35-årige Astrid sætter livet på spil som sygeplejerske i krigszoner

Astrid Opstrup er sygeplejerske hos Læger uden Grænser og lever skiftevis med krig som bagtæppe og hjemme i de trygge rammer i Danmark. Det skaber en dobbelthed i tilværelsen, men hun insisterer på at være en del af begge verdener

Astrid Opstrup ses her på skadestuen i Mosul sammen med en lille dreng, som var indlagt i næsten to måneder, efter at han blev reddet ud af murbrokker og var blevet hjerneskadet. Drengens familie troede, at han var død, indtil de så et billede af ham på Facebook. Her er han tilbage på afdelingen til et kontrolbesøg med sine bedsteforældre. —
Astrid Opstrup ses her på skadestuen i Mosul sammen med en lille dreng, som var indlagt i næsten to måneder, efter at han blev reddet ud af murbrokker og var blevet hjerneskadet. Drengens familie troede, at han var død, indtil de så et billede af ham på Facebook. Her er han tilbage på afdelingen til et kontrolbesøg med sine bedsteforældre. — . Foto: Læger uden Grænser.

Der er helt stille i den gamle lejlighed på Vesterbro i København, hvor Astrid Opstrup bor, når hun vel at mærke er i Danmark. Hendes værelse er malet i en varm abrikosfarve, og der står tændte stearinlys på bordet. Roen står i skærende kontrast til de seneste fire måneder, som den 35-årige sygeplejerske har brugt i Mosul i Irak blandt skudsalver og bombeangreb som udsendt for Læger uden Grænser, efter at Islamisk Stat var blevet fordrevet fra storbyen, hvor dens nu stadig mere trængte kalifat blev udråbt.

I det østlige Mosul stod Astrid Opstrup for genopbygningen af en skadestue, og når arbejdsdagen var slut, og holdet var kørt tre timer tilbage til en by i Irakisk Kurdistan, hvor de boede, brugte hun som regel aftenen i fælleskøkkenet med en kollega. De lavede ikke meget andet end at sidde, høre musik og kigge på hinanden. Så trætte var de, fortæller Astrid Opstrup, som nyder stilheden i sit hjem. Hun står i køkkenet og er i gang med at skolde to kopper, inden hun hælder kaffe i dem. På den måde holder den sig ekstra varm, forklarer hun og går i gang med at skumme mælk i en gryde. Når hun er i Danmark, vil hun altså have god kaffe.

Astrid Opstrup sætter sig ind ved spisebordet i det abrikosfarvede værelse med den varme cappuccino og begynder sin fortælling om, hvorfor hun byttede Rigshospitalets stuer ud med borgerkrige, en ebola-epidemi og sønderbombede byer.

”I virkeligheden er det jo en lille smule vanvittigt at tage af sted til krigsramte steder. Selvfølgelig er det det. Men så møder man en masse mennesker, som har brug for, at man er der, og så giver det mening,” forklarer hun.

Det har ikke altid været en drøm for Astrid Opstrup at rejse ud i verden som sygeplejerske. I 2008 blev hun færdiguddannet og fik job på neonatal-afdelingen på Rigshospitalet, og hun var egentlig rigtig glad for jobbet, men efter et par år kom tanken alligevel snigende: Var det livet? Skulle hun altid bare gå rundt på Rigshospitalet? Det skulle hun ikke, nåede hun frem til, og tre år senere har den berejste sygeplejerske i dag været udsendt for Læger uden Grænser seks gange.

Et informationsmøde hos Læger uden Grænser satte nemlig skub i hendes udlængsel, og da hun opfyldte kravene, blev hun sendt af sted i 2014 til Centralafrikanske Republik, hvor der var – og stadig er – borgerkrig.

