Barack Obama: Kristne bør ikke kaste med sten

USA's præsidents sammenligning af IS og kristne korstog vækker debat

Det er opsigtsvækkende, at Barack Obama griber i egen religiøse barm.

Præsident Barack Obama har sat konservative sind i kog i USA, efter at han i en tale forleden sammenlignede den militante islamistiske gruppe Islamisk Stats ugerninger med de blodsudgydelser, som i tidligere tider blev begået i kristendommens navn.

At bruge religion til brutalt at undertrykke andre mennesker er hverken en muslimsk idé eller en idé, der er fremmed for USA, påpegede Obama i talen, han gav under den årlige ”National Prayer Breakfast” (den nationale bønsmorgenmad) i forbundshovedstaden Washington torsdag i sidste uge.

”Menneskeheden har brødes med disse spørgsmål igennem vores historie. Før vi stiger op på vores høje hest og tror, at dette er forbeholdt et andet sted, så husk, at folk under korstogene og inkvisitionen begik forfærdelige gerninger i Jesu navn. I vores hjemland var slaveri og Jim Crow (racediskriminationslove, red.) alt for ofte retfærdiggjort i Jesu navn,” sagde han.

Obamas opsigtsvækkende bemærkninger skriver sig ind i en vedvarende amerikansk strid om truslen fra ekstremistisk islam. Præsidenten, der nægter at referere til Islamisk Stat som en religiøs gruppe, klandres af sine modstandere for at være for at være naiv i sin forståelse af truslens væsen, og hans ytringer i talen vækker dyb forargelse blandt højrekristne og konservative kritikere. Han krænker det kristne befolkningsflertal i USA og fordrejer historien, lyder kritikken.

”Præsidentensbemærkninger ved bønsmorgenmaden er de mest anstødelige, som jeg i min levetid har hørt en præsident ytre. Han har stødt hver troende kristen i USA,” siger eksempelvis Jim Gilmore, der er tidligere republikansk guvernør i Virginia.

Bill Donohue, der er formand for den katolske interessegruppe Catholic League (den katolske liga) og en førende konservativ meningsdanner, er enig. Modsat Islamisk Stats voldskampagne opfyldte korstogene kriterierne for ”retfærdig krig”, fremfører han.

”Obamas uvidenhed er forbløffende, og hans sammenligning er ondartet,” siger Bill Donohue, der betegner korstogene som ”en defensiv kristen reaktion mod middelalderens muslimske galninge”.

Andre forsvarer imidlertid Obamas bemærkninger.

”Hvis du er ægte forfærdet over Islamisk Stats brutalitet, så er et klogt og nødvendigt skridt at forstå brutalitetens dragende magt og mindes, hvor nemt dit eget samfund kan blive, og hvor ofte det er blevet, hevet over randen,” skriver kommentoren Ta-Nehisi Coates i magasinet The Atlantic.

Bønsmorgenmaden er en tværreligiøs møderække, hvis formål er at sætte fokus på troens og bønnens betydning særligt i det politiske arbejde. Flere end 3000 religiøse ledere deltager, og den siddende præsident er altid en af to hovedtalere.