Da den tidligere chefanklager Carla del Ponte ved det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, ICTY, i 2007 besøgte Beograd, var hun ifølge en meningsmåling den mest forhadte person i Serbien.
I dag har befolkningen i Serbien et langt mere pragmatisk forhold til tribunalet i Haag. Mange har accepteret ICTY og vigtigheden i at samarbejde med tribunalet som et nødvendigt onde for Serbiens vej mod EU. Men skepsissen til tribunalet, der skulle bringe retfærdighed og bidrage til fred og forsoning i regionen efter 1990'ernes blodige krige, er stadig udbredt. Flertallet af serbere nærer ifølge det uafhængige serbiske analyseinstitut Strategic Marketing and Media Research dyb mistillid til tribunalet, som de ser som anti-serbisk.
Og den skepsis er ikke blevet mindre af, at den tidligere bosnisk-serbiske politiske leder Radovan Karadzic har haft svært ved at få en lang række lande, herunder Danmark, til at udlevere dokumenter til brug for sit forsvar ved tribunalet i Haag, hvor han står anklaget for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det er afgørende, at Karadzic får en fair rettergang, hvis tribunalet skal bevare sin legitimitet, påpeger eksperter.
"Jeg tror ikke, at FN-medlemslandene, der har forpligtet sig til at samarbejde med ICTY, helt er klar over vigtigheden i at give den anklagede en fair retssag. Mange lande har mistet interessen for krisen på Balkan. Det er så mange år siden, disse ting skete. Verdenssamfundets fokus har flyttet sig et andet sted hen. Men skal tribunalet bringe den retfærdighed, som er dens formål, skal den hjælpe til forsoning og fred, så er en garanti af en fair retssag til alle en forudsætning. Ellers mister tribunalet sin legitimitet," siger den serbiske politiske iagttager, Bratislav Grubacic.
I går kunne Kristeligt Dagblad dokumentere, at det danske forsvarsministerium, stik imod hvad Danmark tidligere har oplyst til ICTY, har ligget inde med dokumenter, der kunne støtte Radovan Karadzics forsvar, og at ministeriet har undladt at udlevere dem til tribunalet.
Danmark var et af en lang række lande, der deltog i krigen i Bosnien med fredsbevarende styrker, som Radovan Karadzic op til retssagen anmodede om at udlevere dokumenter til støtte for sit forsvar, især vedrørende militære efterretninger fra krigens tid. Det er dokumenter, som ICTY over for flere af landene har understreget er "vedkommende sagen og er nødvendige for en fair afgørelse af den anklagedes (Karadzics, red) sag", og som derfor skal videregives til tribunalet.
I henhold til tribunalets Statut, artikel 29 er FN-medlemslandene forpligtet til at samarbejde med ICTY uden unødig forsinkelse blandt andet med at fremskaffe dokumenter og udlevere personer, der er anklaget ved tribunalet.
Alligevel har adskillige lande smølet i en sådan grad med at udlevere dokumenter, eller helt undladt at svare på Karadzic og tribunalets henvendelser, at retsformand dommer O-Gon Kwon og de øvrige dommere i sagen mod Karadzic har måtte udstede retskendelser mod Frankrig og Tyskland, fordi de ikke har samarbejdet med tribunalet. Og over for en lang række lande, blandt andre Bosnien, Iran, Italien, Holland og Kroatien, har tribunalet måtte indskærpe vigtigheden i, at landene overholder deres forpligtelse til at samarbejde effektivt og hurtigt med tribunalet i dets arbejde.
Og det er et problem for retsprocessen, påpeger professor i international strafferet ved Harvard Universitet Alex Whiting.
"Det er forståeligt, at FN-medlemslandene, når de får disse anmodninger om dokumenter fra tribunalet, forsøger at lette byrden med at søge efter og redegøre for disse dokumenter. Men selv når det et stort arbejde for landene, er denne bistand nødvendig for at sikre en fair retssag og derfor essentiel for tribunalets arbejde og skal efterkommes helt igennem. ICTY er en vigtig institution, etableret af FN og kan kun lykkes i sit arbejde med hjælp og støtte fra medlemslandene. Selvfølgelig skal anmodningerne være rimelige, men det sikrer dommerne," siger Alex Whiting, der fra 2002 til 2007 var anklager ved Krigsforbrydertribunalet i Haag.
