Svensk asylchef: Integration er den største udfordring

”Vi havde rustet os til, at der skulle komme flere end normalt, men at der pludseligt kom fem gange så mange, var der ingen, der havde troet,” siger Mia Lejonqvist, chef for en svensk institution for uledsagede flygtningebørn, et år efter den store tilstrømning for alvor tog fart

35-årige Atefa Alizade flygtede sidste år med sin familie fra Afghanistan til Sverige. Selvom familien får tilråb fra andre flygtninge, fordi de er kristne, glæder hun sig over livet i Sverige. Atefa Alizade roser de svenske myndigheder for at hjælpe ofrene fra krigen i Mellemøsten og håber på, at de vil sætte mere personale ind for at holde orden på asylcentrene, nu hvor trykket fra flygtningestrømmen er løjet af. –
35-årige Atefa Alizade flygtede sidste år med sin familie fra Afghanistan til Sverige. Selvom familien får tilråb fra andre flygtninge, fordi de er kristne, glæder hun sig over livet i Sverige. Atefa Alizade roser de svenske myndigheder for at hjælpe ofrene fra krigen i Mellemøsten og håber på, at de vil sætte mere personale ind for at holde orden på asylcentrene, nu hvor trykket fra flygtningestrømmen er løjet af. – Foto: Ulrik Strøjer Kappel

Efter uger med op mod 2000 nyankomne asylansøgere om dagen holdt den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, i slutningen af november sidste år et pressemøde og sagde, at grænsen var nået.

Sammen med en grådkvalt vicestatsminister Åsa Romson fremlagde han en historisk stram asylpolitik med grænsekontrol til nabolandene og midlertidige opholdstilladelser til asylansøgere.

Forinden havde medarbejdere i asylmyndigheden, Migrationsverket, advaret om, at sygemeldingerne slog rekord, og at det var hverdag, at medarbejdere gik grædende til og fra arbejde.

I den lille by Kopparberg i Midtsverige oplevede 51-årige Mia Lejonqvist de hektiske måneder som leder af byens hjem for uledsagede flygtningebørn. Institutionen har 24 faste pladser, og hun fungerer både som administrativ leder og almindelig medarbejder med daglig kontakt til beboerne. På HVB Bergsgården kom der hver uge mellem 10 og 15 nye til, og børnene blev stuvet sammen tre til fire på hvert værelse, selvom mange led af traumer.

”Vi havde rustet os til, at der skulle komme flere end normalt, men at der pludseligt kom fem gange så mange, var der ingen, der havde troet. Selv i de rum, hvor der knap er plads til én seng, måtte vi putte flere ind,” forklarer hun.

På trods af kaosset fortæller Mia Lejonqvist, at der var en fælles kampånd blandt personalet, som gjorde, at det lykkedes at klare de akutte behov. Den største udfordring var at berolige børnene.

”Situationen var anspændt, og vi hørte om, at der mange steder blev sat ild til kommende asylcentre, så jeg frygtede, at det ville ske her. Hver dag, når jeg kom hjem, tænkte jeg, at det ikke kunne blive værre, og næste dag var der pludselig endnu flere, vi skulle finde plads til. Vi prøvede, så godt vi kunne at forklare, hvad der skete og hvorfor, men både personalet og børnene var bekymrede,” siger hun.

I dag er mange af flygtningene flyttet til nyoprettede centre, hvilket betyder, at de lavpraktiske problemer er væk, men tilbage venter den vanskeligste opgave.

”Den største udfordring er at integrere de nye og skabe et sammenhold mellem flygtningene og den øvrige befolkning. Vi gør meget for at undervise om, hvordan man ser på køn, ligestilling og demokrati, og langt de fleste lærer det hurtigt. Selv føler jeg, at både pigerne og drengene respekterer mig, selvom jeg er kvinde. Alligevel anerkender jeg, at vi skal blive bedre til at markere, hvad der ikke tolereres i det svenske samfund, og det kræver flere hænder, som forhåbentlig også kommer, nu hvor den værste krise er overstået,” siger hun.

Andrej Kokkonen , der er ph.d. i statskundskab ved Göteborgs Universitet med speciale i etnisk mangfoldighed, mener, at det seneste år har været det mest hektiske i moderne svensk historie.

