Baldwin er tiltalt for uagtsomt manddrab efter død på filmset

Efter måneders spekulation er Alec Baldwin blevet tiltalt. Han afviser, at han har ansvar for fotografs død.

Skuespiller Alec Baldwin forlader sit hjem tirsdag. Samme dag står det klart, at han er tiltalt for uagtsomt manddrab.
Skuespiller Alec Baldwin forlader sit hjem tirsdag. Samme dag står det klart, at han er tiltalt for uagtsomt manddrab. Foto: David Dee Delgado/Reuters.

Den amerikanske skuespiller Alec Baldwin er blevet tiltalt for uagtsomt manddrab på filmfotografen Halyna Hutchins, der blev skudt og dræbt under optagelserne af filmen "Rust" i 2021.

Det oplyser en talsperson for anklagemyndigheden i delstaten New Mexico.

Også Hanna Gutierrez-Reed, der var ansvarlig for våben på filmsettet, er blevet tiltalt for uagtsomt manddrab.

Tidligere på måneden sagde distriktsadvokat Mary Carmack-Altwies, at hun inden månedens udgang ville tiltale Alex Baldwin.

Inden da havde der i månedsvis været spekulationer om, hvorvidt hun havde samlet nok bevismateriale til at tiltale Baldwin.

Hun mener, at Baldwin udviste en kriminel grad af ligegyldighed over for sikkerheden på settet, da en revolver, som han øvede sig med, affyrede skud, der dræbte Hutchins.

Baldwin selv har afvist, at han er ansvarligt for fotografens død. Han siger, at han tog ladegreb på revolveren, men at han ikke trykkede på aftrækkeren.

Han siger, at det var Gutierrez-Reed og andre våbenprofessionelle folks opgave at sikre sig, at våbnet ikke var ladt.

Den våbenansvarlige har sagt, at hun kontrollerede, at det ikke var ægte patroner, hun puttede i revolveren. Derefter rakte hun revolveren til den assisterende instruktør Dave Halls.

Halls rakte derefter revolveren til Baldwin og sagde til ham, at der var tale om en "kold pistol" - altså at den ikke indeholdt eksplosiver.

Dave Halls blev tiltalt for en mindre forseelse, men har indgået et forlig.

13. december afgav Dave Halls vidneforklaring til New Mexicos bureau for arbejdssikkerhed. Her sagde han, at Gutierrez-Reed rakte våbnet til Baldwin, og at han aldrig selv havde sagt, at der var tale om en "kold pistol".

Sikkerhedsreglerne i filmindustrien instruerer skuespillere til altid at gå ud fra, at et våben er ladt med såkaldt blank ammunition.

Blank ammunition dækker over, at det, når det affyres, ikke skyder et projektil, men at det i steder generer et glimt fra mundingsstykket og en eksplosiv lyd.

Rigtig ammunition er strengt forbudt på filmset.

/ritzau/Reuters