Forestil dig, at du levede i et land, hvor du følte dig tryg. At du levede i et land, hvor dine åndelige og materielle behov blev opfyldt. At du levede i et land, hvor regeringen beskyttede dig. Og at du levede i et land, hvor du regnede med at blive boende altid. Lige indtil den dag, hvor en krig ændrede alt.
Den dag kom i november sidste år for Norna og Katia, mor og datter. I en forstad til Damaskus, Syriens hovedstad, levede de som kernefamilie med far, mor, tre søskende og en bedstemor. Faderen var mekaniker, 25-årige Katia arbejdede for et medicinalfirma, og hendes ene bror var tjener. Nu har ingen af dem arbejde.
LÆS OGSÅ: Hjælp Syrien: Millioner er på flugt i den værste humanitære katastrofe i nyere tid
For omkring et år siden tog krigen til i styrke i og omkring Damaskus. Der var daglige skyderier, og bombenedslagene kunne høres tættere og tættere på deres lejlighed. Den syriske hær var overalt.
Den hær, som tjener den præsident, som familien støtter. For ifølge landets kristne indbyggere beskyttede præsident Bashar al-Assad og hans styre, som er forhadt af mange syrere og er foragtet af størstedelen af det internationale samfund, de kristne. Og det er netop, hvad familien var og er. Som kristne følte de det ikke længere sikkert at blive boende i Damaskus, for hvad nu hvis islamistiske oprørsgrupper fik kontrol over hovedstaden?
På den baggrund satte faderen en novemberdag sidste år sin familie ind i en taxa med kurs mod det sydlige Libanon. Selv blev han i Damaskus et par måneder for at passe på familiens møbler. De er nu solgt. Og nu er familien rykket til byen Zahle midt mellem Beirut og Damaskus, som de flygtede fra. Her håber de på hjælp fra den kristen-ortodokse assyriske kirke i byen.
Vi er i sikkerhed nu, det er det vigtigste. Vi var tilfredse med regeringen, for vi blev beskyttet og havde rettigheder. Vi gik i kirke og kunne være ude til klokken tre om natten, uden at der skete noget. Det hele ændrede sig med krigen, og nu håber vi bare på, at situationen i Syrien engang kan blive, som den var, fortæller Norna og Katia.
LÆS OGSÅ: Afmagt i verdens næststørste flygtningelejr
Familien med Norna og Katia, som ikke ønsker deres efternavne i avisen af frygt for angreb fra Assad-modstandere, er en af omtrent 1000 kristne familier, som nu lever i Zahle.
Byen med omtrent 50.000 indbyggere anses som en kristen by i et muslimsk område. Kirkespir og Jesus-figurer rager op i bybilledet, og i byens assyriske kirke er biskop Safar bekymret for flygtningestrømmen. Der er ikke boliger nok, og de flygtninge, som har lejet sig ind i simple betonbygninger, kæmper med månedlige lejepriser, som stiger fra 200 amerikanske dollars til 500 dollars.
Biskop Safar, som byder inden for i kirkekomplekset, er ikke meget for at tale om de kristne flygtninges tilhørsforhold til præsident Assad og hans styre, men siger:
De levede godt under regimet og levede i fred. De bebrejder ikke regimet noget. Det var ikke sådan, at de støttede personen Assad, men hans regering beskyttede dem, og hvem vil ikke gerne leve i fred?
Det vil Nora og Katias familie, og derfor har de opsøgt den kristne kirke i Zahle. Kirken har hjulpet omkring 200 familier, hvoraf flere lever kort derfra. Som mange af de flere end 720.000 syriske flygtninge i Libanon lever også de kristne i simple, overbefolkede betonbygninger i landets byer. På den måde er flygtningesituationen i Libanon knudret og kompleks. Her er ingen store teltlejre, hvor FN og humanitære organisationer kan yde massenødhjælp og danne sig overblik over flygtningekrisens omfang.
Det gør hjælpearbejdet særdeles vanskeligt, mener generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, som har besøgt flere flygtningeområder i Libanon de seneste dage.
De kristne, jeg har mødt, føler sig som lus mellem flere negle. De tør ikke lade sig registrere i Libanon af frygt for forfølgelse, og derfor opsøger de kirkerne. De er en presset minoritetsgruppe, men den generelle situation i Libanon er også voldsomt presset.
Og den tegner til at blive værre. Flygtningestrømmen fra Syrien fortsætter, de libanesiske lokalsamfund er overbelastede, og om få måneder er det vinter.
Mange steder kan her blive ned til 10 minusgrader, så der er akut brug for hjælp. Flygtningene lever i huse uden varme, så tæpper og ovne skal frem nu, siger Henrik Stubkjær.
Få minutters kørsel fra kirken i byen Zahle lever 41-årige kristne Janet Fahda og hendes mand i en treværelses lejlighed uden varme. I lejligheden bor også to andre familier. Lige nu bekymrer hun sig ikke om vinteren, for alt i hendes liv er ændret. Hun var velstillet i Syrien med både en lejlighed og et hus på landet. Den personkarakteristik passer på mange syriske flygtninge i Libanon, for det er både under-, mellem- og overklassen, som flygter fra krigen.
Janet Fahda kom til Libanon for en måned siden efter allernådigst at være sluppet gennem grænsekontrollen. Hun havde både penge, et sted at bo i Libanon, og hendes mand var der allerede. De mange andre syrere, som ikke kunne præsentere samme adgangsbilletter, blev sendt tilbage i det borgerkrigshærgede land. Siddende på den seng, som fylder halvdelen af hendes og mandens værelse, sammenfatter Janet Fahda sin situation.
Jeg føler mig forvirret og fortabt. Jeg er uden land og uden hjem. Jeg er jo en flygtning. Det hele er anderledes nu.