”Som samfund er Sverige forandret radikalt, og perspektivet er anderledes. Mange gik fra at have tiltro til, at EU kunne løse krisen, til at mene, at Sverige selv måtte træde til og indføre grænsekontrol,” forklarer han.

Migrationsverket brugte længe kræfterne på hver dag at skulle finde nye boliger, og det overskyggede de alvorligste udfordringer, mener Andrej Kokkonen.

”Alt handlede om den akutte belastning af systemet, men debatten om integration og radikalisering fremstod som et luksusproblem. Flere og flere indvandrere ender desværre som socialt udsatte, klarer sig dårligt i skolen og får ikke arbejde, og det var ikke med i billedet dengang,” siger han.

I januar kom det frem, at migranter nytårsaften havde begået overgreb på kvinder i en række svenske byer, og hen over sommeren er debatten om kvindesynet blandt indvandrere gen- rejst, efter at migranter blev mistænkt for at stå bag mindst 30 sager om seksuelle krænkelser ved festivaler.

Senest har over 100 bilbrande siden juni hærget indvandrertunge områder ved storbyerne.

Andrej Kokkonen spår, at det vigtigste politiske spørgsmål i mange år bliver konsekvenserne af indvandringen, hvor flygtningekrisen har haft den positive sideeffekt, at fokus på udfordringerne er øget.

”Det første skridt er at erkende, at der er problemer. Dernæst venter årtiers indsats for at lære indvandrerne det svenske sprog og kulturen. Nøglen til at vende den negative spiral til en positiv udvikling er, at man holder fast og ikke lader, som om der ikke er problemer, og det lader til at være gået op for de fleste politikere,” siger forskeren.

En af dem , der kom til Sverige i de pressede dage sidste år, er 35-årige Atefa Alizade fra Afghanistan.

Hun rejste sammen med sin mand og deres tre børn over Middelhavet i båd og med tog fra København til Malmø.

”Børnene var trætte, og de første dage sov vi i en gymnastiksal sammen med hundredvis af andre. Mange havde ikke sko og ordentlig tøj på, og stemningen var trykket, fordi folk var usikre på, hvad der ville ske,” fortæller hun i dag, hvor familien bor i Gävle nord for Stockholm.

Atefa Alizade har forståelse for, at de svenske myndigheder ikke kunne give flygtningene bedre forhold i den mest pressede tid.

Hun fortæller, at andre asylansøgere brokkede sig over, at der kom flere og flere til.

”Det sværeste var, at man bare sad og ventede, mens dagene gik, og alting omkring os var kaos. Folk havde traumer og vågnede med mareridt om natten, men myndighederne havde ikke ressourcer til at prioritere psykisk hjælp,” forklarer hun.

Årsagen til, at familien flygtede, var, at de ønskede at konvertere til kristendommen og længe var blevet truet i hjemlandet.

Familien blev døbt i foråret, og Atefa Alizade fortæller, at forfølgelsen desværre er fulgt med til Sverige. De har derfor bedt om at blive flyttet til et andet bosted, men er indtil videre blevet afvist.

”Det er fint, at Migrationsverket fortæller om religionsfrihed og kvindesyn, men en af de ting, myndighederne kan gøre for løse mange problemer, er at sætte mere personale ind for at holde ro og orden – særligt om aftenen. Hvis ikke det hjælper, må de acceptere nederlaget og flytte de udsatte beboere, så de kan være i fred,” siger hun.

Familien har ventet 10 måneder på en afgørelse i deres sag, men trods problemerne ser hun lyst på fremtiden.

”Alt er meget bedre i Sverige. Det vigtigste er, at mine børn går i skole, og hvis jeg bekymrer mig om noget, kan jeg gå mig en tur uden at være bange, som jeg var før,” siger Atefa Alizade.J

51-årige Mia Lejonqvist driver asylcentret HVB Bergsgården for uledsagede flygtningebørn. Selvom presset på Sverige sidste år var stort, mener hun, de største udfordringer venter forude i at integrere de mange nye borgere. –
51-årige Mia Lejonqvist driver asylcentret HVB Bergsgården for uledsagede flygtningebørn. Selvom presset på Sverige sidste år var stort, mener hun, de største udfordringer venter forude i at integrere de mange nye borgere. – Foto: Andersson Urban/Polfoto