Prøv avisen

Atomevakuerede får ingen hjælp

De evakuerede japanere ved det kriseramte atomkraftværk sidder indendøre i hjælpecentre. Men ingen tør køre forsyninger til dem. Foto: Scanpix. Foto: GO TAKAYAMA

De evakuerede japanere ved det kriseramte atomkraftværk sidder indendøre i hjælpecentre. Men ingen tør køre forsyninger til dem

Mindst 200.000 mennesker i området omkring Fukushima-atomkraftværket kan skrive under på det gamle mundheld om, at en ulykke sjældent kommer alene.

Først blev de for en uge siden ramt af det værste jordskælv, der er målt i Japans historie. Lidt efter kom tsunamien, så begyndte køleproblemerne og eksplosionerne på atomkraftværket.

Derpå beordrede regeringen og elselskabet Tepco, der driver atomkraftværket, indbyggere i en zone på 20 kilometer fra værket evakueret. Senere fik indbyggere i en zone på yderligere 10 kilometer besked på at holde sig indendøre.

Nu sidder mange af de godt 200.000 evakuerede så i hjælpecentre, men de får ingen hjælp.

Myndighederne har tilsyneladende ingen plan for at skaffe dem livsnødvendige forsyninger, og der er problemer med at få folk til at bringe dem mad og andet på grund af frygt for at blive bestrålet.

- Regeringen kræver, at vi ikke går ud, men den bringer os ikke hjælp, siger Katsunabu Sakurai, borgmester i en by lige ved evakueringszonen, til den japanske tv-station NHK.

- Lastbilchauffører tør ikke køre ud med mad, tilføjer han.

NHK har haft et reportagehold inde i 10-kilometer-zonen, hvor folk skal blive indendøre. Det er dramatiske billeder.

En del af området er pulveriseret af tsunamien. Mange huse er reduceret til murbrokker. Inde i nogle af husene, som stadig står, formodes der at befinde sig overlevende, der så ikke må gå ud for at hente vand og mad, hvis de da kan få fat på det.

En af de evakuerede fortæller på et hjælpecenter, at ikke alle er kommet væk fra 20-kilometer-zonen. Kvæstede og ældre mennesker, der ikke kunne gå selv, er formentlig ladt tilbage.

Lige uden for zonen er der også problemer. Lokale forsøger at hente hjælp i andre dele af landet, der ikke er ramt af eftervirkninger fra skælv og tsunami, men de har problemer med at få benzin til deres biler.

En anden borgmester har tidligere beklaget sig over for japansk presse over, at lokalbefolkningen ikke fik oplysninger om problemerne på atomkraftværket. De så det på tv, og først derefter kom evakueringsordren.

En mand, der har boet ved Fukushima i mange år, siger til NHK, at Tepco aldrig har holdt evakueringsøvelser med de lokale.