Bangladeshs kvinder skal ikke længere bevise, at de er jomfruer

Bangladesh er et af de få lande i det sydlige Asien, hvor ligestillingen vinder støt frem

 Bangladesh er et af de få lande i det sydlige Asien, hvor det går fremad, når det gælder ligestilling på arbejdsmarkedet. Andelen af kvinder i den samlede arbejdsstyrke voksede således fra 26 til 36 procent i årene fra 2003 til 2016. –
Bangladesh er et af de få lande i det sydlige Asien, hvor det går fremad, når det gælder ligestilling på arbejdsmarkedet. Andelen af kvinder i den samlede arbejdsstyrke voksede således fra 26 til 36 procent i årene fra 2003 til 2016. – . Foto: G.M.B. Akash/Panos Pictures/Ritzau Scanpix.

Indtil for nyligt har bangladeshiske kvinder været tvunget til at oplyse, om de var enker, fraskilte eller jomfruer i officielle erklæringer, såfremt de ønskede at indgå ægteskab.

Men nu har det sydasiatiske lands højesteret afgjort, at loven skal ændres. Fremover vil kvinderne blive bedt om at vælge mellem kategorierne enke, fraskilt eller ugift, når de skal sætte deres kryds i de officielle papirer. Dermed fjernes ordet ”kumari”, der betyder ”jomfru” på landets hovedsprog, bengali, fra ægteskabserklæringerne i det overvejende muslimske land.

Rettens afgørelse er en sejr for de kvinderettighedsgrupper, der i de seneste fem år har kæmpet for at få ændret ægteskabslovgivningen. Blandt andet med den begrundelse, at spørgsmålet om, hvorvidt en kvinde er jomfru eller ej, krænker kvindernes ret til et privatliv.

”Det er en afgørelse, der får os til at tro på, at vi kan kæmpe og skabe flere forandringer for kvinder i fremtiden,” siger en repræsentant for den juridiske hjælpeorganisation Bangladesh Legal Aid And Services Trust til det britiske nyhedsbureau Reuters.

På den indiske nyhedsplatform The Kachcha Chittha kalder journalisten Sonam Sachdeva ændringen af lovgivningen for historisk.

”Håbet er, at kvinder i Bangladesh fremover vil blive i stand til at leve et liv uden skam. Denne afgørelse kan også være en hjælp til at fremme kvinderettighederne i landet,” konstaterer hun.

Kvinders rettigheder er fortsat et ømt punkt i Bangladesh: 9 ud af 10 kvinder bliver udsat for partnervold, og det er stadig almindeligt, at piger forlader skolen for at blive gift, før de er fyldt 15 år. Når pigerne fylder 18 år, er over halvdelen af dem gift.

Men der sker også fremskridt i landet. Verdensbanken peger på, at Bangladesh er et af de få lande i det sydlige Asien, hvor det går fremad, når det gælder ligestilling på arbejdsmarkedet. Andelen af kvinder i den samlede arbejdsstyrke voksede således fra 26 til 36 procent i årene fra 2003 til 2016. Også, når det gælder sundhed og uddannelse, går det markant fremad for kvinderne i landet.

Da landets højesteret gav kvinderne medvind i henhold til ægteskabslovgivingen, nøjedes retten ikke med at erstatte ordet ”kumari” i ægteskabserklæringerne. Den gjorde det også – som noget nyt – obligatorisk for mændene at oplyse deres ægteskabelige status.

Beslutningen kommer formodentlig til at spare Mohammed Ali Akbar Sarker, der er ægteskabsregistrator i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, for en del spørgsmål, forventer han.

”Jeg er ofte blevet spurgt, hvorfor mænd ikke behøver at oplyse noget om deres civilstand, når kvinder skal. Jeg har altid sagt til dem, at det ikke var noget, jeg havde indflydelse på. Jeg går ud fra, at jeg ikke længere vil få det spørgsmål,” siger han til Reuters.