. Alt det kommer oveni en covid-krise, der også gik hårdt ud over økonomien, og derfor begynder vi at kunne se tegn på en humanitær krise,” siger John Nielsen.
Flere observatører har påpeget, at Myanmar måske også snart befinder sig på randen af en borgerkrig. Blandt andet fordi repræsentanter fra skyggeregeringen har opfordret folk i de store byer til at tage hjem til de områder, de kommer fra, og tilslutte sig de bevæbnede etniske grupper. Det kan udvikle sig til en sprængfarlig cocktail.
Ambassadøren mener dog ikke, at en borgerkrig er lige om hjørnet.
”Der bliver ganske rigtigt udkæmpet lokale krige i de randområder, hvor etniske minoriteter i årevis har kæmpet for uafhængighed. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Men i en skærpet situation som den her, hvor hverken juntaen eller de politiske aktivister vil give sig, kan det udvikle sig til værre og større væbnede konflikter. Og det vil selvfølgelig på længere sigt kunne risikere at destabilisere hele samfundet,” lyder vurderingen fra John Nielsen.