Al Khansaa-hospitalet ligger i det østlige Mosul i Irak og er blevet ødelagt af bomber. Astrid Opstrup og hendes team fra Læger uden Grænser har været nede for at hjælpe det lokale sundhedspersonale med at genopbygge skadestuen og intensivafdelingen. —
Al Khansaa-hospitalet ligger i det østlige Mosul i Irak og er blevet ødelagt af bomber. Astrid Opstrup og hendes team fra Læger uden Grænser har været nede for at hjælpe det lokale sundhedspersonale med at genopbygge skadestuen og intensivafdelingen. — Foto: Læger uden Grænser

”Jeg var sindssygt nervøs. Især fordi det hele foregik på fransk, og det var 15 år siden, at jeg havde talt fransk. Og det var også rigtig hårdt. Pludselig står man i et afrikansk land, som ikke er Sydafrika og safari, men et land i krig,” fortæller hun hovedrystende.

”Det tog fire timer bare at lære at bruge sikkerhedsradioen, som man skulle have på sig 24 timer i døgnet.”

Men selv under borgerkrig kan man etablere en hverdag.

”Man var hele tiden konfronteret med krigen i kraft af patienterne, som alle har en historie om, at de har mistet nogen, men da jeg fik en dagligdag i gang og stod med patienter foran mig, så var det mennesket, der var i fokus. Krigen trådte i baggrunden, fordi jeg var der af en grund.”

Da Astrid Opstrup kom hjem efter to måneder, ville hun af sted igen. Sådan gik det slag i slag, indtil hun sagde op for at skrive kontrakt med Læger uden Grænser; en kontrakt, der går ud på, at hun er udsendt tre måneder ad gangen og hjemme i mellemtiden.

Men udover at hun i dag nyder freden i sit hjem, som hun altid har gjort rent og pænt, så hun kan hoppe på hovedet i seng, når hun kommer hjem, var det i begyndelsen hårdt at komme hjem igen til Danmark.

”Det lyder som en kliché, at man kommer hjem fra Afrika og synes, at alle i-landsproblemer er ligegyldige, men det er nøjagtigt sådan, det er,” fortæller hun.

”Jeg kom tilbage på Rigshospitalet, hvor alt er rent og fungerer, men hvor folk alligevel ikke er tilfredse. Det var svært, men det nytter jo ikke noget hele tiden at sige, at det er meget værre i Afrika. Selvom det er det,” siger hun.

Efter at Astrid Opstrup sagde op på Rigshospitalet, er det blevet lettere at komme tilbage til Danmark, fordi hun ved, at hun skal af sted igen.

Når hun kommer hjem, plejer hun at tømme kufferten i en skuffe, og så er hun klar til at rykke ud igen efter en obligatorisk pakkekrise. Kun én ting ved hun, at hun skal have med: ”Harry Potter” som e-bog.

”Jeg elsker ’Harry Potter’, og især på de første missioner læste jeg meget i dem. Jeg kender bøgerne så godt, så det er en måde at overgive mig til en verden, som jeg kender. Det er hyggeligt at læse, og når jeg er på mission, orker jeg ikke altid at læse en ny bog, hvor jeg ikke kender handlingen,” siger hun.

Bag hende i reolen står alle syv bind af ”Harry Potter” på række, og på sengen ligger et nyindkøbt eksemplar af bind tre til hendes nevø. Han får et nyt bind hvert år.

På natbordet ligger til gengæld journalist Puk Damsgårds nye bog ”Den sorte kat i Mosul”.

”Jeg var i tvivl, hvorvidt jeg skulle læse den eller ej. Og jeg bliver nødt til at holde pauser, fordi det kommer så tæt på. Jeg har stået på den anden side og haft med de syge at gøre, så bogen føles meget personlig for mig,” fortæller hun.

I juli blev hun sendt til Mosul, og indtil videre er det det sted, hvor Astrid Opstrup har oplevet mest militær og flest kalasjnikov-geværer, men hun var ikke bange for at tage af sted.

”Jeg er sjældent nervøs inden en mission. Der har jeg allerede taget en beslutning om, at hvis Læger uden Grænser har besluttet, at jeg kan tage derhen, så er det sikkert nok. Der er en risiko, men den er jeg bevidst om og har taget stilling til.”

I det østlige Mosul skulle hun hjælpe det lokale sundhedspersonale med at gen-opbygge en skadestue og en intensivafdeling.

