Prøv avisen

Assad vil knægte det østlige Ghouta for enhver pris

Ødelæggelserne er massive i Ghouta, som her er fotograferet fra et regeringskontrolleret område i Damaskus. – Foto: AFP/Ritzau Scanpix

I næsten tre uger har den syriske præsident med russisk støtte bombarderet den sidste store oprørskontrollerede enklave i det centrale Syrien. Trods internationale krav om en våbenhvile falder bomberne stadig tæt, mens de stadig mere desperate indbyggere prøver at råbe verden op

Mandag gav det syriske regime endelig FN og de internationale nødhjælpsorganisationer lov til at køre forsyninger ind til de 400.000 civile under bombardement og belejring i det østlige Ghouta. Men allerede inden konvojen kom af sted, havde regimet konfiskeret 70 procent af al medicin og andre hospitalsforsyninger fra lastbilerne. Inden dagen var omme, havde de fortsatte bombardementer taget yderligere dusinvis af menneskeliv.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, iværksatte den 18. februar en voldsom bombe-offensiv imod det østlige Ghouta. Selvom FN’s Sikkerhedsråd har krævet 30 dages våbenhvile, så humanitær hjælp kan bringes ind i området, har Ruslands præsident Vladimir Putin i stedet erklæret en såkaldt humanitær pause. Fem timers pause i bomberegnen hver dag. Søndag forklarede Assad journalister i Damaskus, at der ikke er nogen modsætning imellem våbenhvile og fortsatte angreb:

”Der er ingen modstrid imellem våbenhvile og militære operationer. Den syrisk-arabiske Hærs fremskridt i Ghouta i går og i forgårs skete netop under denne våbenhvile. Operationen i Ghouta er en direkte fortsættelse af vores kamp imod terrorismen flere steder i landet,” slog Assad fast.

Han henviste til, at regimestyrkerne netop havde indtaget en række centrale landsbyer i østlige Ghouta. De konstante bombardementer og indsatsen fra regimets landstyrker er en del af en plan, der inden for få dage – muligvis inden denne avis bliver trykt – vil skære området over i to dele. Og det er begyndelsen til slutningen for den store oprørslomme øst for Damaskus, som regimet i over fem år har holdt belejret.

Oprindeligt var der over en million indbyggere i de mange landsbyer, byer og landbrugsområder, der samlet kaldes det østlige Ghouta. Ifølge FN anslås området i dag at huse omkring 400.000 civile syrere og flere væbnede oprørsgrupper.

Bashar al-Assad synes overbevist om, at hans flyvevåbens upræcise tøndebomber udelukkende kastes imod de væbnede islamiske styrker som Jaysh al-Islam (Islams hær) og andre, der befinder sig i det østlige Ghouta. Stemmer i den syriske regering mener ifølge det syriske stats-tv, at civile bliver dræbt, fordi islamisterne – terroristerne i den officielle sprogbrug – bruger dem som menneskeskjolde. Samme statsstyrede tv påstår også, at de mange videoer af børn, der bliver gravet ud af betonbrokker i Ghouta, er falske. De er, siger speakerne på syrisk tv, optaget uden for Syrien af kræfter, der vil vælte regimet.

Efter den første uges intense bombardementer erklærede organisationen Læger uden Grænser, at læger og syge-plejere i Ghouta var tvunget til at arbejde døgnet rundt og i mangel af søvn, faciliteter og medicin ikke havde noget realistisk håb om at kunne redde de mange sårede, der blev bragt ind:

”Vores samariterstation blev bombet. Så flyttede vi den til et andet sted. Det sted blev også bombet. Da det skete, løb reddere og lokale folk til stedet for at hjælpe med at grave mennesker ud fra brokkerne, og så var det, at der kom endnu et bombeangreb på nøjagtig det sted, hvor alle menneskene var samlet. Vi havde omkring 100 sårede og ikke noget sted at behandle dem,” sagde en lokal mandlig feltlæge i det østlige Ghouta for to uger siden til Læger uden Grænser.

Hans ord fik generaldirektør for Læger uden Grænser Meinie Nicolai, der som uddannet sygeplejerske har arbejdet i flere konfliktzoner, til at udtale, at hun er ”knust over at høre læger og sygeplejersker i Ghouta fortælle, at de har 100 sårede og ingen hospitaler, fordi de netop lige er blevet bombet”. Sammen med de hundredvis af dræbte og tusinder af sårede er mindst 13 felthospitaler blevet bombet sønder og sammen.

