Ved byen Pocheon en times kørsel nordvest for Seoul gemmer en mand sig for nordkoreanske snigmordere.
I over en halv time kravler bilen forsigtigt op og ned ad de frostglatte grusveje, men det er svært at finde hans spor. Fra bilvin-duerne ser man blot en håndfuld huse med istapper hængende fra tagrenderne, sneklædte haver og en ensom tykpelset hund, der gør for enden af sin lænke.
Endelig viser der sig en underlig konstellation på toppen af en bakke bestående af to shippingcontainere, der er sat oven på hinanden og bagefter svøbt ind i gennemsigtigt plastic.
Foran hæver en spinkel mand på 61 år med grå stænk i håret hånden i en hilsen. Et smil tegner sig i mundvigene. Det er ballon-krigeren Lee Min-bok.
Han har viet sit liv til at kæmpe mod det nordkoreanske styre, og hans våben er syv meter høje cylinderformede balloner fyldt med løbesedler og usb-nøgler om livet i Sydkorea, som han sender ind over grænsen til Nordkorea, når vinden blæser mod nord.
”Nordkorea er et land fyldt med løgne. Jeg tror, at Nordkoreas problemer kan blive løst, hvis bare nordkoreanerne får sandheden at vide,” siger Lee Min-bok.
Hans informationskrig mod det nordkoreanske styre har fået ham på sigtekornet. I 2011 sendte Nordkorea en snigmorder til Sydkorea for at myrde tre personer med giftige nåle. Snigmorderen blev afsløret af det sydkoreanske politi, inden han nåede frem til sit første mål. Det var heldigt for Lee Min-bok, som var nummer to på listen.
Seks politifolk holder i dag øje med Lee Min-bok, og 15 overvågningskameraer er sat op omkring det lille containerhus og langs vejene herhen.
Derfor må man ikke få udleveret den præcise adresse, og en civilklædt politimand instruerer i, hvordan der ikke må tages billeder, som kan afsløre den geografiske beliggenhed.
Kristeligt Dagblad er ankommet til Syd- korea på et tidspunkt, hvor mange måneders intense spændinger med atomprøvesprængninger, missiltests og utallige trusler om krig er blevet afløst af forsonende toner mellem de to lande, som på papiret aldrig har afsluttet den krig, som skar det gamle Korea midt over tilbage i 1953.
Nordkorea har sendt 22 atleter til vinter-OL i Sydkorea, og under indmarchen til dagens åbningsceremoni går de to lande under fælles flag.
Vejen blev banet for Nordkoreas OL-deltagelse, da landets leder, Kim Jong-un, rakte hånden ud mod syd i sin årlige nytårstale.
”Jeg håber oprigtigt, at vinter-OL i Pyeongchang vil blive en succes,” lød det fra Kim Jong-un i sin tale.
”Vi er villige til at tage de nødvendige skridt, inklusive at sende vores delegation.”
Det førte til et 11 timer langt møde mellem de to koreanske lande i grænsebyen Panmunjom i begyndelsen af januar og den første diplomatiske kontakt siden 2015.
Ballon-krigeren Lee Min-bok nærer ingen forhåbninger til et muligt tøbrud. Han har intet imod, at de nordkoreanske atleter deltager i vinter-OL, men han tror ikke, at det kommer til at ændre på noget som helst:
”Nordkorea vil med sin deltagelse i OL vise sine indbyggere, at det er en mægtig atommagt, og at selv Sydkorea bøjer hovedet for det og frygter det.”
Han sidder på gulvet i varmen inde i sin container. Væggene er klædt med sølvskinnende termostof for at holde de 15 minusgrader ude. To store landekort med den koreanske halvø dækker væggene over en madras i hjørnet. Bagest er et lille, aflangt køkken komplet med gryder, potter og service, mens en dør ved endevæggen leder ud til et mikroskopisk toilet.
Lee Min-bok viser indholdet af en af de 1000-1500 balloner, som han hvert år sender over grænsen.
I ballonen ligger der typisk cirka 30.000 millimetertynde løbesedler med tætskrevne informationer om levestandarden i Sydkorea, fakta om Koreakrigen og også om kristendommen. Alle har de Lee Min-boks mailadresse og telefonnummer skrevet nederst. Nogle gange er der også usb-nøgler, cd’er, medicin og sågar gammeldags transistorradioer med i ballonerne.
Han hæfter tidsindstillede udløsere fast til ballonerne, så de først sprænger, når de er nået godt ind over grænsen. Så vil de drysse ned over nordkoreanerne som bittesmå knitrende fragmenter af den verden, som de ellers er afskåret fra.
”Det nordkoreanske regimes største trussel er, hvis folket bliver oplyst. Det værste er, hvis der bliver tændt en flamme hos det nordkoreanske folk,” siger Lee Min-bok.
Han ved om nogen, hvad han taler om.
Tilbage i 1990 boede Lee Min-bok selv i Nordkorea og arbejdede som landbrugsforsker ved en videnskabsinstitution i hovedstaden, Pyongyang.
Men på en rejse til grænsen fik han fat i en sydkoreansk løbeseddel, der kom fra en ballon. Beskeden chokerede ham.
Her stod der, at Koreakrigen begyndte i 1950 med Nordkoreas invasion. Den officielle fortælling i hans hjemland var ellers, at USA og marionetten Sydkorea havde startet krigen med Nordkorea.