”Det motiverede befolkningen og personalet, at vi var der for at hjælpe, og det er derfor, jeg rejser ud; fordi det betyder noget, og det gør en forskel for folk. Man kan ikke redde hele verden, og det koster noget at være der, for mange mennesker dør. Men der er også mange, som overlever, fordi vi er der.”

Når man er midt i en krigszone, bliver det virkeligt på en helt anden måde, fortæller Astrid Opstrup.

”Det kommer meget tæt på, fordi man møder den almindelige befolkning. Man kan ikke tænke på bomber hele tiden, men det lurer konstant, for alle, jeg behandler, har en relation til krigen.”

Og så får man nogle særlige venskaber, siger hun og fortæller med et stort smil om holdets tolke i Mosul.

”Vores tolke var unge kvinder, som havde været i gang med en universitetsuddannelse, inden universiteterne lukkede. Kvinderne havde siddet lukket inde i deres hjem (under IS, red.) de seneste tre år, men nu kunne de endelig komme ud, prøve at gøre en forskel og møde andre mennesker. De havde så meget at give af og så mange historier at fortælle,” siger hun og tilføjer, at hun stadig er i kontakt med flere af dem.

For selvom det er blevet lettere at komme hjem til Danmark, er det svært at give slip på den sidste mission.

”Jeg har brugt de første tre uger på at tale med dem, som stadig er i Irak. Det er svært at lægge væk, og jeg skal huske mig selv på, at det også er vigtigt at komme hjem,” siger hun og gyser lidt med en henvisning til det kolde vejr.

Astrid Opstrup har allerede været henne for at skrue op for radiatoren og taget sutsko på, og temperaturen er ganske vist tættere på frysepunktet end på de 45 grader, det var i Mosul for tre uger siden.

Men hjem skulle hun altså, selvom det på et tidspunkt føltes, som om at det gav mere mening at være i Mosul end at skulle hjem til lillesøsterens 30-årsfødselsdag, forklarer hun.

”Det var vigtigt at komme hjem, og jeg vidste, at det var ekstra vigtigt for min søster, at jeg var med denne dag. Jeg har ikke lyst til at leve et liv, hvor jeg ikke har noget i Danmark. Jeg vil gerne begge dele. Hvis jeg ikke har noget godt herhjemme, så bliver det heller ikke godt ude,” slår hun fast.

Hun kan dog godt mærke omkostningerne ved at rejse meget.

”Jeg er mindre til stede, når jeg er hjemme. Jeg burde være til stede dér, hvor jeg er, men det er svært at komme ned i gear. Mit stressniveau er stadig meget højt, men jeg er både meget opmærksom på det og på ikke at drive for langt væk fra Danmark.”

I perioder kan Astrid Opstrup mærke, hvordan de mange missioner har ændret hende.

”Når børn dør herhjemme, er det trist og sørgeligt, men man har dog gjort alt, hvad man kunne for dem. Det er ikke, fordi de er blevet skudt eller bombet som i Mosul. Børn er krigens største ofre, og jeg kan mærke, at de oplevelser sidder i mig og har forandret mig,” siger hun og fortæller om en lille dreng, der blev bragt til den irakiske skadestue efter at have trådt på en mine.

Han havde forbrændinger over hele kroppen, granatsplinter i huden og kunne ikke røre sig, fordi han havde så ondt. Det eneste, de kunne give ham, var panodiler.

Omvendt ved hun ikke, om hun kan vende tilbage til et dansk hospital. Astrid Opstrup kan ikke glemme dem, der havde brug for hjælp. Blandt andet en lille dreng, som hun skulle tilse, efter at han var blevet gravet fri fra et bombet hus i Mosul. Drengen var bevidstløs og hjerneskadet, men efter tre uger vågnede han pludselig. Han kunne ikke sige noget og vandrede hvileløst rundt på gangene og græd. Efter en måned lagde personalet endelig et billede af drengen på Facebook, og en onkel genkendte ham. Familien havde troet, at drengen var død og kom for at hente ham. Efter et par uger kom bedsteforældrene tilbage for at få drengen til et tjek.

”Det var en helt anden dreng, der kom på besøg. Han smilede og var faldet til ro,” fortæller Astrid Opstrup smilende.

”Ham glemmer jeg ikke.”