Assad i ny offensiv

Konference om en våbenhvile i Syrien er udsat på ubestemt tid, mens USA og Rusland forsøger at overtale parterne til at deltage

En repræsentant for oprørsgruppen Den Islamiske Stat Irak og Levanten forsøger at hverve lokale i Aleppo til kampen mod det syriske styre. –
En repræsentant for oprørsgruppen Den Islamiske Stat Irak og Levanten forsøger at hverve lokale i Aleppo til kampen mod det syriske styre. –. Foto: Karam al-MasriAFP.

Millionbyen Aleppo er i alarmberedskab. Seks af den syriske bys største oprørsgrupper har besluttet at indstille deres interne kampe i et forsøg på at bremse præsident Bashar al-Assads hær, der i øjeblikket forsøger at genindtage stillinger omkring byen i den nordlige del af landet mod grænsen til Tyrkiet. Assad får hjælp af den libanesiske, shiamuslimske bevægelse Hizbollah og enheder fra den iranske revolutionsgarde.

Regimets styrker, der er ledsaget af Hizbollah, irakere og iranere, angriber byen fra nord og øst. De nærmer sig nogle af Aleppos største boligområder, siger den syriske aktivist Mohammed Nour.

LÆS OGSÅ: Mellemøsten er ved at gå i opløsning

I øjeblikket kontrollerer Assads hær lufthavnen i Aleppo og det østlige Safira-område, som er en del af oprørernes forsyningslinje fra byen Hama syd for Aleppo.

De nye kampe omkring Aleppo blusser op, mens USA og Rusland forsøger at overtale parterne til at deltage i en konference i Genève i Schweiz, hvor målet er at opnå en våbenhvile. Konferencen var oprindeligt planlagt til at finde sted i denne måned, men er nu udsat på ubestemt tid. Det er til stor frustration for blandt andre Den Arabiske Ligas generalsekretær, Nabil al-Araby.

Vi er deprimerede over, at det ikke har været muligt at fastsætte en dato for konferencen og lave en liste over deltagerne, siger Nabil al-Araby.

Saudi-Arabien og Golfstaterne støtter de forskellige jihadgrupper i den syriske opposition, mens vestlige lande støtter Den Frie Syriske Hær. Sidstnævnte har erklæret sig villig til at deltage, når der fastsættes en dato for konferencen i Genève.

Kampene ved Aleppo har siden begyndelsen af november ifølge oppositionskilder dagligt krævet op mod 60 dødsofre. Når resten af landets tabstal tilføjes, er den daglige rate i øjeblikket på omkring 100 dødsofre. Det samlede dødstal for krigen er officielt 110.000 personer lige nu. De uofficielle tal er væsentligt højere.

Aleppo er hærget og udmattet af næsten tre års krig. Det er næsten ikke til at overskue, hvem der kæmper mod hvem, siger den lokale biskop Antoine Audo til Vatikanets nyhedsbureau, Fides.

Under oprørernes kontrol har især Aleppos kristne befolkning lidt under de al-Qaeda-tilknyttede organisationer, der har oprettet mindre såkaldte shariaområder i byen. Nu frygter de, at byen vil blive ramt af langtrukne og voldsomme kampe, som da den syriske hær tidligere i år rettede et angreb mod byen al-Qusayr i det sydvestlige Syrien tæt ved grænsen til Libanon. Slaget ved al-Qusayr var det første større slag, hvor Assads hær fik omfattende støtte fra Hizbollah og iranske enheder.

En sejr til præsident Assad i Aleppo vil betyde, at regimet kan svække oppositionens kontrol i den nordlige del af landet og især de vigtige forsyningsruter, oprørerne bruger mellem Tyrkiet og Aleppo. Den tyrkiske grænse har i løbet af det seneste halvandet år været det vigtigste indrejsepunkt for de fremmede krigere, der kommer til Syrien for at kæmpe på oprørernes side.