Radovan Karadzics mange problemer med at fremskaffe dokumenter er ikke gået ubemærket hen i det tidligere Jugoslavien. Blandt andet har de bosnisk-serbiske aviser Glas Srpske og Nezavisne Novine bragt en række artikler om emnet, hvor landenes manglende samarbejde med Karadzic fremstilles som et udtryk for det internationale samfunds generelle uvilje mod serberne, og ICTY har fået tilnavnet "Uretfærdighedens domstol".
"Jeg tror ikke, at nogen i Serbien forventer, at de lande, der var involveret i krigen, vil hjælpe Karadzic. Ligesom flertallet ikke forventer, at retssagen mod Karadzic vil blive fair. Der hersker en udbredt opfattelse af, at ICTY ikke er fair over for serberne. De fleste serbiske toppolitikere og militærfolk fra den tid sidder i Haag, hvorimod kun ganske få fra de øvrige lande er der. Samtidig har det aldrig været slået ordentlig fast i den serbiske offentlighed, at det var Serbien, som startede krigen, og at serberne begik krigsforbrydelser. Det giver stof til at se tribunalet som uretfærdig," siger den serbiske politiske kommentator Bratislav Grubacic.
Det er derfor et uheldigt signal at sende til landene i det tidligere Jugoslavien, at en lang række lande har vist uvilje mod at udlevere dokumenter til Karadzic, påpeger Balkan-eksperten Karsten Fledelius.
"Det er helt afgørende, at Karadzic bliver dømt på nogle præmisser, så serberne ser det som en retfærdig dom. Ellers vil de se ham som martyr. Tribunalet har gjort et stort og samvittighedsfuldt arbejde for at undgå dette, men de lande som skulle samarbejde med tribunalet, herunder muligvis også Danmark, har ikke gjort nok. I en række lande, som skulle aflevere dokumenter, har der ikke være afsat tilstrækkelige ressourcer til at fremskaffe dokumenterne, fordi man har anset Karadzic for allerede at være dømt," siger han.
Og det er forståeligt, hvis serberne får den opfattelse, mener den danske historiker Tea Sindbæk, der forsker i nyere historie i det tidligere Jugoslavien, herunder ICTY?s rolle for opfattelsen af krigene, ved York Universitet i Storbritannien.
"Det virker utroværdigt, at det internationale samfund anklager Karadzic, som alle er overbevist om er skyldig, og så ikke gider gøre nok i indsatsen for at hjælpe ham med at finde det, han har brug for. Det kommer til at lugte lidt af skueproces. Når det er sagt, mener jeg ikke, at der er tale om en skueproces. Tribunalet arbejder med en høj grundighed og systematik, som sikrer en høj retssikkerhed. Men der er kredse i Serbien, som vil kunne bruge dette til at sige: Se hvordan de allerede har dømt Karadzic, og ingen vil hjælpe ham," siger Tea Sindbæk.
Og vokser mistilliden til tribunalet blandt serberne, kan det underminere ICTY?s arbejde yderligere, mener serbiske Bratislav Grubacic.
"Hvis tribunalet skal få den funktion – at bidrage til retfærdighed og forsoning i det tidligere Jugoslavien, som oprindeligt var den tiltænkt, er det afgørende, at alle befolkningerne i regionen ser den som en institution, der er fair og bidrager til forsoning. Dette er ikke lykkedes endnu, fordi opfattelsen af ICTY blandt serberne som unfair har været så meget stærkere. Derfor er det ikke godt, at Danmark har tilbageholdt information for Karadzic, fordi det forstærker mistilliden til tribunalet. Også selvom det ikke vil skabe det store postyr i den serbiske offentlighed," siger han.