En svag brise bærer stanken af døde dyr hen over det tørre, stenede terræn uden for Burao, en af Somalilands centrale byer. En usynlig indikator på, at noget er helt galt på Afrikas Horn. Efter fire fejlslagne regnsæsoner befinder området, der omfatter dele af Etiopien, Kenya, Somalia og det ikke internationalt anerkendte Somaliland, sig igen på tærsklen af en omfattende humanitær katastrofe.
For når regnen svigter, som det også var tilfældet i 2017 og i 2011, da 260.000 mennesker døde af sult og tørst, tvinges befolkningen – især i de fjerne områder uden for byerne – med øjebliks varsel ud i en overlevelseskamp. Det skaber en kædereaktion, der udvikler sig med lynets hast. Dyrene er de første til at bukke under. Når der ikke længere er græs, friske blade eller små bække med regnvand, dør de flokke af geder, køer og kameler, familierne ernærer sig af.
Så bliver børnene syge. Af underernæring, eller fordi de tynget af tørst drikker vand fra beskidte vandhuller. Og til sidst, når kadavernes dunst har spredt sig over hele Afrikas Horn, bliver det forældrenes tur. Nogle klarer sig ved at flygte til de lejre for internt fordrevne, som internationale organisationer hjælper med at drive. Andre vandrer i dagevis mellem akacietræerne i deres søgen efter vand. Nogle er heldige. De fleste er ikke.
Det er fire dage siden, at 35-årige Abdi Ahmed tog en beslutning i samråd med sin hustru, der kan ændre tilværelsen for hele familien. På godt eller ondt. Med 30 geder tilbage ud af 110 og akut mangel på vand blev de enige om, at Abdi Ahmed og den ældste søn skulle begive sig ud i vildnisset for at lede efter vand, mens hustruen og parrets andre børn bliver hjemme. De er allerede for svage til at vandre.
Vandrer, når solen går ned
Nu ligger Abdi Ahmed i skyggen af et akacietræ, mens gederne gnaver i alt, der minder om føde. I horisonten, for enden af det flade sandede terræn med tornebuske og enkelte træer, rejser en bjergryg sig. På den anden side af bjerget har Abdi Ahmed hørt, at der skulle være en smule vand og måske græs til gederne efter et nyligt lokalt regnfald.
Sammen med sønnen har han sluttet sig til tre andre familier, der også leder efter vand. De hjælper hinanden og er stærkere sammen, når der er fare på færde.
”Vi går om natten, fordi det er for varmt om dagen,” siger Abdi Ahmed.
Han ser udmattet ud og er ekstremt tynd. På hans højre hofte hænger en dolk i et bælte.
”Vi har vandret fire nætter i træk og har retning mod bjergene. Hver nat forsøger hyænerne at tage vores geder,” siger han og peger i retning af bjerget.
Det er første gang, Abdi Ahmed har forladt sit hjem for at lede efter vand. Han husker de tidligere tørker i 2011 og 2017. Men denne gang er den værste.
”Det var en smertefuld beslutning, vi tog. 10 familier har allerede forladt landsbyen, og 500 andre familier gør snart det samme,” siger Abdi Ahmed.
For der er hverken mad eller drikke i landsbyen, og hver dag dør geder, æsler og kameler.
I dag har Abdi Ahmed spist en smule ris til morgenmad og drukket en kop te. Når solen går ned, begynder vandringen mod bjergene igen.
Det optimale scenarie vil være, at Abdi Ahmed finder vand og græs til dyrene ved bjerget, og at familiemedlemmerne i landsbyen formår at overleve i mellemtiden. Måske vil det endda lykkes hustruen og børnene at få et gratis lift med en bus eller en lastbil, så de alle kan blive forenet igen ved bjerget. Men meget kan gå galt på vejen, og lige nu kan ingen garantere Abdi Ahmed, at hans beslutning er den rigtige. Måske vil han vende tilbage uden geder, ædt op af tørst og hyæner. Måske vil hans familie eller dele af den ikke længere være der til at hilse ham velkommen.
Værre end katastrofen i 2011
Hvert år er der to regnsæsoner på Afrikas Horn. Den ene mellem april og juni, den anden mellem september og november. Den nuværende regnsæson er endnu ikke overstået, men mængderne af nedbør ligger langt under gennemsnittet. Ifølge hjælpeorganisationen Red Barnet er en halv million mennesker allerede ramt af hungersnød på Afrikas Horn, mens 23 millioner lider af ekstrem sult. Næsten seks millioner børn lider af underernæring, og FN har for nylig advaret om, at 2022 kan overgå de ekstreme dødstal fra 2011 med op til 350.000 ofre.
Forklaringen på katastrofen i 2011 var, at det internationale samfund først reagerede, da det allerede var for sent. Og landene på Afrikas Horn var ude af stand til selv at klare tørken. Derfor omtales 2011 som katastrofen, der aldrig må ske igen. En del af forklaringen på, at tørken i 2017 krævede langt færre ofre, er, at det internationale samfund og landene på Afrikas Horn havde lært lektien fra 2011. De var bedre forberedte på tørken, da den kom, og de reagerede langt hurtigere.
Alligevel er 2022 anderledes. Det internationale samfund er travlt optaget af krigen i Ukraine, og indtil videre har donorlande kun givet omkring to procent af det beløb på 30,5 milliarder kroner, som FN vurderer, der skal til for at forhindre en humanitær katastrofe. Hertil kommer, at klimaændringer gør vejrforholdene langt mere ustabile. Tørkerne bliver hyppigere, nedbør falder enten i enorme mængder på kort tid, eller slet ikke.
