Den dansende folkemængde er allerede beruset af glæde, men bryder ud i en euforisk jubel, da højtalerne på lastvognens lad foran begynder at sprudle med en hoppende og knasende sprød basgang, der kan sætte selv de stiveste hofter i sving. Popsangen fanger essensen af at være homoseksuel i et traditionelt land.
”Jeg er anderledes end de andre børn. Jeg er anderledes. Jeg elsker mig selv. Noget er anderledes ved mig,” synger K-pop gruppen Itzy på hittet ”Dalla Dalla” på en blanding af engelsk og koreansk.
Havet af regnbueflag og glimmermakeup bølger op og ned i takt med rytmen, og mennesker i alle afskygninger skråler med på omkvædet. Om bord på lastvognen står unge mennesker klædt ud som Jesus og danser ko-reograferet til sangen, der også bliver spillet med jævne mellemrum fra de 11 andre lastvogne, der udgør Seouls prideparade anno 2019.
Men ikke alle er lige glade for dagens fest. Fra sidelinjerne råber en kvinde ind i en lille medbragt megafon, at homoseksualitet er en synd. En mand læner sig op ad et stort trækors og ser med skuffede øjne på vognen med ”Rainbow Jesus” skrevet på siden i flerfarvede bogstaver. En kvindelig Jesus danser på ladet.
Paraden er højdepunktet på den årlige Seoul Queer Culture Festival, og i år er den større end nogensinde før. Ifølge festivalens arrangører er 80.000 mennesker på gaden for at minde koreanerne om, at seksuelle minoriteter findes og har brug for anerkendelse. Homoseksualitet er lovlig, men der er ingen love, der straffer diskrimination i form af for eksempel hadforbrydelser.
”Jeg synes, at regeringen er langsom til at guide den offentlige stemning. Når regeringen viser en klar holdning og fordømmer diskrimina- tion, så tror jeg, at forandringerne vil ske meget hurtigere,” siger Ryu Minhee, en advokat, som kæmper for LGBT-rettigheder i Sydkorea gennem advokatforeningen Hope and Law (Håb og lov).
Generelt er der en del regeringer i Asien, det kunne gøre det bedre, mener Ryu Minhee, som også arbejder for at forbedre homoseksuelles rettigheder over hele Asien som bestyrelsesmedlem i den asiatiske afdeling af den internationale organisation for homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter, Ilga.
”Indonesien, Brunei, Singapore; der er det ikke nogen god situation. Vi vil ikke pege fingre ad en bestemt religion, for det ville være en dårlig strategi. Vi forsøger blot at opfordre regeringer til at fordømme diskrimination og vold,” siger hun.
Ifølge Ilga er der 21 lande over hele Asien, der geografisk strækker sig fra Libanon til Japan, hvor homoseksuelle akter er decideret ulovlige. I hovedparten af disse lande er den største religion islam, selv hvis man fraregner Mellemøsten. Over hele regionen er religion en grundsten i modstanden, mener en forsker.
”Religion er en af de vigtigste drivkræfter bag anti-LGBT-bevægelser. Hvor der i Malaysia og Indonesien er tale om islamistiske fundamentalister, er det i Sydkorea og Taiwan mere ekstreme kristne grupperinger,” siger Jung Minwoo, som skriver en ph.d. om LGBT-rettigheder i Asien på University of Southern California.
I sin research ser han ofte, at disse bevægelser kæmper imod at give homoseksuelle flere rettigheder. Måden, de udtrykker sig på, er gennem protester mod for eksempel prideparader, som bliver organiseret af religiøse grupper, siger han. Et andet eksempel er det islamistiske ”dydspoliti”, der ser det som sin opgave at håndhæve de love, der forbyder homoseksualitet.
”Gennem dydspolitiets arbejde marginaliseres homoseksuelle i religiøse miljøer i for eksempel Malaysia,” siger Jung Minwoo med henvisning til, at homoseksualitet er ulovligt i det sydøstasiatiske land.
Forskerens resultater bliver genkendt af Leow Yangfa, direktør for Oogachaga, en LGBTQ+-forening i et af de andre lande, hvor homoseksualitet er forbudt ved lov.
”Singapore er et multireligiøst land, og vores forfatning er sekulær. Men når det så er sagt, er der særlige segmenter i Singapores samfund, som føler, at de kan bruge deres religion som en tilgang til LGBT-fællesskabet. Vi ved, at den største modstand mod LGBT-miljøet kommer fra folk, som siger, at det sker i selvforsvar for deres religion,” siger han.
Det største problem, som religion medfører i forhold til personer med anderledes seksuel orientering, er den såkaldte omvendelsesterapi, mener han. Eksempelvis bliver homoseksuelle indlagt og behandlet for at ændre deres seksuelle præferencer og blive omvendt til heteroseksuelle.
”Jeg nægter at kalde det terapi, fordi det er ikke terapi. Det er traumatisk. Så jeg kalder det omvendelsestrauma, og det foregår i Singapore, selvom man andre steder i verden opfatter det som uetisk og skadeligt. Vi ved, at disse såkaldte terapeuter kommer fra religiøse baggrunde, både kristne og muslimske,” siger Leow Yangfa.
Selvom der er modstand mod LGBT-rettigheder flere steder i Asien, er der også mange eksempler på et ændret syn. I september sidste år omstødte Indiens højesteret straffelovens paragraf 377, som siden kolonitiden havde kriminaliseret homoseksualitet. Det var en stor sejr i LGBT-miljøet, der i 24 år havde forsøgt at få paragraffen underkendt. Og i Indien er ikke det noget særsyn.
