Prøv avisen

Bayern vil trykke ny udgave af Mein Kampf

Hitlers manifest Mein Kampf, som han skrev første del af, mens han var i fængsel for forsøg på statskup. - Foto: Wikipedia

En kommenteret udgave af Adolf Hitlers "Mein Kampf" skal udgives for at forhindre nynazistisk misbrug af bogen

Den tyske delstat Bayern vil udgive en ny kommenteret udgave af Adolf Hitlers "Mein Kampf" for at forhindre nynazister i at udnytte bogen til propaganda, når ophavsretten udløber om tre år, skriver den britiske avis The Independent.

Selvbiografien har været forbudt i Tyskland siden Anden Verdenskrig sluttede.

LÆS OGSÅ: Delstat forbyder genoptryk af Mein Kampf

Delstaten Bayern, der har ophavsrettighederne til bogen, har gentagne gange forhindret forsøg på at genudgive bogen, da man frygter, at det kan anspore højreekstremister.

Ophavsretten udløber i 2015. Bayern planlægger at udgive en "kommercielt utiltalende" udgave, der skal forhindre bogen i at blive brugt til propaganda.

- Vi ønsker at tydeliggøre, hvilken nonsens bogen indeholder, og hvilken verdensomspændende katastrofe disse farlige tanker førte til, siger Markus Söder, der er finansminister i delstaten.

Han tilføjer, at delstatens udgave af bogen vil indeholde yderligere informationer, der skal aflive flere af myterne omkring Hitlers manifest.

Delstaten planlægger også en udgave til skolebrug, en engelsk version, en e-bog og en lydbog.

LÆS OGSÅ: Hitler måske snart til salg i tyske kiosker. Mein Kampf skaber debat endnu en gang

Det Jødiske Centralråd i Tyskland har tidligere været imod en genudgivelse, men har for nylig udtrykt støtte til en skoleudgave, der skal forklare bogens rolle i forhold til nazismen.

Det er udbredelsen af internettet, der har fået rådet til at ændre holdning.

- Det er nu endnu mere vigtigt, at unge mennesker ser en kritisk version af bogen, når de klikker på "Mein Kampf" på internettet, siger Stephan Kramer, der er generalsekretær i Det Jødiske Centralråd.

Beslutningen om at genudgive bogen kommer i kølvandet på en stigning i den højreekstremistiske vold.

Nazipartiet NSDAP's forlag udgav i 1925 Hitlers kampskrift, som den senere nazifører skrev første bind af, mens han sad fængslet for et kupforsøg i november 1923.