Prøv avisen

Børn mishandles i britiske koranskoler

En elev fra en britisk koranskole fortæller om at være blevet "sparket i hovedet - som om det var en fodbold". - Foto: stock.xchng

Flere børn bliver slået og mishandlet på nogle af Storbritanniens koranskoler, viser en ny undersøgelse. Forældrene undlader ofte at klage, fordi de frygter udstødelse af det muslimske samfund

Muslimske børn bliver slået og misbrugt regelmæssigt af lærere på nogle af de britiske koranskoler. Det skriver avisen The Times.

Det er imam Irfan Chishti, tidligere islamrådgiver for den britiske regering, der har lavet en undersøgelse af koranskolerne. I en endnu ikke udgivet rapport beskriver han forholdene på nogle af de muslimske skoler.

Her foræller en elev blandt andet om at være blevet "løftet i et ben og snurret rundt", mens en anden elev fortæller, at en lærer "sparkede mig i hovedet, som om det var en fodbold".

Irfan Chishti har ikke dokumenteret, hvor mange af koranskolerne, der har problemer med misbrug. Men den umiddelbare accept af volden på flere af skolerne overrasker ham.

- De gjorde bare grin med det. Det er en kultur, der accepterer det, siger Irfan chishti.

Der findes knap 1600 koranskoler i Storbritannien, hvor omkring 200.000 muslimske børn lærer arabisk og bliver undervist i Koranen efter normal skoletid.

Problemet med misbrug i skolerne har fået flere skoleledere på offentlige skoler til at bede de sociale myndigheder om at undersøge sagerne. Mange forældre vil dog ikke føre sag mod lærere på koranskolerne, fordi de enten accepterer volden eller frygter at blive udstødt af samfundet.

- Når de sociale myndigheder tropper op i hjemmet, vil forældrene ikke tage sagen videre. Der er mange lærere, der har talt med myndighederne. Det er meget følsomt, siger Tina Wheatley fra Heybrook Primary School.

Ann Cryer, der er medlem af det britiske parlament, vil gerne have mere kontrol med koranskolerne.

- Jeg mener, vi skal have et grundigt eftersyn af, hvordan skolerne bliver drevet. Det virker, som om de har deres egen lov, siger hun.

Ifølge den britiske afdeling for børn, skoler og familier skal alle organisationer rette sig efter reglerne om at beskytte børn.

- Vi opfordrer enhver, der kender til voldsepisoder mod børn, til at rapportere dem til politiet og de relevante myndigheder, lyder det fra en talsperson.

En elev fra en britisk koranskole fortæller om at være blevet "sparket i hovedet - som om det var en fodbold". - Foto: stock.xchng.