Prøv avisen
Selvmord i familien

Australsk familie får alle til at spørge: Er du o.k.?

Familien Larkin har fået australierne til at spørge ind til hinandens mentale helbred. Her er familien fotograferet i 2010, året efter at Gavin Larkin stiftede sin ngo for at ære sin fars minde, efter at denne havde begået selvmord. Fra venstre er det sønnen Gus, datteren Josie, moderen Maryanne, sønnen Ben og Gavin Larkin. I dag er både Gavin og Gus døde. ”Det hjalp mig og mine to andre børn, Josie, der nu er 17 år, og Ben på 12 år, at vi som familie havde sat noget i vej,” siger Maryanne Larkin i dag. Foto: Privatfoto

Trods ufattelige personlige tragedier har en familie haft styrke og brugt sorgen til at skabe et landsomfattende fællesskab, der husker australierne på, at de skal spørge hinanden, hvordan de har det. For moderen i familien, Maryanne Larkin, har det haft en helende effekt

De var unge, nygifte og forelskede, da tragedien ramte. Hans far tog sit eget liv. Det kom helt uventet. Ingen havde nogen anelse om, at det var så galt, og det kom til at bestemme det unge pars liv.

”Det var ødelæggende. Især for min mand og hans brødre, men også for vores ægteskab,” fortæller Maryanne Larkin om dengang, da hendes 55-årige svigerfar begik selvmord, et år efter at hun var blevet gift med Gavin.

”Vi var nye sammen, var stadig i gang med at finde et fælles ståsted og kendte jo ikke hinanden så godt endnu. Han var helt knust. Det var skræmmende, for han var ikke længere den samme person, og jeg var bange for, om det var slut på vores ægteskab. For jeg kunne slet ikke se, hvordan han og vi skulle kunne komme igennem det,” fortæller hun over telefonen fra Sydney.

”Det kom til at definere vores første år, fordi vi endnu ikke stod på et fast fundament, og fordi sorgen blev ved med at komme tilbage. For eksempel da vi fik vores første barn nogle år efter, så følte Gavin sorg over, at hans far ikke fik ham at se. Jeg tænkte dengang, at det kunne komme til at ændre hele vores liv.”

Og det gjorde det, men også på positiv vis. Familien skulle senere blive ramt igen, ekstremt og ufatteligt hårdt, men ud af tragedien voksede ønsket om at hjælpe andre. Noget positivt blev skabt. På torsdag vil mange australiere tænke på, om der er nogen, de kender, der har brug for en snak. ”RU OK?” Er du o.k.?, spørger de. For takket være familien Larkin er det blevet legitimt og almindeligt at spørge ind til hinanden.

I overmorgen, den 13. september, er det niende gang, at australierne har en ”RU OK? Day”. En kampagne, der med stor succes har lært folk at være opmærksomme på, om nogen i omgangskredsen måske har mentale problemer og brug for omsorg. Gavin Larkin var i 2009 chef for et reklameselskab og vant til at tænke i slogans, da han startede den nu landskendte ngo.

”Jeg ville gerne ære min fars minde og gøre noget, der kunne hjælpe andre mennesker,” fortalte han tilbage i 2011, ”og det var indlysende at vælge at arbejde med forebyggelse af selvmord. Vi lavede sloganet ’En samtale kan ændre et liv’, fordi det faktisk er den ene ting, som vi alle kan gøre for at gøre en forskel. Snakke med folk.”

Men Gavin Larkin gjorde det også for sig selv, fordi han havde det dårligt.

”Jeg havde tre dejlige børn. Jeg havde en vidunderlig kone, som havde støttet mig gennem en horribel tid, hvor det havde været fuldt forståeligt, hvis hun ikke havde gjort det. Vores ægteskab var bedre end nogensinde i vores 15 år sammen. Jeg skulle have været på toppen, men jeg følte mig tom indeni.”

Han følte sig ikke blue, men black, altså helt sort, og ”det skræmte mig virkelig. Jeg begyndte at tænke på, om jeg måske kunne ende med at gøre det samme, som min far. Tage mit eget liv”, forklarede han i en tv-udsendelse på den australske ABC-station.

Hans kone siger, at det hjalp ham, da han fik idéen til organisationen og begyndte at få den op at køre.

