Prøv avisen
Interview

Forfatter: Balkans krige er historien om en frygt, der kan gentage sig alle steder

En ældre mand løber for livet i 1995, da en snigskytte åbner ild ved Bare Kirkegård i Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina, under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Sarajevo var belejret i næsten fire år fra 1992 til 1995 af serberne. ”Taler man med serbere om, hvorfor de begik dette eller hint overgreb, vil de sige, at det var for ikke selv at blive udslettet. Taler man med kroater eller bosniske muslimer, er billedet det samme. Alle ser sig som ofre, ingen som gerningsmæ Foto: Jerome Delay/AP/Ritzau Scanpix

Det var hverken nationalisme eller oldgammelt had til andre befolkningsgrupper, der startede krigene på Balkan i 1990’erne, skriver lektor og ph.d. i østeropæisk historie Christian Axboe Nielsen i sin nye bog ”Vi troede ikke, at det kunne ske her”

I en smal dal, nogle kilometer nord for Srebrenica i Bosnien-Hercegovina, står 6525 ens hvide, kvadratiske høje sten – en for hvert af de ofre for massedrabet i Srebrenica, der foreløbig er blevet fundet og identificeret. Gravpladsen i Potocari er den største mindelund for den serbiske hærs massakre på bosniske muslimer under krigene i det tidligere Jugoslavien og et markant symbol på de etniske udrensninger, som krigene blev berygtet for. Serberes overgreb mod muslimer og kroater, kroaters mod serbere og muslimer, og i mindre grad muslimers mod kroater og serbere.

Alligevel er det hverken etniske spændinger eller nationalisme, der figurerer øverst blandt den danske Balkan-ekspert Christian Axboe Nielsens forklaringer på, hvad det egentlig var der skete, da Jugoslavien brød sammen for øjnene af en rystet omverden i 1990’erne. Tværtimod understreger han i sin nye bog ”Vi troede ikke, at det kunne ske her”, der udkom i fredags på Kristeligt Dagblads Forlag, at faktorer som oldgammelt had, civilisationernes sammenstød eller arven fra kolonistyrer må aflives som forklaring på Jugoslaviens sammenbrud.

”Jeg benægter ikke, at der var et stærkt element af etnicitet og nationalisme i krigene, men det var noget, der kom til undervejs. Der var nok et flertal af mennesker, der ønskede en opdeling af Jugoslavien, men med fredelige midler,” siger han.

”Det var de ekstreme aktører, der kastede Balkan ud i krig. Mennesker som Milosevic (tidligere, nu afdød serbisk præsident, red.), der tog fat i spøgelserne fra Anden Verdenskrig og fik skabt en frygt for ’de andre’, som flød over i uhæmmet vold,” siger Christian Axboe Nielsen.

Han minder om, hvordan Anden Verdenskrig fylder nærmest ufatteligt meget i historien på Balkan, hvor kroatiske nazimedløbere havde held til at oprette en form for selvstyre og begik folkedrab på serbere, bosniere, jøder og romaer. Resultatet var, at de fleste jugoslaver under krigen blev dræbt af andre jugoslaver, ikke af tyskerne.

”Derfor var det let at bilde serberne ind, at hvis der opstod en ny kroatisk stat i skyggen af Jugoslavien, ville serberne igen blive udsat for et folkedrab – og så var stemningen pisket op.”

”Hvis man skal koge forklaringen på Balkan-krigene ned til en sætning, kan man sige, at de handlede om, hvorfor jeg skal være mindretal i dit land, hvis du kan blive mindretal i mit land,” siger han.

Er det ikke forståeligt, at man kan ende med at opfatte et angreb som det bedste forsvar, hvis man virkelig føler sig truet og bange?

”Jo. Etnicitet og nationalisme eksisterer i alle moderne samfund, men det afgørende er, hvornår det får dominans og spænder ben for samarbejdet mellem de enkelte befolkningsgrupper. Ét er, at det fra 1991 er umuligt at forestille sig, at Jugoslavien kan undgå at gå i opløsning. Men det betyder ikke, at der behøvede at ske en etnisk udrensning.”

