Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Død dreng på strand har sat ansigt på et humanitært forlis

Billedet af en død tre-årig kurdisk dreng, der skyllede op på en strand ved den tyrkiske by Bodrum, er gået verden rundt. Her ses drengens sørgende far. Foto: Murad Sezer/Reuters

Den tre-årige kurdiske dreng, der druknede på vej til Europa, har sat et ansigt på de 2500 mennesker, som i år er døde i forsøget på at nå Europa

Det hjerteskærende billede af den lille krop, der ligger med ansigtet i vandkanten og benene på stranden, er gået verden rundt, siden en tyrkisk politibetjent onsdag samlede den døde dreng op på stranden i Bodrum i Tyrkiet. Armene ligger artigt langs med kroppen, mens bølgerne skyller op på hans ansigt.

Et lille stykke vraggods fra det humanitære kaos ved Europas bagdør. Aylan Kurdi druknede sammen med sin mor, Rihan, og sin fem-årige bror Galip i forsøget på at nå den græske ø Kos.

#KiyiyaVuranInsanlik, ”menneskeheden forliser”, hedder et hashtag på det sociale medie Twitter, som siden har udløst tusindvis af kommentarer. Aviser over hele Europa har udstillet Aylan Kurdi på forsiden som det tragiske symbol på den flygtningekrise, der udspiller sig langs Europas grænser, og debatten raser om, hvorvidt det er etisk forsvarligt at udstille den døde dreng.

For Aylan var kun tre år, da han hans korte liv endte. Et liv, der kun er blevet levet i kaos og krigslarm. Hans familie boede i Syrien, i den kurdiske by Kobane på grænsen til Tyrkiet. Byen ligger i ruiner efter måneders nådesløse kampe mellem Islamisk Stat og de kurdiske tropper.

I februar tvang kurderne de militante islamister ud af byen, som Islamisk Stat havde indtaget sidste år. Men jihadisterne fortsætter angrebene. I juni eksploderede en selvmordsbombe og dræbte 145 civile.

Aylans familie var flygtet fra dette kaos over grænsen til Tyrkiet, hvor op imod to millioner syriske flygtninge allerede lever i interimistiske lejre, i bedste fald hos familie, eller som tiggere og hjemløse i Istanbuls gader.

Den græske ø Kos skulle være enden på dette mareridt. Blandt de mange ruter til Europa havde familien valgt sejlruturen mellem den tyrkiske havneby Bodrum og Kos, der betragtes som en af de mest sikre. Ifølge canadiske medier var det familiens plan at rejse til Canada, hvor faderens søster har boet i 20 år.

Men planen blev forpurret af administrative komplikationer i Tyrkiet, der forhindrer flygtningene i at rejse videre ved at nægte dem udrejsevisum. Blandt andet af denne grund fik familien afslag på asyl i Canada.

”Vi kunne ikke få dem ud af Tyrkiet. Det var derfor, de var tvunget til at tage sejlbåden. Jeg betalte husleje for dem i Tyrkiet, men det er skrækkeligt som de behandler syrerne i Tyrkiet,” siger Abdullahs søster, Seema Kurdi, til det canadiske dagblad Ottawa Citizen.

I onsdags klædte Aylans mor ham på i en højrød T-shirt og små cowboyshorts, og gav ham sandaler på. Sammen med faderen Abdullah satte de sig i den ene af de to sejlbåde, som satte ud fra byen Akyalar med tilsammen 23 passagerer.

Nogle af dem betalte over 1000 euro for at krydse de små 10 kilometer hav til ferieøen Kos. Men Aylans båd kæntrede. Han og han bror nåede aldrig det sidste stykke til Europa og sikkerheden. Kun hans far, Abdullah, overlevede. Peter Bouckaert, nødhjælpsdirektør i Human Rights Watch, var en de første, der delte billedet af Aylans døde krop på Twitter.
 
”Nogle siger, at dette billede er for oprørende til at vise på nettet eller i aviser. Men det, jeg finder oprørende, er at druknede børn skyller i land på vores strande, når mere kunne gøres for at forhindre deres død,” skriver han i en kommentar på organisationens hjemmeside.

Flere end 2500 mennesker er ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, omkommet i forsøget på at nå Europa ad søvejen alene i år. Og i sidste uge døde 71 overvejende syriske flygtninge af iltmangel i en efterladt lastvogn på motorvejen i Østrig. Men det er Aylan Kurdis ansigt, der er blevet symbolet på et etisk forlis.

I Storbritannien har drengens tragiske død øget presset på premierminister David Cameron, som i går gentog det synspunkt, at det ikke løser krisen at tage imod flere flygtninge. I Tyskland, hvor forbundskansler Angela Merkel har krævet en bedre europæisk fordeling af flygtningene, er kommentarerne også skarpe.
 
”Medfølelse og ståltråd – aldrig har europæerne været mere skizofrene,” skriver for eksempel den politiske redaktør af den private tv-station n-tv i en klumme. Og i Frankrig har premierminister Manuel Valls brugt drengen til at kræve en europæisk løsning på flygtningekrisen.

”Han havde et navn, Aylan Kurdi. Det haster med europæisk mobilisering,” skriver Manuel Valls i en Twitter-meddelelse.Men den døde dreng er kun én af utallige navnløse flygtninge, der lider en trist skæbne på flugten fra krig og rædsel.
 
”Aylan Kurdis families situation er repræsentativ for massevis af flygtninge,” siger Claes Amundsen, kommunikationschef i Red Barnet.
 
”Deres historie viser, hvor desperat situationen er også i Syriens nabolande. Der er en million flygtninge i Libanon, 800.000 i Jordan, to millioner i Tyrkiet, og de kan ikke klare det længere. For ganske nylig måtte FN’s Fødevareprogram indstille deres programmer i nærområderne til Syrien, for der var ikke flere penge. Det er denne dramatiske situation, som betyder, at to procent af flygtningene i nærområder søger til Europa,” siger Claes Amundsen.

Han er imidlertid ikke overbevist om, at det er rigtigt at udstille et flygtningebarns lig.

”Vi ville ikke selv synes om, at vores børn udstilles i medierne uden vores tilladelse, og der er ingen grund til at acceptere det, når det drejer sig om et syrisk barn. Vi burde ikke have brug for et lig for at vide, hvad der foregår i Syrien og i landets nærområder,” siger Claes Amundsen.

Kristeligt Dagblad bringer ikke fotografiet af den døde dreng. Den beslutning er taget af hensyn til den dødes værdighed og efterladte. Generelt fastslår avisens etiske retningslinjer, at avisen ikke bringer billeder, der kan virke anstødelige eller krænkende, og at billeder af døde kun bringes, når det er helt afgørende for den journalistiske dokumentation.