Om nogle dage vil sørgebindene og flagene på halv stang forsvinde i Barcelona, Catalonien og resten af Spanien. Men gårsdagens terroranslag, der kostede mindst 14 mennesker livet og sårede omkring 100, vil givetvis kunne mærkes i lang tid frem. For terroristerne valgte at ramme Barcelona på det sted, de vidste ville forårsage størst skade og smerte, nemlig turismen.
At bruge Ramblaen, det overfyldte hovedstrøg, som skueplads for angrebet, vil givetvis få samme effekt, som da en lastbil for lidt over et år siden pløjede ind i menneskemængden på havnepromenaden i Nice, og 86 mennesker omkom. Siden da har den franske Riviera-by mistet en del af sine turister. Og det samme er sket for Paris, der også har svært ved at genvinde kræfterne efter de mange attentater i de seneste år.
Uanset at både Cataloniens regionalpræsident Carles Puigdemont og Barcelonas borgmester Ada Colau manede til forsigtighed med at tale om et anslag mod turismen, vidner alene de 30 forskellige nationaliteter blandt de omkomne og sårede om det modsatte.
Men det er forståeligt, at Puigdemont og Colau frygter for konsekvenserne. Barcelona er Spaniens suverænt største turistmagnet med 30 millioner besøgende, hvoraf over halvdelen overnatter mindst én nat. Alene arkitekten Antoni Gaudís ufuldendte kirke La Sagrada Familia besøges hver dag af henved 10.000 turister.
Resten af Catalonien, især Costa Brava nord for Barcelona og strandbyerne i Tarragona-provinsen i syd, er ligeledes et trækplaster for udlændinge. Og den del af turismen forsøgte andre islamistiske terrorister formentlig fra samme gruppe at ramme nogle timer senere med et lignende angreb med en varevogn i Cambrils i Tarragona-provinsen. Angrebet blev til dels afværget, og de fem terrorister nåede ”kun” at køre en håndfuld turister ned, inden de blev skudt af politifolk.
Barcelona var sidste gang scene for et stort terroranslag i 1987, da den baskiske terrorgruppe ETA sprængte en bilbombe under varehuset Hipercor på Placa Catalunya, tæt på det sted, hvor varevognen kørte ind på Ramblaen i torsdags, og hvor tusinder af mennesker fredag middag samledes for at mindes de døde og sårede.
ETA-attentatet for 30 år siden dræbte 21 mennesker og flere hundrede blev såret. Siden har ETA opgivet sin ”væbnede kamp” for et selvstændigt Baskerland og tidligere i år afleverede den også sine våbenlagre.
Men selv om spansk og catalonsk antiterrorpoliti i de senere år har afsløret adskillige planer blandt radikale islamister i Catalonien, har regionen og Barcelona været forskånet for islamiske terrorangreb. Til gengæld blev Madrid ramt af det værste anslag i Europa, da 10 tidsindstillede bomber gik af i fire S-tog på vej mod hovedbanegården Atocha om morgenen den 11. marts 2004. 191 mennesker omkom og næsten 2000 blev såret.
Det kan lyde kynisk, men faktisk er der folk, der næppe vil begræde, hvis turismen oplever et tilbageslag. I de seneste uger har der været såkaldte turismefobiske protestaktioner mod en turistbus og restauranter i det altid overfyldte Barcelona, og aktivister har oven i købet skåret dæk op på cykler, der udlejes til turisterne. Aktivisterne mener, at Barcelona har nået grænsen for antal turister, og at byen er ved at ændre udseende, fordi mange fastboende og ældre mennesker tvinges til at flytte, så deres boliger i midtbyen i stedet kan udlejes til turister.
Angrebene mod Barcelona kommer netop, som byen og regionen havde tankerne et helt andet sted. Catalonsk politik har næsten udelukkende handlet om én ting i de sidste to år, nemlig løsrivelse eller ej fra Spanien. Den nationalistiske regionalregering, der går ind for skilsmisse, har bebudet en folkeafstemning den 1. oktober. Men det strider mod den spanske forfatning, og centralregeringen i Madrid forsøger af al magt og med jura at forpurre den. Forholdet mellem Barcelona og Madrid bliver mere og mere uforsonligt. Men attentaterne vil måske for en stund få parterne til at glemme deres stejle holdninger.
Som El País, Spaniens største dagblad, der er imod skilsmisse, skriver i en ledende artikel:
”Angreb af den kaliber må få de politiske kræfter i Catalonien til at vende tilbage til virkeligheden. Tiden er inde til, at alle politiske ledere arbejder for borgernes reelle og væsentlige interesser.”
Ifølge den seneste meningsmåling går 41 procent af catalonierne ind for løsrivelse, mens knapt 49 procent vil bevare Spaniens enhed. De sidste 10 procent har ikke taget stilling.