TYSKERNE VALFARTER for tiden i biografen til en skolekomedie, der tager alle med storm. Godt seks millioner har siden premieren i november set Fack ju Göthe det er så en stavefejl i hvert ord og de strømmer stadig til.
Instruktør er tysk-tyrkisk Bora Dagtekins, og filmen handler om en bankrøver, der opsøger en skole, fordi han og hans kumpaner har gemt deres bytte under gymnastiksalens gulv. Han knytter sig til skolen som vikar for at kunne komme til pengene, og den ansættelse avler bunker af komik. Gangsteren skal jo nu møde nutidens provokerende, udisciplinerede unge, men han er ikke den, der finder sig i noget.
Han tildeles den frygtede amok-klasse 10.b, men er de nogle rå børster, er han 50 gange mere hårdkogt. Hans probate metoder skaffer ham imidlertid respekt, og amok-klassen forvandler sig til mønster-klasse. Og en politisk korrekt lærerinde, som så på hans me-toder med rædsel, forvandles fra grå mus til attraktiv kvinde. De får ligefrem hinanden til slut.
I FRANKFURTER ALLGEMEINE opsummerer Hannah Lühmann måneders ivrig diskussion af filmen, som jo bryder med en del tabuer.
Mange har anført den indlysende årsag til filmens umådelige popularitet, at den tager trykket af publikums ophobede aggressioner. I virkeligheden går alle jo rundt og er knaldirriterede på vanartet ungdom. Da føles det befriende at se de værste rødder og ledeste strigler blive skudt af læreren med paintball-gevær, holdt under vandet og overhalet verbalt, så de blegner.
Voldsfantasier og massiv politisk ukorrekthed som katarsis, opsummerer Lühmann.
Selv mener hun, at det fineste ved filmen er den vidunderlige selvfølgelighed, hvormed Dagtekins, som også har skrevet manuskript, håndterer et penibelt indvandrer-tema. Hovedpersonen er faktisk mørklødet, og man skulle tro, det ville være fuldkommen utilstedeligt, ja, den pureste racisme, at gøre en indvandrer til bankrøver og autoritær opdrager, hos hvem øretæverne sidder løst. Men fordi der slet ikke tages notits af hans baggrund, bliver det hele bare endnu mere afslappet og sjovt. Det skal dog nævnes, at manuskriptet spinder en vellykket integrationshistorie: manden beslutter sig til slut for at blive rigtig lærer.
I Schweiz er Neue Zürcher Zeitungs Joachim Günter not amused. Han undrer sig over at tyske gymnasielæreres yndlingsavis, Die Zeit, kunne anmelde filmen ovenud begejstret, når dens budskab faktisk er, at man ikke skal skamme sig over at være komplet udannet. Filmen er i hans øjne tillige sexistisk og vulgær, dyrker fattigdoms-voyeurisme og hylder macho-attituder. Men det værste er, at Fack ju Göthe giver al dannelse fingeren. Det er biografsuccesens hyldest til en holdning, som i forvejen breder sig allevegne, mener Günter: ud med kedelige Goethe, og det er bare så sejt at stave på street-maner.
SPIEGEL ONLINES faste kommentator Jan Fleischhauer synes, det er fantastisk interessant, som tyskerne elsker denne film for dens muntre omgang med kontant afregning for forseelser. Dernede blev revselsesretten ophævet i 2000. Nu er en ørefigen nok til, at man bliver regnet for umenneske, sukker Fleischauer, der omhyggeligt skelner mellem tjat og vold. Det sidste foragter enhver forælder, der elsker sine børn, uafhængigt af lovgivning.
Eftersom det er logisk umuligt at opdrage uden at disciplinere, må andre metoder erstatte ørefigenen i skole og hjem, og de er i virkeligheden slet ikke uskadelige.
Det er en illusion at tro, at kun kropslig revselse er voldelig, skriver Fleischhauer.
Man skal ikke bilde sig ind, at en mors forsøg på at plante dårlig samvittighed i sit barn ikke efterlader spor. Man vil endda kunne finde gode grunde til, at den subtile manipulation, der satser på indre styring af impulser frem for på frygt for sanktioner, kan skade den lille sjæl mere end en ørefigen.
Således også i skolen, hvor man finder andre sanktioner, når elever ikke længere må hives i øret.
Derfor er Fack ju Göthe så forfriskende, mener Fleischhauer.
Den minder om noget indlysende rigtigt i de klare grænser, som forsvandt med de politisk korrekte metoder til socialisering. Ikke bare biografens publikum, men også filmens elever bliver fans af denne lærer, for hans kontante afregning psykologiserer ingen. Eleverne kommer simpelthen til at synes, han er sej.
Det er komediens privilegium i farcens form at kunne minde os om fortrængte sandheder, noterer Jan Fleischhauer tilfreds.