”Set i bagklogskabens lys, så var der måske nogle tegn på, at min svigerfar ikke havde det godt mentalt, men vi var jo unge, og i den alder tror du, at din far er usårlig,” siger Maryanne Larkin.

”Gavin følte selvfølgelig skyld, fordi han ikke havde set det komme, så det var rigtig godt for ham, da han startede RU OK? Han arbejdede sig igennem sorgen for at kunne hjælpe andre, så de ikke skulle opleve det samme forfærdelige,” fortæller hun

”Men så blev han syg.”

Efter at have gået og troet, at han bare var øm i kroppen efter sport, viste det sig, at Gavin Larkin langt fra var o.k.

selv. Han havde lymfekræft. Han gik i gang med kemoterapi, men fortsatte samtidig arbejdet med RU OK?

”Selv om han var syg, blev han alligevel ved, fordi han vidste, at det var vigtigt,” fortæller Maryanne Larkin.

”Og når Gavin mente, at noget var vigtigt, så havde han en virkelig god evne til at få det igennem.”

Han var ikke nem at sige nej til?

”Nemlig. Som en hund med et kødben. Selv da han lå på hospitalet. Jeg forsøgte mange gange at få ham til at give slip, men nej. ’Jeg er nødt til at gøre det,’ sagde han.”

En måned efter at hendes mand havde fået konstateret kræft, blev Maryanne Larkin bekymret for sin ældste søn Gus, dengang 11 år. Hun syntes, at han havde ændret sig, og hans ene øjenlåg var begyndt at hænge. En øjenlæge sendte dem hjem igen, men hun insisterede, og en scanning viste, at drengen havde en hjernesvulst.

”Så de kæmpede sammen,” som Maryanne Larkin siger om far og søn, men de tabte kampen.

Gavin døde i 2011, 42 år gammel, og hendes søn to år efter. Han blev 13 år.

Du blev ramt af det utænkelige?

”Ja. Der er mange, der bruger det ord. Da jeg mistede min mand i september 2011, var Gus allerede meget syg. Han sagde farvel til sin far, vel vidende, at han skulle på den samme rejse,” fortæller hun.

”Men det hjalp mig og mine to andre børn, Josie, der nu er 17 år gammel, og Ben på 12 år, at vi som familie havde sat noget i vej. Intet gør mig mere lykkelig end at vide, at mine børn har den arv efter deres far. Det sætter ham i et særligt lys for dem, og vi bliver konstant mindet om ham. RU OK?-dagen bliver større og større for hvert år, så mindet om ham toner ikke bort, tværtimod.”

Har du selv kunnet bruge RU OK? til at komme gennem sorgen?

”Jeg har prøvet at finde styrke til at repræsentere organisationen, tale ved konferencer og den slags, og det gør min datter også. Det er en bittersød del af historien, at fordi folk er blevet bedre til at spørge andre, så var folk omkring os også gode til at tjekke på mig og børnene og sikre, at vi var o.k. For vi kunne nemt være kommet langt ud.”

”Det har helt klart haft en helende effekt på os. Nu om dage er jeg stolt, når jeg er ude at repræsentere og kan fortælle Gavins historie. Det har hjulpet både mig og børnene, og det betyder meget, at folk kan se det. Det er vigtigt at dele din historie, hvis det kan hjælpe andre.”

”Det afgørende er – som Gavins og organisationens motto – at en samtale kan ændre et liv. Så folk føler, at de har nogen at tale med og bliver set. Jeg er for eksempel med i en løbegruppe, hvor vi fortæller hinanden, hvordan vi har det. Hvis du kan være del af et fællesskab og har folk omkring dig, som du kan tale med, så har du en livline.”

Må jeg spørge, hvordan du selv har det i dag?

”Jeg har det rigtig godt – og tak for at spørge. Det er der nogle, der er bange for at gøre, men det hjælper mig. Ikke at jeg nogensinde vil glemme Gavin og Gus, men det er godt at kunne tale om dem, også med et smil på læben,” siger Maryanne Larkin.8

Gavin Larkin fortsatte med at arbejde for RU OK?, efter at han fik lymfekræft. ”Nogle gange er jeg selv mere gul end T-shirten”, kunne han finde på at sige, men det frivillige arbejde fik førsteprioritet for ham. – Foto: Privat