Det var ikke kun i livet, men også i døden, at sorte og hvide sydafrikanere for enhver pris skulle holdes adskilt under apartheidstyret i Sydafrika.
Et af vidnesbyrdene om apartheidstyrets bestræbelser på at adskille landets sorte og hvide indbyggere i døden er den berømte Avalon Kirkegård i Johannesburg-forstaden, Soweto, som er den største kirkegård i landet.
Så langt øjet rækker, står beskedne gravsten i rækker og geledder. Gult solsvedent græs og spredte træer omkranser gravstenene, og i horisonten spærrer en række lave bakker for udsynet.
Kirkegården optager 187 hektar – et areal, der omtrent svarer til 374 fodboldbaner. Flere end 370.000 mennesker ligger tæt begravet i den tørre, rødbrune jord. Langt de fleste af de afdøde er sorte sydafrikanere. Det skyldes, at Avalon Kirkegård kun var for sorte, dengang den blev indviet i 1972.
Da var apartheidstyret, der blev afskaffet i 1994, på sit højeste, og landets hvide minoritet sad tungt på den politiske og økonomiske magt. Hvide mennesker anså generelt sig selv som overlegne i alle henseender og særligt, når det gjaldt landets sorte indbyggere.
Målet med apartheid var en komplet adskillelse af racerne, og over 200 love regulerede forholdene mellem landets fire såkaldte racegrupper: sorte, ”farvede”, der var af blandet hvid og sort race, asiater og hvide. Adskillelsen betød blandt andet, at sorte, asiater, farvede og hvide sydafrikanere ikke måtte gifte sig eller have seksuelle relationer på tværs af raceskellene, og at de hverken gik i skole eller boede de samme steder.
I 1953 fastslog en lov om ”reservation af separate rekreative områder” også, at de fire grupper heller ikke måtte opholde sig sammen på offentlige steder som for eksempel i parker eller i offentlige transportmidler. Det gjorde sig også gældende efter døden, hvor sorte, hvide, farvede og asiater skulle begraves forskellige steder.
Men Avalon Kirkegård fortæller ikke alene om forholdet mellem sorte og hvide under apartheidstyret. Den vidner også om opgøret med styret.
I 1970’erne og 1980’erne udviklede begravelserne på denne kirkegård sig til en af apartheidmodstandernes mest magtfulde protester mod regimet. Når der fandt en begravelse sted, samledes tusindvis af sorte sydafrikanere og sang forbudte sange og råbte slogans om frihed, indtil de blev jaget væk af sikkerhedsstyrkerne.
En række af de mennesker, der gik forrest i kampen for menneskerettigheder og den voksende modstand mod apartheidstyret, ligger også begravet på kirkegården.
Den yngste af dem er den sorte skoledreng Hector Pieterson (1964-1976). I en alder af blot 12 år blev han skudt og dræbt af politiet under det berømte Soweto-oprør i 1976. Her protesterede sorte skole- og gymnasieelever mod apartheidstyrets nylige beslutning om, at undervisningen i en række fag fremover udelukkende skulle foregå på engelsk og de hvide boeres sprog, afrikaans. Det til trods for, at de færreste sorte lærere og elever kunne tale eller forstå sproget.
Den 18-årige sorte gymnasieelev Mbuyisa Makhubo fandt den dødeligt sårede dreng, løftede ham op og bar ham af sted i sine arme i et forsøg på at skaffe hjælp. En sydafrikansk fotograf indfangede øjeblikket på et sort-hvid billede, der endte med at gå verden rundt og den dag i dag er verdensberømt.
Dengang vakte billedet massiv international kritik af Sydafrika og var med til at gøre Soweto-oprøret til et vendepunkt i kampen mod apartheid.
En af de få hvide, der ligger begravet på Avalon Kirkegård, er den litauisk-sydafrikanske advokat og menneskerettighedsaktivist Joe Slovo (1926-1995).
I mange år var Joe Slovo leder af det sydafrikanske kommunistparti, SACP. Han var ven med Sydafrikas første sorte præsident, frihedsikonet Nelson Mandela, og en af de mest fremtrædende hvide modstandere af apartheidstyret. Joe Slovo var også den første hvide sydafrikaner, der blev medlem af protestpartiet Den Afrikanske Nationalkongres ANC’s øverste komité og er blevet et vigtigt symbol på, at ikke alle hvide sydafrikanere sympatiserede med apartheidregimet.
Ikke langt fra Joe Slovo ligger det første kvindelige medlem af ANC’s øverste komité begravet. Lillian Ngoyi (1911-1980) var en sort menneskerettighedsaktivist, der blev kendt som ”den sorte modstandsbevægelses moder”. Hun blev beskrevet som hård som granit udenpå og blød som smør indeni, og hendes velformulerede og skarpe offentlige kritik og kampånd gjorde hende ildeset blandt landets hvide elite. I midten af 1960’erne erklærede apartheidstyret Lillian Ngoyi for bandlyst og opretholdt bandlysningen i 16 år. Det betød, at hun ikke længere havde lov til at bevæge sig frit rundt, ikke længere frit kunne vælge, hvem hun ville omgås, og at pressen fik forbud mod at citere hende.
Selvom Avalon Kirkegård stadig bliver forbundet med de sorte sydafrikaneres kamp for frihed og ligestilling den dag i dag, er kirkegården også blevet indhentet af Johannesburgs hårdt krimina-litetsplagede nutid.
Avalon Kirkegård har nemlig udviklet sig til et yndet mål for kriminelle, har det sydafrikanske politi gentagne advaret om i de lokale sydafrikanske medier.
Derfor opfordrer politiet til, at indbyggerne i lokalsamfundet færdes mindst to og to og udviser årvågenhed, når de aflægger visit på kirkegården.