Prøv avisen
Historisk set

Balkan - geografi eller politik?

Historien viser, at Balkan-landene ikke er gennemsnitlige europæiske nationalstater. Her står flygtninge fra Syrien i går i kø efter mad ved grænsen mellem Makedonien og Grækenland, mens de håber at komme videre op gennem Europa via den såkaldte ”Balkan-korridor”. - Foto: Valdrin Xhemaj/EPA/Scanpix

Ordet Balkan, der blev opfundet af en tysk geograf i 1808, er ikke en neutral geografisk betegnelse, men for mange synonym med småstater i opløsning, skriver historiker Uffe Østergård, nu da Balkan igen er i fokus med de store flygtningestrømme gennem området

Betegnelsen Balkan blev skabt af geografer i begyndelsen af 1800-tallet som en parallel til Den Pyrenæiske Halvø for Spanien og Portugal og Den Appenninske Halvø for Italien.

Den tyske geograf Johann August Zeune der levede fra 1778 til 1853, brugte navnet i 1808. I hans definition omfatter Balkan-halvøen området mellem Adriaterhavet, Det Joniske Hav, Det Ægæiske Hav, Marmarahavet og Sortehavet og afgrænses mod nord af floderne Donau og Sava, mod vest af en linje mellem Ljubljana og Trieste.

I dag bor der næsten 50 millioner mennesker i området, der omfatter Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Serbien, Albanien, Makedonien, Kosovo, Bulgarien, Grækenland samt den europæiske del af Tyrkiet og lidt af Rumænien ved Donaus udmunding i Sortehavet.

Navngivningen 'Balkan' bygger dog på en fejlagtig forestilling om en ubrudt bjergkæde, som rejsende fra Centraleuropa til Istanbul måtte passere.

Reelt er der tale om adskilte bjergområder med højsletter og brede dalstrøg imellem, først og fremmest Makedonien midt i Balkan. Herfra kan man dominere de omliggende lande og kontrollere hovedindfaldsvejen fra Thessaloniki i Grækenland til Donau-bassinet.

Det var her, de allierede under Første Verdenskrig kæmpede indædt, men uden større succes, mod Østrig-Ungarn for at undsætte det erobrede Serbien.

Makedoniens geografi er forklaringen på, at alle naboer, fra bulgarerne og serberne til grækerne og albanerne, har gjort og til dels stadig gør krav på dette ulyksalige område, samtidig med at navnet er forbundet med alle tiders største erobrer, Alexander den Store, hans fader Filip og hans makedonske efterfølgere, der herskede over en del af arven efter Alexander - de andre var ptolemæerne i Egypten og seleukiderne i Syrien, Mesopotamien og Iran.

I dag hylder Makedonien denne arv med et veritabelt disneyland af forgyldte søjler i centrum af Skopje og en lufthavn opkaldt efter Alexander. Med det resultat, at Grækenland boykotter staten, der officielt kaldes Former Yugoslav Republic of Macedonia, Fyrom, eller blot Skopje efter hovedstaden.

”Balkan” er ikke en neutral geografisk kategori, men er blevet selve kodeordet for opløsning, skumle intriger og uhæmmet blodtørst, som det fremgår af den bulgarsk-amerikanske historiker Maria Todorovas fascinerende analyse ”Imagining the Balkans” fra 1997.

Denne forståelse af ”Balkan” er populariseret i udødelige klassikere, som filmatiseres igen og igen.

Det begyndte med Bram Stokers ”Dracula” fra 1897, selv om bogen strengt taget foregår i Transsylvanien i vore dages Rumænien, der indtil 1918 var en del af Ungarn.

Det fortsatte med Anthony Hopes klassiker ”Fangen på Zenda” fra 1899, som foregår i et ubestemt land ved navn ”Ruritanien”, en betegnelse, der siden i den grad er slået an i angelsaksisk sprogbrug, at den afdøde britiske historiker Eric Hobsbawm til undren for generation efter generation af geografisk ukyndige læsere henviser til et land med dette navn i sin klassiker ”Nations and Nationalism” fra 1990 som betegnelse for et hysterisk nationalistisk land.

