Prøv avisen

Atomkraft-naboer kan vende hjem om en uge

Røg stiger fra Fukushima 1 atomkrafværket efter eksplosionen i dag. Foto: Reuters Tv

De evakuerede beboere ved atomkraftværket i Japan kan vende hjem om cirka en uge, vurderer ekspert

De evakuerede beboere i området omkring det beskadigede atomkraftværk i Japan kan tage tilbage om cirka en uge.

Det vurderer Povl Ølgaard, der er tidligere professor i reaktorfysik og atomkraftteknik ved DTU.

- Jeg vil ikke tro, det varer så længe. Et par dage, måske en uge. De japanske myndigheder er faktisk ret strikse, så det kan godt være, at de vil holde det lidt længere, siger han til Ritzau.

Vurderingen kommer på baggrund af de sparsomme og ikke helt entydige oplysninger om strålingsniveauerne i området, hvor man har evakueret beboere i en radius af 20 kilometer fra atomkraftværket Fukushima 1, der i lørdag blev ramt af en eksplosion efter det voldsomme jordskælv fredag.

- Jeg vil tro, at hvis det passer, at strålingen er ti gange højere end normalt, så vil det ikke vare så mange dage, før de kan komme tilbage, fortæller Povl Ølgaard.

Eksplosionen opstod grundet et fald i niveauet på det vand, der nedkøler reaktoren i atomkraftværket. Dermed lækkede brint ind i rummet mellem bygning og reaktorbeholder, og da brint og ilt mødtes opstod en knaldgaseksplosion.

Povl Ølgaard mener ikke, der vil være strålingsskader af særlig høj karakter, grundet oplysningerne om et relativt lille udslip fra Fukushima 1.

I et tidligere forsøg har japanske og amerikanske forskere undersøgt sygdomsforhold hos japanere, der blev udsat for stråling i forhold til japanere, der ikke blev. Her sås en stigning i cancertilfælde, men ikke i genetiske fejl.

- Men såvidt jeg kan se ud fra de oplysninger, der foreligger, så er strålingerne begrænsede. Så jeg vil ikke tro, der er de store effekter. Men der kan komme nogle ekstra cancertilfælde, siger Povl Ølgaard.

Evakuering er en standard sikkerhedsforanstaltning, man indfører, når der er risiko for, at der kommer udslip.