Ved borgmester Mohammed Ilmis kontor i byen Garadag hænger halvt ødelagte og vindblæste plakater med internationale hjælpeorganisationers logo på de ydre mure. Mange organisationer har trukket støtten til Somaliland i omprioriteringens navn. Krigene i Syrien, Yemen og Ukraine kalder også på hjælp.
”Mellem 40 og 60 procent af al nødhjælp er blevet beskåret de seneste år,” siger Mohammed Ilmi.
Han sidder for enden af et langt bredt bord, sammen med to rådgivere. Udenfor vokser Garadags befolkning dagligt, når internt fordrevne ankommer fra mindre landsbysamfund i håb om at få hjælp.
”Lige nu har vi slet ikke kapacitet til at tænke på langsigtede løsninger og planlægning. Situationen er akut, og det eneste, vi har brug for, er mad, drikke og medicin,” siger han.
På den ene side er han parat til at indrømme, at Somaliland måske ikke har gjort nok for at forberede sig på endnu en tørke. Der er altid plads til mere effektivitet og forbedringer.
”Men nogle af de internationale organisationers halvhjertede hjælpeindsats er sårende,” siger han og tilføjer: “Det er Vesten og større lande andre steder, der har forurenet vores luft og påført os klimaændringer. Derfor bør de hjælpe med at løse de problemer, det skaber for os. Det er et fælles ansvar.”
Munden fuld af fluer
Ved siden af borgmesterkontoret ligger en af de klinikker, der blandt andet støttes af hjælpeorganisationerne Red Barnet, US Aid og IOM, FN’s organisation for migration. Plancher med statistikker på væggene viser, at antallet af børn, der behandles for underernæring, er steget voldsomt de seneste måneder. På stedets apotek forklarer farmaceut Rahma Yussef, at alle forventer endnu en voldsom stigning i antallet af underernærede børn de kommende uger. En ambulance bakker ud gennem porten. En mor skal køres hjem med sit barn efter overstået behandling, og andre skal bringes til klinikken, fordi de er for svage til selv at komme frem.
I en lejr for internt fordrevne uden for Burao har mange af familierne boet siden tørken i 2017. De har ikke haft råd til at købe nye geder og er blevet en slags permanente flygtninge i deres eget land. Men andre, som Gelo og Mohammed og deres barnebarn Mahamood, er ankommet for nylig. For fire måneder siden havde de over 300 geder, får og kameler. Alle dyrene er døde, og nu er familien afhængig af det vand og de sparsomme madrationer, der deles ud i lejren.
Gelo viser en halvtom pose med ris, som de fik af regeringen under ramadanen, der sluttede for snart en måned siden. Mahamood, der nærmer sig pubertetsalderen, ligger på gulvet. Han er motorisk udfordret og har munden fuld af fluer. Hans far døde sidste år, og da moderen giftede sig igen, efterlod hun Mahamood hos bedsteforældrene. Hun ved ikke engang, hvor han opholder sig. Når bedstemor Gelo nævner Mahamoods navn, smiler han.
Gelos største ønske er at få hjælp til at købe en ny flok dyr, så hun kan flytte væk fra lejren. Hun husker lignende tørker, fra dengang hun var barn, men de var, fortæller hun, ikke så hyppige som i dag. Hendes barndoms erindringer får hende til at smile.
Med årene er livet blevet hårdere. Med et barnebarn, der ligger på den støvede jord det meste af tiden, og en syg mand har Gelo med tiden erkendt det ansvar, der hviler på hendes skuldre. Ingen af familiemedlemmerne ville klare sig uden hende, og derfor bliver hun i lejren. Her leverer regeringen i det mindste vand, og for det meste spiser familien et enkelt måltid om dagen.
”Det allervigtigste her i livet er et godt helbred,” siger hun.
Det dødelige vandhul
Ved et næsten udtørret flodleje på vejen mellem Burao og Garadag bevæger en østafrikansk øgle, en næsten to meter lang varan, sig hen over den varme jord på jagt efter bytte. I nærheden har hyrder og en flok geder samlet sig omkring et lille vandhul, et levn fra et tidligere regnskyl. Vandhullet er omgivet af en blanding af mudder og ekskrementer fra æsler og geder. Spor i sandet indikerer, at mange af områdets vilde dyr – hyæner, antiloper, geparder – også kommer her for at drikke, når mørket sænker sig.
En af hyrderne er 70-årige Dahir. På mange måder er han et eksempel på den tiltagende elendighed, befolkningen på Afrikas Horn oplever i dag. Dahir er en høj mand, der har farvet sit skæg orange med henna. Han er på vej til Garadag til fods for at hente medicin til sin kone, der ligger syg med høj feber. De har ikke råd til transportmidler, og konen er for svag til at vandre til en af lejrene. Turen til Garadag tager fire timer hver vej. De har mistet størstedelen af deres geder, og sidste gang, familien spiste kød, var for seks måneder siden.
”For to måneder siden mistede vi Amina og Muhammed,” fortæller han om to af parrets otte børn på henholdsvis seks og fire år.
”De var så hjælpsomme og så gode til at lege,” siger han og tørrer ansigtet med begge håndflader.
”Min drøm var at se dem gå i skole.”
Drevet af ekstrem tørst drak Amina og Muhammed af vandet i vandhullet. Det gjorde dem syge, og de døde. På vej til apoteket i Garadag drikker Dahir selv af det samme vandhul. Indtil videre kan hans immunforsvar tåle det.