”Når usikkerhed, frygt og vrede bruges til at tænde en sikring, så er en eksplosion uundgåelig.”
Sådan sagde Helle Thorning-Schmidts ægtefælle og Labour-parlamentsmedlem Stephen Kinnock, da han tidligere på ugen holdt en mindetale for sin nu afdøde Labour-partifælle og gode ven gennem 20 år, Jo Cox, som for en uge siden blev dræbt af en 52-årig mand med tilknytning til højreradikale miljøer.
”Retorikken har konsekvenser,” advarede han ifølge avisen The Independent og tilsluttede sig dermed dem, som beskylder tonen i debatten om den britiske EU-afstemning for at have været medvirkende til drabet på den britiske politiker.
En af dem er den skotske journalist og kommentator Alex Massie, som i tidskriftet The Spectator skriver, at når politik beskrives som et spørgsmål om landets overlevelse, kan det ikke undre, at befolkningen fanger politikerne på ordet.
”Hvis du bruger dage, uger, måneder, år på at fortælle folk, at de er under angreb, at deres land er blevet stjålet fra dem, at de er blevet forrådt (…), så kommer der et punkt, hvor noget eller nogen slår til. Os så sker der noget forfærdeligt,” skriver Alex Massie.
Den nyvalgte borgmester i London, Sadiq Khan, har ligeledes efterlyst en mere ”respektfuld tone” i debatten op til dagens folkeafstemning.
Over for avisenThe Guardian har han givet udtryk for, at landet ”har brug for at holde pause og reflektere” og sikre, at debatten ikke bliver skæmmet af et ”hadsk, giftigt, negativt og kynisk klima”, som han hævder, har karakteriseret den indtil videre.
Det er især lederen af det EU-skeptiske uafhængigheds-parti Ukip, Nigel Farage, der er blevet beskyldt for at skade tonen i EU-debatten. Særligt en Ukip-plakat af flygtninge ved den slovenske grænse, ledsaget af teksten ”Bristepunktet – EU har svigtet os alle”, som blev lanceret samme dag, som Jo Cox blev dræbt, er blevet mødt med massiv kritik.
Den konservative finansminister George Osborne lancerede et frontalangreb på retorikken i det politiske debatprogram”Peston on Sunday” på tv-stationen ITV .
Han mener, at ”der er forskel på at adressere bekymringer om indvandring på en rimelig måde og på at piske en stemning op”. Og sidstnævnte mener han, at Nigel Farage har gjort ved at sætte den ”ulækre og modbydelige plakat op, der giver mindelser om den litteratur, som blev brugt i 1930’erne”.
I selvsamme tv-program udtalte justitsminister og konservativ Brexit-fortaler Michael Gove, at han ”gøs”, da han så plakaten. Samtidig fastholdt han dog et forsvar for den hårde tone i debatten og insisterede på, at politikere ikke skulle undlade at holde sig fra kampagner, der problematiserer indvandring, af frygt for, at det afføder racisme.
”Når vi tænker på, hvad der er dyrebart i vores demokrati, så er det ytringsfrihed og en robust debat. Det er hjertet i vores demokrati,” sagde han.
Hovedpersonen selv, Nigel Farage, har dog efterfølgende trukket plakaten tilbage, fordi ”timingen var uheldig”.
”Da vi så det (drabet på Jo Cox, red.), trak vi omgående plakaten tilbage, fordi vi indså, at det var en dag, man skulle holde lav profil,” sagde han til BBC Radio 4.
Nigel Farage mener dog ikke, at han er skyld i den hadske debat. Tværtimod, sagde han i”Peston on Sunday” :
”Jeg synes, at jeg er en politiker, der har været offer for den (hadske debat, red.) – for nu at være ærlig. Når man udfordrer establishmentet i dette land, så kommer de efter dig og kalder dig alverdens ting.”
Men det er ikke kun inden for landets grænser, at tonen i debatten tilskrives en del af ansvaret for drabet på Jo Cox. På forsiden af den spanske avis El Mundo stod der efter drabet, at Brexit-kampagnen var ”farvet med blod”, hos belgiske Le Soir lød overskriften ”Brexit-debatten er forvandlet til en tragedie”, mens hollandske De Telegraaf valgte ordlyden ”Drab i Brexit-kampen”.
Også politiske ledere uden for Storbritannien langer ud efter tonen. Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, opfordrede i en tale de britiske politikere til at moderere deres sprogbrug:
”Overdrivelser og radikaliseringer af dele af sproget hjælper ikke med at skabe en respektfuld atmosfære. Vi ved, hvor vigtigt det er at sætte grænser: i valget af tale og i valget af argumenter - også i valget af nedsættende argumenter.”