Prøv avisen
Selvmord i familien

Australsk familie får alle til at spørge: Er du o.k.?

Familien Larkin har fået australierne til at spørge ind til hinandens mentale helbred. Her er familien fotograferet i 2010, året efter at Gavin Larkin stiftede sin ngo for at ære sin fars minde, efter at denne havde begået selvmord. Fra venstre er det sønnen Gus, datteren Josie, moderen Maryanne, sønnen Ben og Gavin Larkin. I dag er både Gavin og Gus døde. ”Det hjalp mig og mine to andre børn, Josie, der nu er 17 år, og Ben på 12 år, at vi som familie havde sat noget i vej,” siger Maryanne Larkin i dag. Foto: Privatfoto

Trods ufattelige personlige tragedier har en familie haft styrke og brugt sorgen til at skabe et landsomfattende fællesskab, der husker australierne på, at de skal spørge hinanden, hvordan de har det. For moderen i familien, Maryanne Larkin, har det haft en helende effekt

De var unge, nygifte og forelskede, da tragedien ramte. Hans far tog sit eget liv. Det kom helt uventet. Ingen havde nogen anelse om, at det var så galt, og det kom til at bestemme det unge pars liv.

”Det var ødelæggende. Især for min mand og hans brødre, men også for vores ægteskab,” fortæller Maryanne Larkin om dengang, da hendes 55-årige svigerfar begik selvmord, et år efter at hun var blevet gift med Gavin.

”Vi var nye sammen, var stadig i gang med at finde et fælles ståsted og kendte jo ikke hinanden så godt endnu. Han var helt knust. Det var skræmmende, for han var ikke længere den samme person, og jeg var bange for, om det var slut på vores ægteskab. For jeg kunne slet ikke se, hvordan han og vi skulle kunne komme igennem det,” fortæller hun over telefonen fra Sydney.

”Det kom til at definere vores første år, fordi vi endnu ikke stod på et fast fundament, og fordi sorgen blev ved med at komme tilbage. For eksempel da vi fik vores første barn nogle år efter, så følte Gavin sorg over, at hans far ikke fik ham at se. Jeg tænkte dengang, at det kunne komme til at ændre hele vores liv.”

Og det gjorde det, men også på positiv vis. Familien skulle senere blive ramt igen, ekstremt og ufatteligt hårdt, men ud af tragedien voksede ønsket om at hjælpe andre. Noget positivt blev skabt. På torsdag vil mange australiere tænke på, om der er nogen, de kender, der har brug for en snak. ”RU OK?” Er du o.k.?, spørger de. For takket være familien Larkin er det blevet legitimt og almindeligt at spørge ind til hinanden.

I overmorgen, den 13. september, er det niende gang, at australierne har en ”RU OK? Day”. En kampagne, der med stor succes har lært folk at være opmærksomme på, om nogen i omgangskredsen måske har mentale problemer og brug for omsorg. Gavin Larkin var i 2009 chef for et reklameselskab og vant til at tænke i slogans, da han startede den nu landskendte ngo.

”Jeg ville gerne ære min fars minde og gøre noget, der kunne hjælpe andre mennesker,” fortalte han tilbage i 2011, ”og det var indlysende at vælge at arbejde med forebyggelse af selvmord. Vi lavede sloganet ’En samtale kan ændre et liv’, fordi det faktisk er den ene ting, som vi alle kan gøre for at gøre en forskel. Snakke med folk.”

Men Gavin Larkin gjorde det også for sig selv, fordi han havde det dårligt.

”Jeg havde tre dejlige børn. Jeg havde en vidunderlig kone, som havde støttet mig gennem en horribel tid, hvor det havde været fuldt forståeligt, hvis hun ikke havde gjort det. Vores ægteskab var bedre end nogensinde i vores 15 år sammen. Jeg skulle have været på toppen, men jeg følte mig tom indeni.”

Han følte sig ikke blue, men black, altså helt sort, og ”det skræmte mig virkelig. Jeg begyndte at tænke på, om jeg måske kunne ende med at gøre det samme, som min far. Tage mit eget liv”, forklarede han i en tv-udsendelse på den australske ABC-station.