Bangladesh gør klar til at rykke ud af de fattigstes klub

Siden sin grundlæggelse har Bangladesh hørt til i FN’s kategori af verdens fattigste lande. Nu er landet på vej op fra bunden af international økonomi

Siden 1971 har Bangladesh stået på FN’s liste over ”mindst udviklede lande”, LDC, men landets økonomi og øvrige udvikling er nu så stærk og stabil, at FN har godkendt det som kandidat til at forlade listen i 2024. Billedet er fra hovedstaden Dhaka.
Siden 1971 har Bangladesh stået på FN’s liste over ”mindst udviklede lande”, LDC, men landets økonomi og øvrige udvikling er nu så stærk og stabil, at FN har godkendt det som kandidat til at forlade listen i 2024. Billedet er fra hovedstaden Dhaka. Foto: A.M. Ahad/AP/Ritzau Scanpix.

Der blev festet i Bangabandhu konferencecenter i hovedstaden Dhaka for nylig, da Bangladesh fik FN’s første officielle anerkendelse af, at landet de seneste årtier har udviklet sig så meget, at det snart ikke længere hører til blandt verdens fattigste og mest sårbare lande. Siden 1971 har Bangladesh stået på FN’s liste over ”mindst udviklede lande”, LDC, men landets økonomi og øvrige udvikling er nu så stærk og stabil, at FN har godkendt det som kandidat til at forlade listen i 2024.

”Denne præstation har været mulig, fordi vi har arbejdet sammen. Det er folkets præstation. Det er den vigtigste drivkraft,” sagde premierminister Sheikh Hasina under receptionen, hvor der også blev vist videohilsener fra FN’s generalsekretær Antonio Guterres og Verdensbankens præsident, Jim Yong Kim.

Det er ikke hver dag, at et udviklingsland har skabt så store økonomiske og sociale fremskridt, at det kan forlade LDC-gruppen. Det er kun sket for fem lande.

”Det er meget flot og positivt. Det er et udtryk for, at landet på et mere overordnet plan er i stand til at klare sig selv,” siger Ole Winckler Andersen, senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier. LDC-gruppen består af 47 lande, 33 i Afrika, 13 i Asien og Stillehavsområdet og 1 i Latinamerika.

Bangladesh har ellers i årtier været indbegrebet af et u-land, og dets 163 millioner indbyggere har været bedst kendt for at trække overskrifter, der handlede om sult, fattigdom, cykloner og oversvømmelser. Senest var det den tragiske ulykke på Rana Plaza i 2013, hvor flere end 1000 tekstilarbejdere døde, da fabriksbygningen kollapsede på grund af byggesjusk, der bragte Bangladesh i søgelyset. Ulykken viste bagsiden af den rivende industrialisering, landet har været igennem i tekstilbranchen. Forsiden er, at tekstilindustrien har skaffet arbejdspladser til millioner af mennesker og tjent endnu flere milliarder taka hjem til landet i eksportindtægter. Branchen har i den forstand været en af de afgørende faktorer bag landets udvikling, selvom det på ingen måde er den eneste, pointerer antropologen Sille Stidsen, der sidste efterår udgav ”Bangladesh. Udvikling i en globaliseret verden” sammen med Mikkel Fugl Eskjær.

”Bangladeshs udvikling er resultatet af en spændende kombination af en klassisk økonomisk satsning på eksportindustri og så et meget stærkt civilsamfund. Bangladesh har nogle af verdens største og stærkeste folkelige udviklingsorganisationer, og de har haft en kolossal indflydelse på områder som sundhed og uddannelse,” siger Sille Stidsen, der arbejder ved Institut for Menneskerettigheder som specialkonsulent i menneskerettigheder og udvikling.

Hun peger på, at det meget stærke ngo-miljø stammer helt tilbage fra tiden omkring uafhængighedskrigen i 1971, hvor landet løsrev sig fra Pakistan.

”Der var allerede en folkelig mobilisering, da landet blev uafhængigt, og det er den, man har formået at bygge videre på. Skiftende regeringer har også været gode til at give ngo’erne plads. De er blevet anerkendt og har fået ansvar for store udviklingsopgaver,” siger hun.

Det er heller ikke for ingenting, at idéen om mikrolån, som økonomen Muhammad Yunus fik Nobels Fredspris for i 2006, blev fostret netop i Bangladesh. Ifølge Sille Stidsen er det karakteristisk for mange bangladeshiske organisationer, at de har arbejdet efter en ”noget for noget” devise.

”Folk har hele tiden selv skullet yde noget for at få hjælp. Tanken har været, at udviklingen skulle komme fra folk selv,” siger hun.

Det er på mange måder en imponerende udvikling, landet har været igennem, men den nuværende regering, der kom til magten i 2014 efter et flosset og omdiskuteret valg, har sat til på demokrati og menneskerettigheder.

”Regeringen er meget bevidst om, at den har leveret en stærk økonomi og bruger så sit spillerum til at undertrykke sine politiske modstandere og negligere menneskerettighederne.”

I praksis vil afskeden med LDC-gruppen betyde, at Bangladesh ikke længere har krav på særlige hensyn fra det internationale samfund i form af billige lån og handelsaftaler. Landet kan også imødese, at udviklingsbistanden vil begynde at blive udfaset, siger Ole Winckler Andersen.

”Det kan være en udfordring i en overgangsfase, men til gengæld giver det andre og nye muligheder.”