Da Singapore var en britisk koloni, blev den administreret fra Indien og arvede derfor en del indiske love, herunder straffelovsparagraf 377. Så Leow Yangfa håber, at den indiske udvikling også kan smitte af på Singapore, hvor der i øjeblikket kører to sager, som forsøger at få omstødt paragraffen.
”Vi må vente og se, om det bliver succesfuldt, men vi er alle håbefulde,” siger han.
Den utvivlsomt største sejr for seksuelle minoriteter i Asien skete dog i Taiwan den 17. maj. Som det første sted i Asien legaliserede landets forfatningsdomstol ægteskaber mellem to personer af samme køn.
”Jeg stod foran parlamentet fra klokken halv ni om morgenen til halv fire om eftermiddagen. Folk var meget begejstrede, de brød ud i gråd og krammede, da de hørte afgørelsen,” fortæller den taiwanske designer Hong Guo-fung om den historiske dag.
Han stod op klokken fire den morgen for at rejse med tog fra den sydlige del af øen og op til hovedstaden, Taipei, så han kunne stå foran retsbygningen og vise sin støtte. Regnen silede ned det meste af dagen, men Hong Guo-fung og de flere tusinde andre aktivister blev stående under paraplyer og regnslag.
”Jeg var der med min kæreste, vi har kæmpet sammen for det her i 10 år, så da vi hørte beslutningen, blev vi utrolig rørte og begyndte at græde,” siger han.
De første homoseksuelle par er allerede blevet viet i Taiwan, efter at præsident Tsai Ing-wen den 24. maj underskrev den nye lov, som fastsætter rammerne for homoseksuelle ægteskaber. Nogle af de nygifte par fortæller dog om, at der stadig er diskrimination og usikkerhed for fremtiden, men for folk som Hon Guo-fung er legaliseringen et vigtigt symbol.
”Mange unge (homoseksuelle) studerende føler sig presset og forfulgt, nogle begår endda selvmord. Men efter denne afgørelse går staten endelig ud og anerkender LGBT-folk, selv hvis deres familier, venner og andre folk ikke kan lide det. Med denne beslutning føler vi, at vi stadig har en fremtid. At vi stadig har håb,” siger han.
Ifølge Kina er Taiwan ikke et land, men en region, der hører under Kina. Derfor har Kinas styre ifølge nyhedsbureauet Reuters set sig nødsaget til at slå fast, at Taiwans legalisering ikke gælder for fastlands-Kina, og at den officielle kinesiske definition af ægteskab stadig omhandler en mand og en kvinde.
Men Taiwans legalisering har sat noget i gang i regionen, og blot to uger efter den taiwanske afgørelse begynder japanske aktivister også at juble.
”Det er en historisk dag for Japan! Et lovforslag, der skal lovliggøre homoseksuelle ægteskaber, er blevet fremsat for parlamentet af oppositionspartierne i dag,” skriver Kazuhiro Terada, der står i spidsen for ngo’en Equal Marriage Alliance (Alliancen for lige ægteskaber) i en e-mail til Kristeligt Dagblad.
”Det er usandsynligt, at den nuværende konservative regering vil stemme for, men det er et kæmpe skridt fremad,” skriver han.
Ryu Minhee, den sydkoreanske advokat og aktivist fra Ilga, tror også, at Japan bliver det næste land i Asien, der legaliserer homoseksuelle ægteskaber. Hun vover at være forsigtig optimist, når det kommer til udviklingen i Asien generelt, fortæller hun.
”Tingene skrider fremad. Jeg har gjort det her i syv år, og hvert år sker der noget spændende. Jeg havde for eksempel ikke turdet tro, at Taiwan ville ligestille ægteskaber for syv år siden. Vi rykker os fremad hurtigere, end mange tror,” siger hun.
I sydøstasiatiske lande som Vietnam og Cambodja bliver prideparaderne større år for år, hvilket er en god indikator på homoseksuelles status i landet, mener Ryu Minhee.
I 2015 indførte Nepal en revideret grundlov, der blandt andet sikrede ligestilling og legal beskyttelse mod diskrimination på baggrund af seksuel orientering. Derudover er det nu muligt at foretage et legalt kønsskifte, så man kan få sit foretrukne køn anført på sine identifikationspapirer.
Men der er også tilbageskridt. I april i år strammede Brunei straffeloven med risiko for dødsstraf for homoseksuelle akter mellem mænd og op til 10 års fængsel for kvinder. I nabolandene Malaysia og Indonesien frygtede LGBT-organisationer, at myndighederne ville lade sig inspirere og introducere lignende straffe, skriver CNN.
Bruneis nye lov medførte et internationalt opråb, hvor amerikanske kendisser opfordrede folk til at boykotte det lille land. Efterfølgende har Bruneis udenrigsministerium understreget, at der i praksis ikke vil blive idømt dødsstraf, da det ville kræve ”to personer af meget høj moralsk stand og fromhed” som vidner, men sådanne er ”svære at finde i disse tider”, skriver BBC. Men for aktivisterne handler det om symbolikken. Om man er støttet af sin regering, eller om man er uønsket i sit eget land.
”Regeringer har en pligt til at beskytte deres folk. Så de skal kæmpe imod dårlige oplysninger, og de skal kæmpe imod vold. Vores regering kan ikke engang skrive en enkelt linje på Twitter. Jeg tror, det ville være nok. Det ville vise, at de anerkender os,” siger Ryu Minhee.