Prøv avisen

AstraZeneca: Vi undersøger de konkrete sager med bivirkninger

AstraZeneca er efter ønske fra europæiske sundhedsmyndigheder ved at opdatere deres produktinformation.

Vaccineproducenten AstraZeneca er i samarbejde med myndighederne ved at opdatere produktinformationen om mulige bivirkninger af deres vaccine.

Og de "arbejder allerede for at forstå de konkrete sager, epidemiologien og mulige mekanismer, der kan forklare disse ekstremt sjældne tilfælde".

Det oplyser medicinalvirksomheden i en pressemeddelelse efter onsdagens melding fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.

EMA sagde tidligere onsdag, at de ser en mulig forbindelse mellem AstraZenecas covid-19 vaccine og sjældne tilfælde af en kombination af usædvanlige blodpropper med et lavt antal blodplader.

AstraZeneca skriver, at dere covid-19-vaccine tilbyder modtageren et højt niveau af beskyttelse mod coronavirusset.

Over 34 millioner mennesker i Storbritannien og EU har modtaget vaccinen fra AstraZeneca, skriver virksomheden i pressemeddelelsen.

/ritzau/