Prøv avisen

Assyrisk kristne har en lang forfølgelseshistorie bag sig

Flygtede assyriske kristne fra Syrien fejrer julegudstjeneste med den assyriske menighed i den libanesiske hovedstad Beirut. Foto: Anwar Amro

Den assyriske kirke ser sig selv som den første kristne kirke uden for Palæstina. Men de assyriske kristne har også altid været et mindretal

Mindst 90 assyrisk kristne er blevet bortført af Islamisk Stat fra landsbyen Tel Hmar i det nordlige Syrien, men det er langtfra første gang, den assyriske kirke oplever overgreb.

Faktisk er det kendetegnende for den assyriske kirke, at den har været forfulgt næsten hele sin levetid. Først efter år 451 af den østlige ortodokse kirke, der havde hovedsæde i Konstantinopel (det nuværende Istanbul), og senere af stort set alle andre, der er kommet til det mellemøstlige område gennem historien, såsom araberne, mongolerne, den romersk-katolske kirke, tyrkerne i Det Osmanniske Rige og i dag terrorgruppen Islamisk Stat.

Den assyriske kirke forstår sig selv som den første kristne kirke uden for Palæstina. Den regner sin grundlæggelse tilbage til år 37, da apost-lene Peter og Paulus kom til byen Antiokia (i dag Anta-kya), der dengang lå i Syrien, men i dag ligger i Tyrkiet, forklarer Peter Lodberg, lektor på Afdeling for Teologi, Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet og blandt andet forsker i kirke og politik i Mellemøsten.

”I år 451 ved det fjerde økumeniske koncil i byen Kalkedon i Tyrkiet blev den assy-riske kirke splittet fra den græsk-ortodokse kirke på grund af uenighed om Kristi to naturer. Derfor tilhører den assyriske kirke den del af kirkefamilien, der hedder orientalsk-ortodokse kirker,” siger Peter Lodberg.

Ifølge Peter Lodberg lever der omkring 250.000 assyrisk kristne i Mellemøsten.

Kommer man som dansk kristen til at opleve en assyrisk gudstjeneste, vil man ikke være i tvivl om, at man har en fælles kristendom, hvor evangeliet står i centrum, og hvor der er dåb, nadver, bønner, salmesang og velsignelse. Men samtidig er det en gudstjeneste med en messende klang i gudstjenesteformen, og hvor nadveren står helt centralt. Man synger bønnerne, og menighedens medlemmer slår korsets tegn i forbindelse med gudstjenesten. Det er almindeligt, at præsten bøjer sig foran alteret, så hans pande rører gulvet og derefter rejser sig og kysser den røde dug på alteret. På den måde er der en stærk kropslighed og sanselighed forbundet med det assyriske trossamfund, fortæller Peter Lodberg.

”De elementer, vi kender fra en kristen gudstjeneste i folkekirken, vil også være i den assyriske kirke, men hele stemningen vil være ander-ledes. Deres gudstjeneste er ikke bygget op som en prædikengudstjeneste, hvor der skal være stilhed, fordi man skal lytte til evangeliet og prædiken. Den assyriske kirke er meget livlig og sanserig, og det er vigtigt med røgelsen. Som menighed er man mere tilskuer til et ritual, end man er deltager, men der er alligevel en stor grad af andægtighed og tilstedeværelse i gudstjenesten,” siger Peter Lodberg.

Derudover lægger det assyriske trossamfund stor vægt på at fejre gudstjenester på Jesu eget sprog, nemlig på sproget aramæisk.

Der har gennem tiden været meget forvirring om, hvordan man skelner mellem en assyrisk kristen og en syrisk kristen. Forvirringen går tilbage til englændernes koloniperiode, hvor de begyndte at beskæftige sig med den assyriske kirke og det religiøse i Syrien. Kolonimagten omtalte den assyriske kirke som den syriske kirke.

Udtrykket blev brugt af nationalistiske grupper, som ønskede at betone, at den assyriske kirke var Syriens officielle kirke. Men i 2000 bestemte synoden i kirken, at den assyriske kirke skulle være den officielle titel, idet man gerne ville understrege, at man kommer ud af en tradition, der går tilbage til assyrisk sprog og kultur, som er den aramæiske.

Der findes en anden syrisk kirke, nemlig den syrisk-katolske kirke, der i 1600-tallet begyndte at anerkende paven i Rom som sit kirkeretslige overhoved. Den har stadig ortodoks liturgi og gudstjenestefejring, men den er anerkendt af paven som en del af den katolske kirke, og derved har man altså to forskellige kirkesamfund.

Taler man om en syrisk kristen, er det blot en kristen fra Syrien, ligesom en dansk kristen er en kristen fra Danmark.

”Så det er egentlig et forsøg på at betone den assyriske kirkes lange kulturer og tradition som den ældste kristne kirke. Det er med til at markere et bestemt kristent kirkesamfund i Syrien,” siger Peter Lodberg.