Ved første øjekast ænser man blot alle hovederne, der står stille med nakken bøjet bagover. Så opdager man den store opslagstavle, som de alle scanner efter dét navn, som måske kan føre dem sammen med deres mor, far, onkel eller søster igen. Tusinder af navne, som jævnligt skiftes ud her foran Abu Bakr al-Assadiq-centret. Oprindelig en skole i Yemens hovedstad, Sanaa, men i dag et transitcenter for tusindvis af flygtninge fra den omkæmpede havneby Houdaida.
”Jeg leder efter min mor,” siger en 15-årig knægt foran de uendelige rækker af navne.
Oversigten er uoverskuelig. Præcis som situationen i Yemen efter tre års borgerkrig, et statskollaps og en humanitær katastrofe, der beskrives som verdens største, men som nu frygtes at blive meget værre. Ikke mindst efter fredsfiaskoen i Genève, hvor et FN-organiseret mæglingsmøde for to uger siden aldrig nåede i gang. Det var ellers det første planlagte fredsmøde i to år. At det var tiltænkt, at krigens parter skulle sidde i to separate rum, var i sig selv en indikation på, hvor langt de iranskstøttede shia-muslimske houthi-oprørere i nord og den saudiskstøttede sunni-regering i syd står fra hinanden. At de førstnævnte aldrig dukkede op i Schweiz, er desuden et varsel om, at vejen mod fred kan blive endnu længere og mere kaotisk end den virkelighed, der udspiller sig her foran den fyldte opslagstavle og i en virakfyldt menneskekø: Det er rationen af nødhjælp, de internt fordrevne fra Houdaida kommer for at hente: Kiks, opvaskebaljer, tæpper, ris og energibarer, der sikres og fragtes væk af både børn, mænd og kvinder.
”Der bor 600 på denne skole. Men syv andre skoler er også fyldt. Lige nu får vi cirka 100 nye flygtninge om dagen. For tre uger siden var det 500. Siden juni har vi registreret over 21.000,” forklarer lederen af transitcentret, Hami Abdullah Fahem.
Op mod 52.000 familier, svarende til 300.000 mennesker, er siden saudi-koalitionens seneste offensiv for at generobre Houdaida i juni flygtet fra den strategisk vigtige havneby. Den var også et stridspunkt i de fejlslåede forhandlinger. Fordi det hævdes, at houthierne får fragtet våben ind fra Iran, og fordi den oprørsstyrede by midt i krigszonen samtidig er garant for livsvigtige mad- og nødforsyninger til civilbefolkningen.
Resultatet ses blandt andet her på transitcentret i den ligeledes houthi-styrede hovedstad. Omkring 700 desperate personer forsøger dagligt råbende og masende at få fat i deres nødhjælpsration. Skolegården er fyldt af store telte, fordi end ikke klasseværelserne i den treetagers trelængede skole er nok til krigens internt fordrevne.
Og så kommer det til udtryk i de interne spændinger, der opstår blandt folk i krig.
”Der er eksplosioner. Huse bliver bombet. Vores børn er rædselsslagne. Vores naboer blev ramt, og de var helt uskyldige, og houthierne holder deres kampvogne mellem vores huse,” vælter det ud af den 38-årige Zainab Mohammed Shilan i skolegården.
”Der er to sider, der bekæmper hinanden. Den ene vil have houthierne væk. Den anden, ja, jeg ved det ærlig talt ikke. Men jeg kan sige, at uskyldige dør, og jeg ved ikke, hvem der dræber hvem,” siger hun fra sin niqab, mens flokken af nysgerrige omkring Kristeligt Dagblads udsendte vokser.
”Det er da koalitionen,” bryder en mand ind i interviewet.
”Ja, de siger, det er koalitionen, men vi ved jo ikke, hvem de er,” replicerer hun for hurtigt at blive afbrudt af manden igen:
”Hvem er det, der dræber uskyldige? Ved du ikke, hvem koalitionen er?”.