Nøglen til at forstå, hvorfor Jugoslavien overhovedet begyndte at sprække, ligger før de etniske modsætninger, pointerer Christian Axboe Nielsen. For vist bestod Jugoslavien (hvis navn betyder ”sydslavernes land”) fra landets dannelse i 1918 af en række forskellige befolkningsgrupper – serbere, kroater, slovenere, bosniske muslimer, makedonske slavere for blot at nævne de største – men de indbyrdes forskelle blev særligt efter Anden Verdenskrig styret med fast hånd i den fælles stat. Landets kommunistiske leder, Josip Broz Tito, anvendte i årtier en blanding af undertrykkelse og selvbestemmelse for at sikre en stærk Jugoslavien under parolen ”broderskab og enhed”.

Da Tito døde i 1980, forsvandt landets leder gennem mere end næsten 40 år – og der var ingen oplagt efterfølger.

Mange af de dygtigste eller mest reformivrige kommunister var for længst blevet udmanøvreret af Tito, så han kunne sikre sin egen magt, og det havde efterladt et felt af middelmådige ledere, for hvem loyaliteten over for deres egen delrepublik oftere var stærkere end over for den fælles jugoslaviske stat.

I praksis svarede det til, mener Christian Axboe Nielsen, at Snehvide er død, og huset nu skal styres af de syv små dværge. Syv små dværge, der hverken kan enes eller sætte det fælles ansvar først, men derimod alle påstår, at de hver især handler i Snehvides ånd.

”Tito dør på et tidspunkt, hvor Jugoslavien står med enorme økonomiske problemer, landet er stort set bankerot. Alle leder efter en løsning – gerne en stor mand med en stor løsning, men der er ingen,” siger han.

Således er det efter hans mening et rent tilfælde, at Slobodan Milosevic – den senere serbiske præsident og en af krigens hovedaktører, der slås for et Storserbien til erstatning for Jugoslavien – kommer til magten:

”Han snubler ind i rollen. Han var ikke nationalist. Han var intet andet end en temmelig kedelig karriereembedsmand, der pludselig fatter, at han kan få magt ved at puste til serbernes frustrationer. Og at han, hvis han ikke overtager nationalisternes retorik, selv vil blive fejet af banen. Så han griber fat i de gamle fjendebilleder og fortæller serberne, hvordan de i årtier er blevet snydt af de andre befolkningsgrupper i Jugoslavien, men at han kan gøre Serbien ’great again’.”

At det også sker ved målrettet at dræbe civile muslimer som led i ”at beskytte” den kristne nation Serbien, gør ikke Balkan-krigene til en religionskrig, mener Christian Axboe Nielsen. Han henviser til en serbisk journalist, der på et tidspunkt efter krigen interviewer en bosnisk serber – en tidligere højstående politiminister, der for nylig er blevet tiltalt for krigsforbrydelser – om netop religionens indflydelse. Efter at have lyttet til vedkommende, spørger journalisten:

”Hvis jeg har forstået det rigtigt, var det, der skete i Bosnien, en religionskrig ført an af ikke-troende?.”

Hvortil den tidligere minister, der imidlertid arbejder i Serbien som småkagefabrikant, nikker.

”Religion var noget, man skiltede med i krigen, som kriminelle skilter med deres rygmærker. Fronterne blev ikke båret af troen. Tværtimod er der en række eksempler på, hvordan kristne dræbte andre kristne, hvis de forsøgte at beskytte nogle uden for gruppen. For eksempel kroatiske katolikker, der forsøger at beskytte ortodokse serbere eller bosniske muslimer, men så selv bliver dræbt af andre kroater,” siger Christian Axboe Nielsen.

Du skriver i din bog, at vi skal passe på med at lade os forføre af endeløse diskussioner om ofrenes etnicitet. Men er etnicitet kun forførelse? Er et etnisk tilhørsforhold ikke en konkret bevidsthed hos den enkelte?

”Jo, naturligvis er den det. Men i normale samfund er etnicitet en bekendtgørelse mellem så mange andre, der deles med det omgivende samfund. Man kan være dansker, AGF-fan, jurist, håndboldspiller, tilhænger af punk-musik, kvinde eller mand og så videre. Vi er indviklede mennesker, der er sat sammen af en række forskellige identiteter. Det, der skete i Jugoslavien, var, at indbyggerne blev reduceret til én ting: deres etnicitet.”