Deana Lynn er en amerikansk kvinde. Hun bor med sin mand og deres otte børn i det østlige Ghouta. Tidligere på ugen forklarede hun til den amerikanske tv-station ABC, at familien er blevet i Syrien og i det østlige Ghouta, fordi det er deres hjem. Og fordi hun – indtil regimets seneste offensiv – følte, hun kunne gøre en forskel ved at undervise i engelsk og dermed være med til at ændre tingene i Syrien. Hun appellerede til de amerikanske seere om hjælp:

”Vi, de civile, bliver bombet. Det har været et helvede på jord, som FN’s generalsekretær siger. Missilerne og bomberne kommer uafbrudt. Vi sidder i kælderen to etager nede, der er ingenting dernede. Vi må løbe op for at gå på toilettet og lave mad på et brændekomfur. Når bomberne kommer, samler jeg mine børn om mig, og så lægger vi os på gulvet. Jeg har små børn. De græder, de er sultne og vil have en kiks, som de plejer. Det har været meget, meget hårdt. Hvis nogen kan gøre noget, så hjælp os,” sagde hun, mens bragene kunne høres i baggrunden.

Krigen om verdens opmærksomhed udkæmpes også på de sociale medier.

En gruppe aktivister i det østlige Ghouta har indledt en kampagne, de kalder ”Ana Aish” – Jeg lever stadig. De opfordrer alle i området til at uploade videoer af sig selv, sige deres navne og tilføje: ”Jeg lever stadig!”.

Twitter flyder over af smertelige beskrivelser:

”Situationen er så hård her, at ord ikke kan beskrive det. Vi har allerede siddet 14 dage i kælderen uden mad, uden drikke, uden medicin. Børnene er sultne, vi har ingen bleer, ingen mælk, ingen babymad, ingenting. Er der ikke nogen i verden, der kan hjælpe os?”, spørger en kvinde hyllet i betonstøv fra de mange udbombede huse i området på et videoklip optaget i en mørk kælder.

Der kommer også hver dag nye videoer og billeder af glade kønne børn omdannet til lig på blodige snavsede gulve. Ugens mest sigende billede var et af to spædbørn: hver lille afsjælede krop pakket i en hvid plasticpose fra FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. En tom nødhjælpspose blev deres ligklæde.

Også den russiske propagandamaskine kører på Twitter:

”Der lyder falske beskyldninger om ’hospitalsbombninger’, efter at syriske tropper har nedkæmpet pro-amerikanske grupper,” tweeter den russiske tv-station RT uden yderligere forklaring.

Andre tweets fra samme station håner USA og Vesten:

”Det Hvide Hus beskylder Rusland for at ’bombe civile’ i det østlige Ghouta, med ’20 bombetogter’ pr. dag.”

”Velkommen til endnu en udgave af det vestlige anti-Assad-politiske teater, nu i #Ghouta.”

Afstanden mellem Moskvas hån og den frygt, menneskene i det østlige Ghouta lever med, afspejles af en 27-årig fotograf, Muhammed, der bor og fotograferer i det østlige Ghouta. Han fortæller det amerikanske nyhedsmagasin Time om dagen den 6. februar. En dag, hvor han besluttede ikke at arbejde med at tage billeder på hospitalet, efter at han fik at vide, at medlemmer af hans egen familie var blandt dagens ofre.

Men frygten forhindrede ham i at finde ro:

”Jeg lå på min seng og tænkte over de dårlige nyheder, jeg ville få, når jeg vågnede. Det var den længste nat i mit liv. Lige før jeg lukkede øjnene, hørte jeg et kæmpe brag. Så stod jeg op og tog alligevel hen på hospitalet. Langt de fleste af de sårede var børn. Jeg tog derhen, fordi jeg havde brug for en undskyldning for at forlade mit hus og loftet, der blev ved med at glo på mig. Alle lofter over hovedet på mig er dræbervåben.”

Beboere i Ghouta flygter under en pause i kamphand- lingerne. – Foto: Abdulmonan Eassa/AFP/Ritzau Scanpix