Allermest medvirkende til at udødeliggøre myten om det mystiske Balkan er formodentlig Agatha Christies ofte filmatiserede ”Mordet i Orientekspressen” fra 1934 samt Eric Amblers spionromaner fra et skummelt Balkan med nationalisme, international våbenhandel og autoritær kommunisme oven på en undergrund af uigennemsigtige ,”byzantinske” politiske intriger, korruption og vold.

Hvordan det nu end forholder sig med disse litterære klassikere, om de var årsag eller virkning, kom ordet ”balkanisering” efter 1880, i takt med opløsningen af Osmannerriget og oprettelsen af mere eller mindre nationale stater, til at blive et synonym for opløsning i stridende småstater.

På italiensk kalder man politisk ukorrekt en frugtsalat for en ”macedonia”. Dermed hentydes til de mange småt skårne frugtstykker, der er blandet med hinanden i stil med de nationale og etniske grupper, der lever side om side på Balkan. Denne nationalt blandede situation er en arv fra Osmannerriget, hvor etniske grupper defineredes efter deres religion, på tyrkisk millet.

I 1800-tallet blev disse religiøse grupper efterhånden identificeret som nationaliteter med deraf følgende blodige konflikter mellem nært beslægtede folkeslag og naboer, som vi senest så det i borgerkrigene i Jugoslavien i 1990'erne.

Osmannerriget var et sammensat imperium, som på sit højdepunkt i 1500- og 1600-tallet strakte sig over hele Det Mellemste Østen, Egypten, Nordafrika og det område i Europa, der i politisk korrekt EU-speak kaldes ”Syd- og Sydøsteuropa” - hvor det lades uafklaret, om Grækenland hører med til Balkan.

Osmannerriget var opkaldt efter grundlæggeren af det herskende dynasti, Osman, ligesom Det Habsburgske Imperium også var navngivet efter det herskende dynasti. Eller Det Oldenborgske Monarki mellem 1460 og 1863, der er den rette titel på den dansk-norsk-slesvigsk-holstenske helstat med områder i Nordatlanten samt kolonier i Afrika, Vestindien og Indien.

Når der bortses fra al geografi og moderne fordomsfuld mytedannelse, er det den fælles arv fra de fem århundreder, hvor Balkan under navnet Rumeli (det vil sige ”Rom” på tyrkisk) var en central del af Osmanneriget, samt den ortodokse udgave af kristendommen i Det Østromerske eller Byzantinske Rige, der er særkendet for denne del af Europa.

Denne arv er siden forvaltet af forskellige autoritære, mere eller mindre nationalistiske regimer i 1800- og 1900-tallet. Efter 1945 kom hele området, bortset fra Grækenland, under forskellige kommunistiske regimer. I Grækenland sejrede de konservative kræfter i en forbitret borgerkrig mellem 1944 og 1949 med vestlig hjælp, men blev ikke meget mindre autoritært og byzantinsk, blot med modsat politisk fortegn.

Selv om det ikke gøres ret ofte, bør Tyrkiet i grunden også medregnes til Balkan af historiske såvel som geografiske årsager. Også dette land var længe nationalistisk og autoritært styret. Af den grund undgik landet kommunismen og tilsluttede sig i stedet den vestlige forsvarsalliance (Nato, red.) i 1952 samtidig med Grækenland.

I dag er Balkan-landene medlemmer af EU, kandidater til at blive det, eller EU-protektorater som Bosnien og Kosovo. Ingen af dem praler med at tilhøre Balkan, men det vil være klogt af mere heldige europæere at gøre sig klart, at der ikke bare er tale om gennemsnitlige europæiske nationalstater.