Prøv avisen
Interview

Aylan er 30'ernes Nathan, Samuel og Rachel

Flygtningebørn sover på gulvet af et tog på vej fra Budapest i Ungarn til München i Tyskland. Foto: Vladimir Simicek/AFP

Europas kristne identitet er tømt for indhold, når vi nægter at tage imod flygtninge under påskud af, at vi ikke har råd, siger den franske forfatter Guy Sorman. Hans far fandt kun lukkede døre, da han flygtede fra Nazityskland

Aylan i dag, Nathan, Samuel og Rachel i går. For den franske forfatter Guy Sorman er nutidens flygtninge et spejlbillede af historien. Af Europas historie, men også af hans egen som efterkommer af en jødisk flygtning, der undslap jødeforfølgelserne i Tyskland.

Den flygtningekrise, Europa står midt i, er den største siden Anden Verdenskrig. Og dengang som i dag fandt flygtningene lukkede døre og spærrede grænser, påpeger Guy Sorman.

”Aylans, den lille druknede syriske drengs skæbne, er en klar parallel til min fars. Aylans familie fik afslag på asyl i Canada og omkom på vej til Grækenland. Min far, Nathan, overlevede, men han fik også afslag på asyl, først i USA og dernæst i Spanien. Tilfældigheder bragte ham til Frankrig, der ikke gav ham asyl, men heller ikke smed ham ud. Men hans 10 søskende blev deporteret og døde i koncentrationslejre. Hans mor døde af sult i ghettoen i Warszawa,” siger Guy Sorman.

Mellem Hitlers magtovertagelse i 1933 og 1945 flygtede 340.000 jøder fra Tyskland og Østrig. De flygtede til nabolande som Frankrig, Belgien, Holland og Danmark, men også til USA.

Allerede i 1938 var 150.000 jøder flygtet fra Tyskland, og de europæiske lande blev mere og mere modvillige til at tage imod den voksende flygtningestrøm. I 1938 indkaldte den amerikanske præsident Roosevelt til en international konference i den franske by Evian i håb om at fordele flygtningene bedre. Men kun et enkelt land indvilgede i at tage imod et markant højere antal: Den Dominikanske Republik.

Men først efter Krystalnatten i november 1938 begyndte de vestlige lande at lempe flygtningestoppet, blandt andet med flere visa til USA og børnetransporter for jødiske børn til Storbritannien.

”Før Krystalnatten håbede de europæiske lande og USA på, at Hitler ville komme til fornuft. Det gjorde han som bekendt ikke. Og hvem forestiller sig i dag, at Isaias Afewerki, diktatoren i Eritrea, Bashar al-Assad i Syrien eller de islamistiske bander, der hærger Mellemøsten, vil komme til fornuft? Selvfølgelig kan man ikke sammenligne situationen i disse lande med holocaust, men alle disse mennesker flygter ikke desto mindre, fordi de risikerer at blive gasset, bombet, mejet ned af maskingeværer eller udsultet,” siger Guy Sorman

”Det er ganske enkelt absurd at forestille sig, at mennesker sætter livet på spil for at blive turister i Europa. Det var en moralsk fallit, da Europa lukkede øjnene og grænserne for de jødiske flygtninge i 30'erne. Og det er en moralsk fallit i dag.”

Han kan godt forstå, at europæerne føler sig utrygge ved den menneskestrøm, der presser sig på ved grænserne.

”Selvfølgelig er der grund til at være bange, for flygtningekrisen vil kun blive værre. Nogle af disse lande er stort set hørt op med at eksistere som stater. Og fattigdom og klimaforandringer vil presse endnu flere mennesker på flugt. Selvfølgelig skal Europa ikke tage imod alverdens elendighed. Men det gør vi jo heller ikke. Jordan, Libanon og Tyrkiet har fire millioner flygtninge på deres jord. Europa har foreløbig 300.000 personer med flygtningestatus. Kun Tyskland har vist tilstrækkeligt mod, sikkert belært af historien,” siger Guy Sorman, der er kendt som varm tilhænger af økonomisk liberalisme og utrættelig modstander af totalitarismen.

Han køber ikke det argument, at Europa med eurokrisen og stagnerende vækst ikke har råd til at tage imod flere flygtninge.

Det får tværtimod hans etiske termometer op i det røde felt.

”Jeg skammer mig over Europas egoisme, over denne selvtilfredse, småborgerlige arrogance. Det er lige præcis sådan, man definerer bedsteborgeren: Han sidder i en komfortabel situation, men beklager sig alligevel og har ingen større frygt end at miste noget af sin bekvemmelighed. Europæerne har en levestandard, der ikke findes mage til noget andet sted. Vi er blevet fuldstændig uimodtagelige for andres fattigdom, både den fattigdom, der optræder i vores egne lande, og især den, der findes lige uden for vores grænser,” siger Guy Sorman.

Han mener, at Europa er i færd med intet mindre end at forråde sin kultur og sin identitet.

”Europa frygter for sin kristne identitet, men i virkeligheden er europæerne kun kristne på overfladen. Det er dog mageløst, at paven er nødt til at minde sine biskopper og sognekirker om, hvad kristen næstekærlighed er,” siger Guy Sorman med henvisning til pave Frans' opfordring til alle katolske kirker, menigheder og klostre om at tage imod flygtninge.

”Europa har glemt, hvad næstekærlighed er, og hvad solidaritet er. Vi har brugt de sidste 50 år på at opbygge et kontinent, der hviler på demokrati, solidaritet og menneskerettigheder, og de værdier er forsvundet. Europa er ikke længere Europa. Vi er blevet til noget andet. Vi har ikke en flygtningekrise, vi har en identitetkrise, og det er flygtningene, der har afsløret den,” siger han.