”Lad os sige, at jeg var lærer i folkeskolen og tilfældigvis kroat, og du var min elev – tilfældigvis muslim. Før krigen var vores etniske grupper ganske ligegyldige, det afgørende var lærer-elev-forholdet. Men da krigen kom, var det etniciteten, der afgjorde, om jeg havnede i fængsel, og om du blev min bøddel.”

Det er denne reduktion, der skaber de umenneskelige overgreb, som fandt sted under Balkan-krigene, mener Christian Axboe Nielsen. Det enkelte menneske forsvinder, når alt gøres op i etniske grupper. Det samme gælder ofrene for de etniske udrensninger.

”Vi reducerer også udrensningen i Srebrenica til 8000 bosniske muslimske mænd og drenge, men glemmer, at det var mennesker. I Srebrenicas massegrave ligger for eksempel en 16-årig dreng, der pjækkede fra skole, røg hash og lyttede til rockmusik. Han var sikkert sjældent i moskéen. Nu ligger han under en gravsten, hvor han hyldes som martyr for det bosniakiske folk (et udtryk for bosniske muslimer, som blev udbredt under krigen, red.),” siger han.

”På den måde risikerer vi også posthumt at påtvinge ofrene den snævre identitet, som deres gerningsmænd brugte som påskud til at myrde dem.”

Mange af de byer, der blev hårdest ramt af udrensninger, var paradoksalt nok byer med en høj andel af indbyggere, der ikke selv lagde vægt på deres etnicitet, men i højere grad opfattede sig selv som jugoslaver.

”Byer som Sarajevo og Vukovar blev netop smadret, fordi der boede mange jugoslaver. De skulle væk, fordi de var den lim, der holdt landet sammen.” siger Christian Axboe Nielsen.

Gennem de mere end 20 år, den danske historiker har rejst i det tidligere Jugoslavien, har han mødt den ene forfærdelige historie efter den anden om, hvordan mennesker, der tidligere levede fredeligt sammen uden at skænke deres etniske tilhørsforhold en tanke, pludselig blev fjender. En af dem gælder en praktiserende læge med tjekkiske rødder, hvis familie var kommet til Bosnien under det Østrig-ungarske Kejserrige før Første Verdenskrig. Lægen havde haft sin praksis i mange år og var vellidt af folk af alle etniciteter i sin bosniske landsby.

I foråret 1992 begyndte de lokale serbere at sprede den rygte, at han tvangssteriliserede sine kvindelige serbiske patienter – og en dag var lægen forsvundet, formentlig bortført og slået ihjel af lokale beboere.

”Man fatter jo ikke, hvad det er, der sker, når mennesker pludselig vender sig mod hinanden på den måde. Det er en ting at forsøge at forklare, hvorfor krigene kom, men at begribe det er noget helt andet. Det svarer til dem, der i årtier har forsket i holocaust, men formentlig stadig har svært ved at begribe, hvordan anstændige jurister, skolelærere og andre kunne blive involveret i jødeudryddelserne,” siger han.

Tilbage står, at uanset hvor på Balkan man befinder sig, betragter alle sig stadig som ofre for andres had:

”Taler man med serbere om, hvorfor de begik dette eller hint overgreb, vil de sige, at det var for ikke selv at blive udslettet. Taler man med kroater eller bosniske muslimer, er billedet det samme. Alle ser sig om ofre, ingen som gerningsmænd. Alle blev angrebet, ingen vil indrømme at have angrebet andre.”

En bosnisk-kroatisk kvinde græder på en af bænkerækkerne i et franciskansk kloster i landsbyen Guca Gora i Bosnien, hvor hun har søgt tilflugt sammen med omkring 200 andre civile kroater efter at være blevet angrebet af bosniske muslimer i 1993. Borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne blev kendt for deres etniske udrensninger, men det var hverken etniske spændinger eller nationalisme, der lagde grunden til krigene, siger Balkan-ekspert Christian Axboe Nielsen i sin nye bog ”Vi troede ikke, at det kunne ske her”. – Foto: David Brauchli/AP/Ritzau Scanpix