Løbesedlen gav anledning til en stigende desillusion, som til sidst fik Lee Min-bok til at flygte fra Nordkorea over Moskva, og han kom med kristne missionærers hjælp til Sydkorea i 1995 og konverterede selv undervejs til kristendommen.
Sin familie vil han helst ikke tale om. Hverken den, han siden fik i Sydkorea, eller den, han måtte efterlade i Nordkorea.
Han har sendt dem penge, og derfor er de stadig i live, siger han.
”Det er alt, hvad du behøver at vide om min familie,” siger han, men lader alligevel ordene fortsætte:
”Men selvfølgelig savner jeg dem. En del af årsagen til at gøre, hvad jeg gør, er for at redde min familie i nord.”
Kristeligt Dagblad tager afsked med Lee Min-bok og hans balloner og kører mod sydvest tættere på grænsen til Nordkorea, den cirka 250 kilometer lange og fire kilometer brede demilitariserede zone, som deler den koreanske halvø langs den 38. breddegrad.
Langs motorvejen Jayu-ro, Frihedens vej, der strækker sig fra den sydkoreanske hovedstad, Seoul, til grænsen, raver sammenrullet pigtråd op fra toppen af det flere meter høje hegn. De militære udkigsposter afløser hinanden, og tre kampvogne kører forbi med unge sydkoreanske soldater siddende på toppen i camouflagetøj, mens de spejder langs vejene med geværerne fremme i faste greb.
Landsbyen Manu-ri ligger ved Inmin-floden, der deler de to koreaer.
Her bor omkring 100 indbyggere, og inde i halvmørket i en lille ellers mennesketom købmandsbutik med sydkoreanske snacks på hylderne sidder Kim Yong-hee på 67 år på en briks ved kasseapparatet.
Hun er langt mere opslugt af at se en tenniskamp i det lille fjernsyn, der hænger i hjørnet af butikken, end af, om diktatoren Kim Jong-un har artilleri eller atomvåben klar til affyring et par kilometer borte på den anden side af floden.
”Jeg har boet her i 40 år, efter jeg giftede mig med min mand, som er fra området. Jeg har vænnet mig til det og tænker ikke over, at jeg bor så tæt på Nordkorea,” fortæller hun.
”Hvis Nordkorea vil angribe, så går de nok efter Seoul eller et sted med mange mennesker. Jeg tror ikke, at de vil komme over floden til os. Det er alt for besværligt – de vil bruge motorvejen i stedet,” siger hun.
Kim Yong-hee har dog lagt mærke til, at de sydkoreanske myndigheder har skruet ned for deres propaganda og musik, som ellers bliver spyet ud for fuld kraft fra højttalerne udenfor.
”Det er nok, fordi Nordkorea kommer med til vinter-OL,” konstaterer hun.
Ifølge Kim Yong-hee er den eneste gene ved at bo som nærmeste nabo til verdens mest omtalte trussel, at man først skal søge om tilladelse fra militæret, hvis man vil bygge nyt til huset.
Der er temmelig stille her, smiler hun og fæstner atter øjnene på tenniskampen i fjernsynet.
Længere mod sydøst, i hovedstaden, Seoul, bor en mand, der har gjort det til sin mission at ruske op i sydkoreanere som den ældre Kim Yong-hee og gøre dem bedre rustet til en mulig konflikt med Nordkorea.
”Sydkoreanerne har en tendens til at kigge den anden vej. Hvis noget blusser op, så dør det også hen igen, er tankegangen,” siger den 44-årige Woo Seung-yep, mens han sidder på Café Leo en etage under jorden i et højhus i den vestlige del af byen.
Woo Seung-yep er såkaldt prepper. En person, der forbereder sig på en katastrofe eller krig, der ikke er indtruffet endnu. Han lægger en camouflage-farvet rygsæk midt på café-bordet og tager indholdet ud: Fryse-tørret mad, vand, bandage, en lommekniv og andre nødrationer til at klare sig i en måned.
Enhver sydkoreansk husstand bør have rationer til en måned, forklarer han.
Woo Seung-yeps sans for fare blev grundlagt tilbage i 1996, da han gjorde tjeneste i militæret og blev sat til at jagte nordkoreanske agenter på sydkoreansk jord. Her blev han bevidst om, at man i Sydkorea ikke var ordentligt forberedt på en konflikt med den kommunistiske nabo i nord.
For få år siden droppede han en karriere i it-branchen og kastede sig på fuld tid over arbejdet med at rådgive i krisehåndtering, skrive bøger og holde foredrag for de sydkoreanske myndigheder. Med Donald Trump som præsident i USA og de seneste måneders intense spændinger på den koreanske halvø oplever han i dag en større interesse for sit noget specielle felt.
Woo Seung-yep giver ikke meget for Nordkoreas deltagelse i OL eller forsikringerne om, at styret vil forbedre forholdet til Sydkorea.
”Nordkorea køber sig bare tid, og USA er jo heller ikke i gang med at neddrosle militært,” siger han.
”Jeg tror, at noget stort kan ske i år,” lyder det fra Woo Seung-yep, før han forsvinder væk fra Café Leo og videre ud i Seouls byliv med sin overlevelsestaske spændt stramt fast på ryggen.