Lørdag kom meddelelsen, som kan bringe atomvåbenkapløbet tilbage på europæisk jord. Her annoncerede Ruslands præsident, Vladimir Putin, at Rusland nu vil placere taktiske atomvåben i Belarus.
Dagen inden mødtes jeg med Aleksei Samosuev, Belarus' ambassadør i Finland og Danmark, som var i København til møde i Udenrigsministeriet. Her fortalte han om det stadigt tættere samarbejde med Rusland og Belarus:
”Vi er på et nyt niveau med Rusland i unions-processen (Unionen mellem Belarus og Rusland blev etableret i 1999, red.). Integrationen på alle planer skrider frem og nu også for at afskærme os fra EU’s sanktioner mod vores land.”
Det er unionsdrøftelserne, der skaber mulighed for, at Rusland nu kan – og vil – bringe atomvåben til Belarus, således at atomtruslen bringes direkte til den lettiske, litauiske og polske grænse.
Rusland vil give Belarus kampfly og missilsystemer, der kan armeres med atomvåben, og man vil bygge lagerfaciliteter til opbevaring af taktiske atomvåben og – muligvis – også beriget uran.
Det er der ifølge Putin intet usædvanligt i. USA gør det hele tiden og har gjort det i årevis. Det sidste er korrekt. Ifølge det amerikanske Center for våbenkontrol og ikke-spredning (af atomvåben, kemiske våben og biologiske våben) havde USA i 2021 omkring 100 atomvåbensprænghoveder placeret hos Nato-allierede i Europa. USA’s første reaktion har da også været afdæmpet.
Men det er et usædvanligt skridt.
Siden annekteringen af Krim i 2014 har Putin jævnligt på det retoriske plan truet med Vesten med atomvåben.
Nu går Rusland fra retorik til handling om at stationere atomvåben uden for landets egne grænser for første gang i mere end 20 år – det er det nye og tidens tegn.
For det afspejler, at når Rusland løber tør for eskalationsmuligheder, så er og bliver atomvåben en mulighed for at handle, fordi man sammen med USA sidder på 90 procent af denne verdens atomsprænghoveder. Det er et globalt duopol, der stiller USA og Rusland i en position, som ingen anden stat kan udfordre eller indtage.
Rusland har lige nu begrænsede muligheder for at ”gøre gengæld”, når den vestlige alliance beslutter at sende nye våbensystemer til Ukraine, hvilket særligt efter nytår har budt på den ene annoncering efter den anden af avancerede vestlige våbensystemer med kurs mod fronten.
De taktiske atomvåben i Belarus er ikke direkte en del af Ukraine-krigen. Snarere er krigen og den vestlige våbenstøtte i denne sammenhæng en anledning, der handler om noget andet, nemlig om Nato og den geopolitiske konkurrence om territorial indflydelse i Europa.
Russiske atomvåben i Belarus giver Rusland tre gevinster. For det første lægger det pres på Nato-landenes sammenhold. For det andet binder det Belarus endegyldigt til Rusland. For det tredje viser det Østersø-regionen det mest sandsynlige scenarie for det næste årti eller to – atomvåbenkapløb.
Nato-landenes sammenhold udfordres ikke i første omgang. Der er ikke en aktuel trussel mod noget Nato-land. Der er tale om taktiske atomvåben, men hverken mellemdistanceraketter eller ballistiske missiler, der har rækkevidde langt ind i Europa. Det kan det opgraderes til, men det bliver ikke situationen i første omgang.
For Belarus er situationen langt mere alvorlig. Den brutale undertrykkelse af den belarusiske opposition har sendt Belarus entydigt i Ruslands arme og med atomvåben på belarusisk jord har Rusland nu til hver en tid grundlag for at gribe politisk ind i Belarus med henvisning til atomspørgsmålet. Nuklear sikkerhed står fra nu af endegyldigt over politisk suverænitet.
Med Finland og Sverige på vej ind i Nato kan vi i Østersø-regionen kun forvente, at atomvåben vil spille en stigende rolle – med ubåde, skibe, missiler med videre. Østersølandenes eneste beskyttelse mod russisk atomvåbenoprustning er at låne et andet lands atomparaply – her kan kun USA bistå. Det er det næste årtis vanskeligste regionale sikkerhedsdilemma for os.
Den belarusiske ambassadørs opsummering lyder: ”I 2019 havde vi gode relationer med Danmark - samarbejdsprojekter inden for energieffektivitet, landbrug og fødevareproduktion. I dag er det hele brudt sammen, vi lever i parallelle verdener. Og jeg kan ærligt talt ikke se, hvordan denne situation kan forbedres.”
Det sidste med henvisning til de frosne relationer, som krigen har etableret mellem USA og EU på den ene side og Rusland og Belarus på den anden.
Den sidste vurdering er det svært at være uenig i. Det er tidens tegn.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger samt sikkerhedspolitik i Kristeligt Dagblad.