Banebrydende dom giver en afdød 14-årig britisk pige ret til at blive frosset ned

”Etisk uklogt,” siger ekspert i bioetik, som kalder det ønsketænkning, at et nedfrossent menneske kan blive vakt til live i fremtiden

For første gang har en britisk domstol givet et barn ret til at blive frosset ned. Det sker, efter pigen havde sendt et indtrængende brev til en dommer ved landsretten i London (billedet), Peter Jackson.
For første gang har en britisk domstol givet et barn ret til at blive frosset ned. Det sker, efter pigen havde sendt et indtrængende brev til en dommer ved landsretten i London (billedet), Peter Jackson. . Foto: Tim Ireland/AP/Polfoto.

For første gang har en britisk domstol givet et barn ret til at blive frosset ned. Det sker i håbet om, at der engang i fremtiden vil findes en behandling for den uhelbredelige kræftsygdom, der tog livet af en 14-årig pige.

Pigen havde sendt et indtrængende brev til en dommer ved landsretten i London, Peter Jackson.

”Jeg vil ikke begraves under jorden. Jeg vil leve og leve længere, og jeg tror på, at det i fremtiden er muligt, at man finder en kur for min kræftsygdom, og jeg kan blive vækket op igen. Jeg ønsker at få den mulighed,” skrev hun blandt andet.

Den 14-årige døde den 17. oktober. Blot 10 dage efter at hun havde fået landsrettens ord for, at hun kunne blive frosset ned, når døden var indtrådt. Det er dog først nu, at de britiske medier har fået lov til at omtale sagen.

Dommen er kontroversiel, fordi pigens fraskilte forældre var uenige om beslutningen. Faderen, der ikke havde haft kontakt med pigen i otte år, var imod hendes ønske om at blive frosset ned.

Trevor Stammers, ekspert i bioetik og lægevidenskabelig ret ved St. Mary’s Universitet Twickenham i London og tidligere praktiserede læge, mener, at det er tvivlsomt, om dommen etisk set er klog.

”Den store vildledning er troen på, at vi kan komme tilbage til livet inden for en overskuelig fremtid. Vi ved ikke, om det er muligt om 100 år at blive tøet op til et nyt liv, og den slags ønsketænkning passer ikke til vores menneskelige natur, hvor det at ældes, er en del af at vokse op,” siger han.

Nedfrysningen af den 14-årige pige er sket i Storbritannien, hvorefter hendes lig er bragt til Cryonics Institut in Michigan, USA, der har specialiseret sig i at opbevare nedfrosne personer. Med den såkaldte kryonik-teknik bliver kroppen først frosset ned til minus 70 grader, og blodet bliver erstattet med antifrostvæske. Derefter bliver kroppen med hovedet først sænket ned i en tank med flydende nitrogen, som har en temperatur på minus 196 grader. Pigens mormor og morfar har betalt de godt 350.000 kroner, som processen koster.

Ifølge landsretsdommer Peter Jackson var det ingen let beslutning at tildele den 14-pigen retten til at blive frosset ned, og dommeren mener, at der er brug for en politisk opfølgning.

”I lyset af denne sag kan man argumentere for, at der er behov for en mere grundig regulering af kryonik-teknikken i dette land,” skriver Jackson i sin afgørelse, der gik imod byretten, der først havde afvist pigens ønske.

Ifølge Trevor Stammers er det kun på grund af pigens alder, at sagen er endt ved domstolene.

”Loven om menneskeligt væv siger, at donation eller bevarelse af en hel krop er lovlig, så længe der er det nødvendige samtykke. Sagen her var kompliceret, fordi det var et barn,” siger Trevor Stammers.