Prøv avisen

Asteroide på størrelse med lastbil suser forbi Jorden

En kæmpe asteroide susede tæt forbi Jorden lørdag - Nasa har styr på langt de fleste store asteroider

En asteroide på størrelse med en mindre lastbil bevægede sig i løbet af lørdagen tæt på Jorden som den seneste i en række større rumlegemer, der har snurret rundt i relativ nærhed af Jordens atmosfære.

Rumlegemet, som har fået navnet 2013 LR6, blev opdaget af den amerikanske rumadministration (Nasa) en dag før, den var tættest på Jorden. Det skete 105.000 kilometer over det sydlige Tasmanien ved Australien.

Den 15. februar i år eksploderede en asteroide i atmosfæren over Tjeliabinsk i Rusland. Den sårede 1500 mennesker, da ruder sprang og mure rystede.

Samme dag passerede en anden stor asteroide blot 27.700 kilometer fra Jorden.

- Der er en teoretisk risiko for en kollision mellem asteroider og Jorden, siger astronom Gianluca Masi hos Virtual Telescope Project.

Nasa fortæller, at det har fundet omkring 95 procent af de store asteroider - dem som har en diameter på over en kilometer - med en bane, som bringer dem relativt tæt på Jorden.

Et himmellegeme på den størrelse ramte Mexico for godt 65 millioner år siden, hvilket medførte klimaforandringer, som menes at have udryddet dinosaurerne og andre livsformer på Jorden.