”Nogle siger, at de er iblandt os. Vi ved det ikke med sikkerhed. Det er, hvad vi hører. Men der er fly, og der er missiler,” forsøger Zainab Mohammed Shilan sit modtræk.
”Er hun intern flygtning?”, spørger manden højt i det åbne forum til Zainabs tilsvarende bekræftelse, om end hun tydeligvis bliver usikker over mandens tone.
”Ved du så ikke, hvem der skyder civile?”, forsøger han igen, hvortil Zainab hektisk skiftevis virrer hovedet mod Kristelig Dagblads udsendte og tolk og tilbage på manden, der sætter verbale stød ind.
”Jo, jo, det er saudierne,” siger hun med en delvis indrømmelse, mens hun vedholdende bevarer fatningen – og sin holdning:
”Men der er også raketter, der rammer os uden fly,” pointerer hun med henvisning til houthiernes velkendte våbenbrug modsat saudi-koalitionens tilsvarende luftangreb.
Det er ikke blot en vovet, men direkte risikabel kommentar her i Nordyemen, hvor Kristeligt Dagblad er blevet pålagt selskab af houthi-embedsmænd, så de kan kontrollere vores færden. Hvor vi overværer børn synge houthiernes slagsang, der sværger død over USA og Israel, og hvor et lokum i daglig tale omtales som ”den saudiske ambassade”.
”Det er aggressoren,” bryder andre i mængden nu ind og efterlader endnu mere hektisk hovedvirren fra Zainab, som dog modigt spørger retur, hvem det så er.
”Ved du det ikke?”, afbryder manden retorisk, mens Zainabs øjne flakker under niqaben over den ubehagelige opmærksomhed, hun har hidkaldt sig.
”Jo, jo. Aggressoren er aggressoren. Men vi kender jo ikke årsagen,” ændrer hun så sit udsagn tydeligvis utilpas ved optrinnet, der kort efter opløses.
Men en ting er de verbale kampe mellem Houdaidas fordrevne i hovedstaden. Noget andet de reelle kamphandlinger ved frontlinjen. Siden fredsfallitten i Genève er volden taget til. Alene i det første døgn derpå meldte flere medier om 84 dræbte soldater fra begge fronter, 12 dræbte i et luftangreb og adskillige civile dræbt på flugt gennem et minefelt. Og så sent som i denne uge blev 18 fiskere dræbt i et af koalitionens luftangreb i Det Røde Hav ud for Houdaida.
”Det tog allerede til, mens man ventede på, at houthierne skulle dukke op i Genève. Fornemmelsen er, at koalitionen måske ikke var så ked af udfaldet. Nu kan de gribe lejligheden til at sige: ’Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Vores tålmodighed er sluppet op.’ Spørgsmålet er, hvilke tab der bliver til følge. Strategien for koalitionen er at forhindre våben til houthierne at nå frem og at begrænse muligheden for mad og medicin. Hvis havnen bliver totalskadet i et endeligt opgør om Houdaida, vil det få massive konsekvenser for civilbefolkningen,” vurderer postdoc hos Dansk Institut for Internationale Studier Maria-Louise Clausen.
Optrapningen bekræftes også af Andrea Carboni, Yemen-analytiker hos den internationale datagruppe Acled, der overvåger politisk vold og kriser rundtom i verden.
”Især siden fredsforhandlingerne endte i en fiasko, kan vi se en klar stigning i kamphandlingerne og de voldelige angreb. Der er ingen tvivl om, at forsøget på at overtage Houdaida er blevet genoptaget. Det gælder især for at få kontrol over vejen mellem Houdaida og Sanaa,” forklarer han.
Baseret på kilder, data og monitorering kan Acled give et mere nuanceret billede af krigens mørketal, der faktisk ikke har ændret sig de seneste tre år. Juni i år blev med 2884 dræbte – halvdelen i Houdaida – den mest fatale måned siden januar 2016.
