Utålmodigheden og frustrationerne breder sig i takt med en gryende nationalisme på det vestlige Balkan. Godt halvandet årti efter de første erklæringer fra Bruxelles om, at ”Balkans fremtid er i EU”, er kun Slovenien og Kroatien blevet optaget, mens resten af forhandlingerne er gået så godt som i stå.
EU’s interne konflikter om flygtninge og Brexit har sløvet optagelsesforhandlingerne yderligere de senere år, mener den makedonske udenrigsminister, Nikola Dimitrov.
”Kandidatlandene har mistet troen på, at processen fører til noget. Nogle gange virker det som en vej mod ingenting,” siger han.
I dag samles stats- og regeringsledere fra Serbien, Montenegro, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Makedonien og Albanien i den italienske by Trieste med EU’s udenrigschef Federica Mogherini og en række stats- og regeringsledere fra EU, heriblandt også de regionale medlemslande Slovenien og Kroatien. Tanken er, at mødet skal holde liv i reformerne på Balkan.
Og det er der brug for, siger Nikola Dimitrov. Balkan er ikke et muntert sted, landenes ledere er mistroiske over for hinanden, diskussioner om landegrænser blusser ofte op, og de frie medier og dommere er under pres. Samtidig vokser korruptionen, og med en ungdomsarbejdsløshed på 40-50 procent søger de unge andre steder hen og tager det vestlige Balkans håb for fremtiden med sig, forklarer han.
”Problemet med problemer er, at de breder sig (...) Og mens vi kæmper med den her proces, så mister vores unge generation tålmodigheden, og de bedste af dem tager til Europa,” siger han.
Ministeren kalder topmødet meget vigtigt, fordi den franske præsident, Emmanuel Macron, for første gang deltager side om side med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og spørgsmålet er, om de sammen kan sætte gang i processen igen.
Næppe, lyder vurderingen fra Tomasz Zornaczuk, ekspert i det vestlige Balkan og EU-udvidelsen ved Det Polske Institut for Internationale Studier. Han kalder også processen meget langsom og siger, at Serbien og Montenegro er de eneste lande, der reelt er i gang med optagelsesforhandlinger.
I de enkelte lande er årsagerne forskellige, men fra EU’s side handler det særligt om manglende politisk vilje. Flere udvidelser vinder ingen valg, og hvor processen tidligere var meget teknisk og elitær, skal for eksempel de franske og tyske parlamenter i dag høres.
Helt anderledes så den politiske entusiasme ud under østudvidelsen i 2004, da unionen fik 10 nye medlemslande, primært fra den tidligere østblok.
”Tanken var dengang, at enten tager vi Østeuropa med om bord, eller også fortsætter de for evigt under russisk indflydelse. Den tanke har manglet i forhold til Balkan,” siger Tomasz Zornaczuk.
Men i de senere år har eksperter meldt om stigende russisk indflydelse i lande som Serbien og Makedonien, mens Tyrkiet også puster til følelserne i de overvejende muslimske lande Kosovo og Bosnien-Hercegovina.
”Når de bedst uddannede folk forlader Balkan, risikerer vi meget svage stater og meget svage demokratier. Og dermed er der også mere plads til populisme, som er nemmere at manipulere og påvirke udefra,” siger han.
Nikola Dimitrov mener, at tilnærmelsen til EU er Balkans bedste værn mod populismen. Indtil videre er han ikke nervøs for en region i krig og kaos som i 1990’erne, men roen i hans sind kræver, at EU aktivt kræver reformer.
”Når folk på Balkan tvivler, begynder de at snakke landegrænser. For mig er det nonsens og opskriften på en katastrofe, men hvis vi begynder at diskutere de spørgsmål og giver et signal om, at den slags kan lade sig gøre, så er der en sandsynlighed for, at vi ender som i 1990’erne,” siger Makedoniens udenrigsminister, som selv deltager i dagens fjerde topmøde mellem EU og Balkan-landene.