Udgifterne til modtagelse af flygtninge i den vestlige verden, først og fremmest Europa, blev næsten fordoblet sidste år, og det sender den internationale udviklingsbistand markant i vejret, fordi udgifterne til asylmodtagelse det første år må medregnes som u-landshjælp.
Tal, som OECD, den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, offentliggjorde i går, viser, at den samlede udviklingsbistand steg 6,9 procent fra 2014 til 2015. Så stor en stigning er ikke set siden 2008.
I alt 865 milliarder kroner indberettede de 28 donorlande i OECD som bistand i 2015. Heraf udgjorde udgifterne til modtagelse af asylansøgere knap 10 procent, hvilket er en fordobling i forhold til 2014.
OECD hæfter sig dog ved, at selv uden den markante stigning i asyludgifterne ville der have været tale om en stigning i udviklingsbistanden – ganske vist en beskeden stigning på 1,7 procent – men så meget desto mere opmuntrende i en situation, hvor mange lande har haft ganske ekstraordinære udgifter.
”Landene har været nødt til at finde store beløb til at dække udgifterne til en historisk flygtningekrise i Europa, og de fleste har undgået at tage pengene fra udviklingsprogrammer. Den bestræbelse bør fortsætte. Vi håber også, at der vil blive givet mere bistand til de fattigste lande,” siger Angel Gurría, generalsekretær i OECD, i en kommentar til tallene.
Dan Banik, der er professor med speciale i udviklingsbistand ved Universitet i Oslo, mener dog, OECD’s tal udstiller en generel negativ udvikling.
”Blandt OECD-landene har der igennem de seneste år været en trend, hvor flere udgifter bliver opgjort som bistand, og flere midler øremærkes hjælp til asylansøgere. Der betyder, at det er svært at sammenligne lande, og vanskeligt at overskue, hvor meget der rent faktisk kommer ud over landegrænserne,” siger han.
Dan Banik mener, at fremtiden for den internationale udviklingsbistand afgøres af den globale økonomiske udviklings konsekvenser for det rige Vesten, men også i høj grad af, om man fortsat ser flygtninge strømme til Europa.
”I efteråret sidste år, hvor flygtningekrisen for alvor satte ind, var fokus på, hvordan man kunne hjælpe lokalt i nærområderne, mens der senere er kommet fokus på, hvordan de europæiske lande selv kommer igennem, og hvordan velfærden påvirkes. Derfor er det helt afgørende for bistandens størrelse, om flygtningestrømmen igen stiger,” siger han.
Ifølge den nye statistisk fra OECD ligger Sverige suverænt i toppen med 1,4 procent, målt på den andel af bruttonationalindkomsten, den årlige indkomst for et lands indbyggere, der bruges på bistand. Danmark ligger på 0,85 procent og Norge 1,05 procent af BNI.
Sverige brugte dog sidste år ifølge OECD’s opgørelse 33,8 procent af den totale bistand på udgifter forbundet med modtagelse af flygtninge.
I går meddelte den svenske regering desuden, at man i år vil skære yderligere omkring 3,2 milliarder danske kroner af udviklingsbistanden, hvilket svarer til 12,5 procent. De penge skal også bruges på udgifter forbundet med de omkring 163.000 asylansøgere, landet modtog sidste år.
Magnus Walan, der er politisk rådgiver for den svenske hjælpeorganisation Diakonia, mener, at det er problematisk, at Sverige sminker udviklingsbistanden med udgifter til flere og flere hjemlige områder. Han mener samtidig, at OECD’s beregningssystem er vildledende, og at selve statistikken dermed ikke er retvisende.
”Som udregningssystemet er i dag, er det misvisende. Der er ingen logik i den måde, man opgør det på, hvor udgifter til migranter, der afvises af Sverige eller ikke får asyl, også er med. Det er et problem, at det er så svært at gennemskue og sammenligne de forskellige landes indsatser,” siger han.