Samtidig frygter FN, at de 8,5 millioner mennesker, der står på kanten af en hungersnød, vil stige med yderligere 10 millioner, hvis optrapningen fortsætter, og der ikke nås en løsning inden nytår.
”Der er ingen tvivl om, at fiaskoen fra Genève bliver brugt som både start- og påskud af krigshøgene i de forskellige fraktioner i håbet om et endelig slag om Houdaida,” siger Andrea Carboni.
Ifølge Acled blev der alene i august registreret 785 angreb i Yemen. En stigning på 40 procent sammenlignet med de mest kritiske måneder sidste år.
Den 31-årige Naser er en af dem, der som øverstbefalende for en bataljon under den sunnitiske regeringshær står ved fronten i Houdaida. Kristeligt Dagblad møder ham i en pause fra kampene i Touhaita syd for havnebyen.
”Soldaternes moral er høj. De ønsker at kæmpe. Men en af mine mænd blev dræbt i går. Skudt i hovedet,” forklarer han om et angreb fra houthierne.
Det er en måned siden, at Naser, som hverken ønsker efternavn eller foto offentliggjort, blev flyttet til Houdaida-frontlinjen. I den tid har han mistet to mænd, mens 15 er sårede. Samme formiddag har Kristeligt Dagblad besøgt et felthospital, hvor vi dog nægtes adgang til 10-15 sårede soldater.
”De er ikke kritisk sårede her. Dem er der ellers mange af. Så mange, at vi ikke kan tælle dem,” lyder det fra en læge.
Et af houthiernes krav op til mæglingsmødet var netop, at sårede soldater skulle have fri passage til behandling i Oman.
Tænker du på de civile i Houdaida?
”Det er jo en krigszone. De er nok i en svær situation. Men houthierne bruger havnen til at importere våben, og jeg tror ikke, folk vil sulte på grund af blokader, for koalitionen gør sit bedste for at hjælpe befolkningen,” argumenterer den civilklædte Naser.
For fire dage siden blev et fiskemarked og hospital ramt. Det er jo civile mål?
”Selvfølgelig har jeg det ikke godt med det. Vi kan jo ikke sige, koalitionen ikke begår fejl. Det gør de. Men houthierne er snedige. De gemmer sig blandt civile og bruger dem som skjolde. Koalitionen opererer altid ud fra informationer fra jorden, og når de ved, der ikke er civile, udfører de deres luftangreb,” siger han om angrebet, som ingen har påtaget sig skylden for.
Forklaringen strider imod Acleds research, der på linje med FN’s tal viser, at 75 procent af civile dræbt i krigshandlinger kan tilskrives saudi-koalitionens luftangreb.
”Vi slås for vores områder, vores religion, for vores folk og vores land,” forklarer Naser i forsøget på at opridse stridens kerne.
Mange soldater melder sig af ren nød i manglen på jobs, ubetalte lønninger og skyhøj inflation. Det bekræfter blandt andre den 24-årige Amar Ahmed Salam, en soldat indlagt på en traumeklinik ledet af Læger Uden Grænser. Han har skudsår i benet på grund af en banal vådeskudsulykke efter mindre end en måned i hæren, som han tilsluttede sig for 25 kroner om måneden. Og han skal, forsikrer han lidet entusiastisk, tilbage til fronten, så snart benet er frisk igen.
Går det, som bataljonskommandøren Naser spår, og som det internationale samfund frygter, så bliver der hårdt brug for ham:
”Houthierne repræsenterer kun én procent og ikke hele Yemen. De vil føre landet tilbage til stenalderen. Vi prøver at opretholde en civiliseret verden i Yemen. Og det vil lykkes. Vi har viljen. Det er et spørgsmål om tid, før vi overtager Houdaida. Og så vil vi fortsætte dybt ind i Nordyemen.”
Kristeligt Dagblad har af sikkerhedsmæssige årsager valgt at ændre kvindens navn i artiklen. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.