Prøv avisen

Bådflygtninge har ét håb: at få et job i Europa

Blandt mange flygtninge hersker der et ukueligt håb om, at hvis de bare får lov til at bevise deres arbejdsomhed, så skal deres liv i Europa nok lykkes. Her er det en skulptur fra Folkemøde på Bornholm 2015, der illustrerer flygtningenes kamp for at komme til det forjættede Europa. Foto: Thomas Lekfeldt

De færreste afrikanske flygtninge, der sejler over Middelhavet, har nogen klar idé om de europæiske velfærdssamfund. De ønsker blot at finde arbejde

En mand fra Sydsudan siger, at han er flygtning. Men han aner ikke, at han opholder sig illegalt i Europa og skal søge om asyl for at få lov at blive.

En anden gruppe, der lige er kommet til Sicilien efter at have taget turen over Middelhavet, spørger, hvorfor de ikke kan få lov til at gå ud på gaden og tage videre til andre lande, selvom de hverken har pas eller papirer.

En gruppe unge fra Somalia er flygtet fra en krig mellem klaner, men de vil ikke søge asyl. De vil bare have et arbejde.

Det er nogle eksempler på de bådflygtninge, Kristeligt Dagblad har mødt på Sicilien i den forløbne uge. Fælles for dem er, at de vil have et arbejde, helst i Tyskland, Storbritannien, Schweiz eller et af de nordiske lande.

Men ellers er deres viden om Europa begrænset, og ingen af de flygtninge, vi talte med, vidste noget om velfærdssystemer.

I årets første seks måneder har mindst 140.000 flygtninge krydset Middelhavet, og det er en stigning på 80 procent i forhold til samme periode sidste år.

Hovedparten er krigsflygtninge fra Mellemøsten, Afghanistan, Eritrea, Sudan og Somalia, mens en mindre del kommer fra fattige vestafrikanske lande.

Seniorforsker Hans Lucht fra Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) har lavet studier blandt vestafrikanske og eritreiske flygtninge i Libyen.

Han bekræfter, at de afrikanske flygtninge typisk kun kender forholdene i Europa på et overordnet plan.

”De har ikke nogen detailviden om velfærdsydelser i Europa. For flygtninge fra Østafrika er det attraktive ved de europæiske lande frihed, sikkerhed og demokrati. De økonomiske flygtninge fra Vestafrika vil finde arbejde.

Jeg har fulgt flygtninge fra Ghana. I kraft af globaliseringen bliver de præsenteret for billeder af det gode liv i Vesten. Deres flugt er en slags revolte. De vil ikke finde sig i, at de som afrikanere ikke har ret til det samme liv som andre i Vesten,” siger Hans Lucht.

Han forklarer, at der blandt mange flygtninge hersker et ukueligt håb om, at hvis de bare får lov til at bevise deres arbejdsomhed, så skal deres liv i Europa nok lykkes.

Også selvom landsmænd i Europa i mange tilfælde advarer dem mod at rejse.

”Planen er at knokle hårdt i Europa nogle år og derefter vende hjem med penge og investere dem i Afrika,” siger Hans Lucht.

Det seneste halve års stigning i antallet af afrikanske bådflygtninge er i hans og andre eksperters øjne i høj grad et resultat af Libyens sammenbrud, der i dag gør det umuligt at finde arbejde i det nordafrikanske land.

Talskvinde Ewa Moncure fra EU's grænseagentur Frontex, der står for bevogtningen af Europas ydre grænser, forklarer, at det er meget forskelligt, hvor meget asylsøgere ved om de europæiske velfærdssystemer.

”Der vil være nogle flygtningegrupper, som ikke ved ret meget om mulighederne i Europa. Andre er velorienterede,” siger Ewa Moncure med henvisning til, at Frontex sidste år interviewede en gruppe syriske flygtninge, der havde en klar idé om velfærdsydelser i Europa.

”Men ud over velfærd er der mange andre faktorer, der afgør valg af asylland.

Det afhænger af om flygtninge har familie eller netværk i det pågældende land, hvad mulighederne er for familiesammenføring, og hvor længe de kan blive,” siger Ewa Moncure.

Den norske ekspert i flygtninge og migration Jan-Paul Brekke fra det selvejende Institut for Samfundsforskning i Oslo udgav for fem år siden rapporten ”Why Norway”, der belyser, hvorfor asylsøgere er rejst til Norge.

Rapportens centrale budskab er også, at der er mange forskellige faktorer, som spiller ind ved valget af land. I prioriteret rækkefølge drejer det sig om sikkerhed, fremtidsmuligheder, socialt netværk i landet, asylpolitik og landets omdømme.

”Det er meget forskelligt, hvilke informationer de forskellige grupper af flygtninge får.

Men erfaringen fra de danske stramninger i 2001 tyder på, at en markant og tydeligt kommunikeret stramning af udlændingepolitikken kan have den effekt, at færre flygtninge vil søge mod Danmark,” siger Jan-Paul Brekke.